Síðasti dagurinn á Íslandi

Skyerne samler sig oven på uger med flot blå himmel, blændende sol og sommer. Det begynder lige i dette øjeblik at regne ned ad mit vindue og vinden fejer ind over Reykjavík. Det begynder at lyde af efterår - om en måned kommer den første sne på Esja, det er som et deja-vu, solens højde på himmelen, vejret - det oplevede jeg dengang jeg lige var kommet til Island og gik rundt i gaderne og prøvede at finde rundt som var jeg kommet til en anden planet. Det er som om ringen er afsluttet.
Det regner kraftigere på min rude nu.

Om 15 timer skal jeg være i lufthavnen. Lad os nu se hvor meget jeg får sovet. Snart flyder jeg gennem Reykjavíks tidlige morgen og vinker farvel til Reykjavík, så Kópavogur, Garðabær og endelig Hafnarfjörður, før jeg suser videre ud over sletterne og lægger paradiset af morgenlys bag mig.

Bless Ísland.

Island

Jeg gik lige ned og hentede noget vasketøj der havde været i tørretumbleren. Uden for vinduet gik solen ned lige i det samme øjeblik og malede undersiden af skyerne skrigende purpurrød, og fjordens vand ligeså. Hele fjorden var lyserød!
Regnbygerne bryder himlen og henne over Esja klamrer nogle grå skyrester sig til bjergsiderne. Det er helt ubeskriveligt smukt. Her kan jeg sidde og skue ned over det hele her fra min plads i vinduet. Hvordan kan jeg finde på at forlade det her? Jeg kan mærke spirene i spidserne af mine fingre begynde at røre på sig, for at vokse ud, gribe fat i jorden og forhindre mig i at bevæge mig så meget som et enkelt skridt ud mod Keflavík på næste fredag.

Tyskland

Jeg lægger mig endelig til at sove, da klokken har rundet halv et ovre på uret. Dagens fine sommervejr har forvandlet sig til blæst, regn og svovllugt inde fra øst. Det er mørkere i nat end det har været længe; et strejf af vinterstemning berører mig, inden jeg slukker lyset og forhåbentlig lige kan nå at få tre timers søvn. Inden længe er der mørkt i rummet - efter fem minutter forskrækker min mobiltelefon mig med en hidsig sms-lyd og dens blåhvide lys i mørket. "Kan du være klar kl. 2?" - modvilligt og alt for træt til at spørge hvorfor i alverden vi skal af sted to timer før planlagt tid svarer jeg "ókei" og falder om på sengen igen og forsøger at udnytte de næste 40 minutter mest optimalt.
Vækkeuret ringer, jeg tænder lyset. Inga, Kata og Siggi holder nede i uvejret. Vi forlader Hovedstadsområdet - der er ikke megen trafik på vejen ud til Keflavík lige nu; det er begyndt at lysne ned gennem det tunge lag skyer inde over Reykjanes, da uret viser 02:20.

Solen skinner skarpt ned over landskabet da vi letter fra Island. Tre timer efter bydes der velkommen til København - vi bliver i bedste charterferieforstand ledt ud af en trappe ned på banen og videre af en bus ind til lufthavnsbygningen. Charterstemningen bliver ikke svagere af den tropiske varme som slår mod ansigtet som en åben ovn. Det er virkelig som at være ankommet til tropehuset i Zoologisk Have; alle udbryder: "Nå ja, det er sådan en lummer varme der er i Danmark" - og jeg som har gået og svedt den sidste uges til i Reykjavík, det var jo ingenting i forhold til denne hede. Det er helt forkert at føle sådan en feriestemning ved ankomsten til mit hjemland, helt sært.
Vi bruger ventetiden på en gåtur i kvarteret ved lufthavnen. Islændingene mener at det ligner en halvtreds år gammel film, hvilket der vel såmænd også er noget om med etagebygningerne i røde mursten og jernlygtepælene. Heden steger ned over alt og lægger en dyne over byen. En mærkelig følelse skyller ned gennem kroppen på mig, for pludselig så langt væk hjemmefra, så fremmed og nyt, da vi går og udforsker området som rummænd der var ankommet til en fjern planet, men det er intet andet end Amager, så tørt som det kan siges. Der cykler en ældre dame i en gul sommerkjole, grønthandleren sætter jordbærbakker ud på gaden. Der går en kvinde med tørklæde på hovedet. Der ligger et parcelhus og to ligusterhække. Himlen er ikke blå, dog skyfri, men varmegrumset. Det lugter af Danmark! Vi udforsker videre og lander i en kølig Lokalbrugs og køber øl og Bacardi Breezer, helt uden at være 20 år gamle og skulle hen i en specialforretning. Her er det så enkelt. Ørkenheden bager videre og insekterne sværmer om hovederne på os i et alt for stort antal.

Vi har næsten ikke fløjet, føles det som, da vi pludselig rører landingsbanen i Berlin. Det er ikke klart, alt er gemt under et utydeligt lag varmedis. Der bliver skruet endnu mere op for varmen end i København da vi træder ud på jorden i Tyskland. Svedperlerne på næsen kilder og min bluse klistrer sig ind til kroppen. Jeg kan mærke hvordan sveden pibler ud af porrerne, hvordan literne af væske fosser ud af kroppen på mig, det er lige før jeg ser et fatamorgana af vand på gulvet foran mig.
Efter adskillige forskellige bus- og togturer lander vi i hjertet af Berlin. Hovedbanegården, Hauptbahnhof, er enorm, gigantisk, det er umuligt at overskue hvor mange plan der er, det er som om bygningen fortsætter uendeligt ned i jorden, forbundet af rulletrapper hvor de små mennesker myldrer rundt som myrer, en helt fremtidsby af glas. Udenfor er solen lige gået ned, mørket kommer snigende, mens himlens imponerende baggrundsfarve fletter sig ind med byens millioner af lys i alle farver: biler, lygtepæle, reklamer, banegårdens dæmpede, fremtidsagtige belysning - der er lys overalt og den begyndende nat oser af liv, lugt af storby og den varme vind som smyger sig omkring ben og ansigt.

Vi overnatter i et yderkvarter, efter vi får at vide at dagens sidste tog mod Erfurt er kørt. Der er ingen der orker at ærgre sig, vi går nærmest bare i søvne hen og spørger hvor vi kan finde et hotel. Alle er udmattede, vi glider gennem et nyt sted, spændende, skræmmende fremmed, lugtene, menneskerne. Det er et eventyr at være strandet Berlin; der sidder to prostituerede under en sort parasol midt i nattemørket, den tredje står i døren, badet i rødt neonlys og smiler til forbipasserende hankønsvæsener. En mørk gade. En russisk ekspressrestaurant og minisupermarked med et imponerende udvalg af russiske specialvarer - åbent midt om natten, flere lys, McDonald's. Det er svimlende billigt at stille sulten med en BigMac, pomfritter, majonæse, ketchup og en læskende, brusende æblejuice som jeg fylder op tre gange, i forhold til McDonald's i Reykjavík! Jeg er proppet til bristepunktet at fastfood og fritureolie da jeg efter et himmelskt bad smider mig på sengen og falder i søvn til storbyens nattelyde.

Det har ikke gryet da vi står op. Nattens farver afløses gradvist af morgenen, solens gule lys begynder at glide ned over bygningerne som glasur. Byens andet ansigt vågner, andre går i seng. Vi sidder i en tavs togvogn og svæver gennem morgenen i storbyen. Det er fantastisk smukt.
Landskabet bliver efter kilometervis af by pludselig grønt, vi er ude af og fortsætter sydpå gennem det østlige Tyskland. Jeg sætter mig til at høre min yndlingsnumre med schlagermusik som er så storslået og forudsigeligt som landskabet vi kører igennem: uendelige vidder, rullende bakker, små østtyske landsbyer i brune nuancer og solen der tager mere og mere fat som morgenen går over i formiddag. Kornmarkerne er klare til at blive høstet, det støver bag de majetærskere som allerede er gået i gang med høsten. Det er Tyskland. Det er perfekt, og ferieagtigt. Det er en dejlig stemning, en følelse af at være i hjertet af Europa.

Costa del Seyðisfjörður

... står der med store bogstaver på Morgunblaðiðs hjemmeside her til aften.

I dag har det været varmt, rigtig varmt her i Island. Og netop i Seyðisfjörður nåede temperaturen hele 25°, og det lige som færgen fra Danmark lagde til, så byen mellem fjordene i øst osede i dag af sommerstemning og lignede langt fra det fugtige og tågede sted som ellers kendetegner området.
I Reykjavík holdt termometeret sig et pænt stykke nede mod 15 grader og sporadisk støvregn har malet gadernes asfalt ekstra sort.

Sære drømme

Jeg har fået sommerferie. Det var mærkeligt at slutte på arbejdet, pludselig var dagen bare slut i fredags og jeg kunne lukke døren for sidste gang bag mig ovre i børnehaven efter en dag fyldt med knus, farveller, kage, flødeskum, tegninger, kort, et maleri fra børnene, flere knus, lakridser, chips, chokolade, fællessang og endnu flere knus af både børn, kollegaer og forældre. Nu stod jeg pludselig bare med 11 måneder i en plastikpose. Fyldt med minder.

Mine formiddage er forsvundet, jeg lever eftermiddag, aften og nat. Den smukke islandske sommernat, som allerede bliver mørkere og mørkere, men dog hverken mørkeblå eller sort endnu. Den sidste sne er lige ved at smelte væk oppe på Esja, som måske kan være heldig at blive snefri i halvanden eller to måneder.
Jeg sidder lige nu og drikker et glas Egils Appelsín, en karakteristisk smag af Island, og lige før vaskede jeg op i det æggelugtende, varme vand fra hanen, de orange gadelygter nede på gaden er igen begyndt at tænde i et kort tidsrum hver nat, længere og længere for hvert døgn der går. Fyrtårnet blinker rødt, himlen er dækket af et mærkeligt tyndt lag skyer, det minder om en åkandedækket dam set nedefra. Jeg spiser en mælkechokoladeovertrukket lakrids. Alt er så islandsk. Det er begyndt at blive så hjemligt. Jeg kan slet ikke fatte at jeg sidder i Danmark om mindre end en måned. Jeg tror jeg vil komme til at se ud som en kat der ikke vil i bad, når jeg skal ind i lufthavnen, hvæse af alle som går forbi mig.

Nej, hvor er det mærkeligt!

I formiddags vågnede jeg klokken 11, besluttede mig for at blunde en times tid mere. Det blev til en sær time. Min underbevidsthed begyndte at lege med mig og jeg gled ned i en mærkelig drøm. Jeg var med far et sted som jeg ikke ved hvor var. Vi besøgte en gammel, gammel kone som boede helt alene i en klippehule. Klippegulvet var tørt og støvet. Hun sad altid på det samme sted, en lille sten med sit tæppe. Op ad klippevæggen, vel en halv meter fra hende, stod en stor, slebet lægte af lyst træ, tre meter høj. Det var hendes mor, sagde hun. Hun havde malet et sirligt lille ansigt bestående af to prikker til øjne og en lyseblå streg til mund. Den smilede ikke, den var kun lidt opadbuet, helt udtryksløs.
Hun fortalte mange historier som jeg ikke husker indholdet af. Vi blev nærmest hevet med ind i en verden af hendes historier, fuldstændig medrevne var vi.
Så kom tiden hvor vi skulle af sted. Vi bevægede os hen mod åbningen af den i øvrigt flot oplyste grotte, trods det lille hul til udgang, der dog alligevel var så stort at man kunne gå oprejst ud af grotten. Den gamle dame greb om sin gamle mor og slæbte den tunge lægte med hen mod udgangen, vi skulle sige ordentligt farvel til hendes mor også. Hun satte sig ned. Far og jeg bøjede på skift os ned over den gamle kone som sad på jorden og kyssede hendes pande som var støvet og brun og rynket. Bagefter kan jeg huske at jeg omfavnede hendes mor og kyssede lægten et par centimeter under den lyseblå mund. Så fulgte jeg efter far ud i det stærke lys og overvældedes af tårer.

Jeg vågnede grædende op klokken lidt over tolv på en våd hovedpude, fuldstændigt opblusset i ansigtet.

Søndag

Jeg gik i seng klokken fire i nat, eller rettere 4:01 stod der, inden jeg lagde mig. Det var mærkeligt tusmørkt i nat med de lave skyer, et blødt søvndyssende lys, men videre træt blev jeg ikke. Jeg gik en tur ved totiden ned ad Skipholt og åndede den kølige nattestilhed ind gennem næsen.
Jeg vågnede ved middagstid i dag, trak rullegardinerne op, fik solen i hovedet. Åbnede for begge vinduer og blev forbavset over hvor varmt det var. Tændte for radioen, fik en sms. Lagde mig hen og blundede indtil den bløde musik i radioen flettede sig ind med det hvide sollys som stod ind af vinduerne, og svandt ind til et enkelt indtryk sammen med den duftende morgenvind fandt vej til mine næsebor.

Jeg sidder her og kigger ud. Drikker en kop kaffe, stærk kaffe, og spiser et par stykker brød. Det stærke lys har gemt sig bag den lave havtåge og varmen er væk. Jeg går ud og trækker frisk luft - Esja ligger næsten helt gemt. Der er en svag, kølig vind her i søndagsintetheden. Det dufter af græs, hav, en smule fisk, bare en lille bitte smule, og vasketøj. Alt sammen blandes sammen til en længselsfuld duft af et land langt borte, en duft af søndag. Der er musestille, ingen biler, kun et par måger som svæver gennem den hvidgrå himmel og kun giver enkelte skrig fra sig. Kan du genkalde stemningen?

Midsommer

Det er midsommer. Klokken er tolv minutter i et og jeg sidder her og taster så det kan høres ud i lejlighedens nattestilhed. Lyset vandrer ind gennem vinduerne og oplyser rummet i en farvenuance uden navn. Omme bag Esja gemmer solen sig og lader bjerget stå i kraftig silhuet, mens undersiden af himmelens skydække belyses i orange og pink.
Det er mærkeligt ikke at have set den sorte nattehimmel så længe; flere gange i dag har jeg tænkt tilbage på i vinter og i efteråret, hvor lyset gik på hæld, og jeg kunne fordybe mig og lukke mig nede i mit eget sind, endda gå på gaden uden at blive genkendt og høre nogen der råbte ens navn, dels på grund af det omsvøbende mørke, dels på grund af folks indelukkede vinterhumør. Og på hvordan et enkelt lys i mørket kunne give sådan en skønhed fra sig. Jeg var så letpåvirkelig og fintfølende i vinter, det var en sjov virkning den havde. Flere havde i løbet af efteråret sagt til mig at det ville være en svær tid at gå i møde, og "hvordan kan du dog bo alene om vinteren?". De mente nok at jeg ville blive skør af at sidde alene mange gange i mørket - og jo, det har været øde, men jeg har nydt det, at prøve hvordan det er at sidde midt i en rasende islandsk vinter hvor det at gå ned i byen og handle tager dobbelt eller tre gange så lang tid som nu. Men pludselig kom foråret, og jeg har kunnet mærke en spirende følelse inden i mig selv, så forsvandt nattemørkets sorte farve, og til sidst forsvandt selve mørket fra døgnets timer. I adskillige dage har det braget ned med sol, Reykjavík er blevet så tør at se flere steder fyger med sand og støv, så hvis det ikke er sne - eller hagl - det fyger med, så er det noget helt andet, for vinden er her stadig, om end i mindre omfang.

Jeg har lige drukket et stort glas æblesaftevand som smager fuldstændig ligesom den æblete som bliver serveret i tyrkiske tæppeforretninger. Det opdagede jeg da jeg åbnede flasken og smagte saftevandet for første gang - pludselig havde jeg den samme smag i munden som jeg havde i Alanyas adskillige tæppeforretninger for tolv år siden.
Og så har jeg våget mig ud på en fodboldbane i dag - og en volleyballbane og spillet bold fra halv ti til halv et hernede i parken med nogle venner. Og det siger jeg lige en gang til: JEG HAR SPILLET FODBOLD i dag! Sommerlyset før altså et eller andet mærkeligt ved mig, og folk i det hele taget - der skal noget til at lokke mig ud på en fodboldbane. Søvn er en by i Rusland. Fastfoodstederne kører på højtryk hele "natten", gaderne er fyldt med unge mennesker på rundten og der er folk i parkerne rundt omkring i Reykjavík.

Nu er klokken tolv minutter over et. Solen er begyndt at bevæge sig opad igen, snart dukker den atter op bag fra Esja. Jeg burde også sove nu. Min nabo snakker i telefon ude på gangen, der står to unge piger og spiser en pizza henne ved en bænk som jeg kan se her fra vinduet. Fniser højlydt. Ej, jeg kan også lige nå at svare på et par mails. Jeg falder ikke i søvn alligevel hvis jeg lægger mig nu.

Store luftslanger

00:48 viser uret, men jeg kan aldeles ikke sove. For det første er det helt lyst, for det andet udspiller det smukkeste farvespil ude over vandet og Esja sig; jeg har siddet i tyve minutter med næsen trykket mod ruden. Brændende orangerøde på lilla skyer breder sig ud over hele nordhimlen, resten af himlen er blegt blå, alle vinduerne i Reykjavík genspejler det røde skær - og dér kom to gæs flyvende. Det er helt musestille, og det er blevet svalt efter en sommerdag i Reykjavík med fuld sol og 17 graders varme. Jeg har tilmed fået en mørkere farve i ansigtet.

Tidligere i dag blæste det en hel del mere. Jeg har en enorm svaghed for ting der blafrer og blæser rundt i vinden, jeg kan ikke dy mig for at smide en tot tørt græs ud i et vindstød for at se det blive revet ud af mine hænder. Da jeg var ude på legepladsen med børnene i formiddags bandt jeg garn og iturevne, lange stykker plastik op i buskene som så blafrede forrygende. Det var heldigvis også til stor fornøjelse for børnene, de mindste digtede store historier om verdens farligste luftslange og brød ud i nervøse latteranfald når de endelig sneg sig hen og rørte slangen, men egentlig ikke turde.

Vestmannaeyjar

Solen skinner i Reykjavík, termometeret viser 14° i skyggen. Jeg står over for Þjóðskjálasafnið og venter på 15'eren med min sportstaske mellem benene. Der hviler en tung sommerstemning over byen, næsten som om man kunne have byttet rundt på tallene ovre på termometret. Folk går med korte ærmer, kasketter og lugter af solcreme.

Jeg glæder mig til at komme af sted til Vestmannaøerne, Vestmannaeyjar, for alle folk har sagt "nej hvor spændende". Oddný på arbejdet var nærmest misundelig: "Jamen, der har jeg da aldrig været" og Davíð udbrød "der er en helt anden stemning der, en helt anden verden - det er et helt eventyr!". Mine egne forventninger var nok ikke så store før det, og havde Steinunn ikke tilbudt at jeg kunne bo hos hendes far, havde jeg nok aldrig taget derud. Men jeg glæder mig, og er blevet spændt på at se hvad der er derude. Desuden siges det at øboerne er Islands mest venligtsindede og gæstfrie.

Jeg sætter mig i bussen til Þorlákshöfn som kort efter forlader buserminalen. Skyerne ligger derinde og ruger over bjergene. Vi drejer af mod syd og kører ind i en grøn og sort verden. Skyerne har pludselig overtaget alt, og det er som om vi bevæger os gennem en lukket kasse, sådan som skyerne får bjergsiderne til at forsvinde deroppe. Det er et sært landskab. Og endnu mere sært ser det ud, da vi pludselig når kanten af bjergmassivet og snoer os i hårnålesving ned mod en gigantisk sort slette. Og dér, lige der ude for enden ligger en hvid klynge. Det er huse. Vi passerer en cirkelformet samlingsplads for asetroende med røde, runelignende dekorationer midt på denne slette.

Færgen Herjólfur forlader havnen. Der er en fin udsigt ind til Hekla og den sorte kyst. Hundredevis af havfugle. Jeg køber en danskvand med citron og en simpel og kedelig sandwich bestående af hvidt toastbrød, en våd skive skinke og alt for meget italiensk salat til 650 krónur og sætter mig til bords henne ved vinduet. Det gynger hæsligt og kvalmende uforudsigeligt. Min hjerne kan slet ikke genneskue hvordan den næste bevægelse vil blive. Havet ud for Island er et bæst. Men, trods alt sidder en damen bag mig dybt optaget i sit strikkeprojekt, og hun har adskillige nøgler garn i gang samtidig og manøvrerer yderligere at holde en samtale i gang med damen overfor som er iklædt et skrigende grønt stykke tøj, garanteret også hjemmestrikket. Det er en sørgelig, intetsigende beretning om hendes mor - hun falder efterhånden dybere og dybere ned i et uddøende tonefald, damen med garnnøglerne nikker venligt og udstøder jævnlige "já, jájá", mange af dem idet hun ånder indad og samtidig trækker i nøglerne. Jeg mister koncentrationen og stopper med at lytte på samtalen idet hele bordet bag mig bryder ud i det vildeste og længste latteranfald jeg længe har oplevet, og ærgrer mig et øjeblik over at have mistet tråden i historien.

Og puha, hvor det gynger. Jeg går ud på dækket og trækker lidt frisk luft, inden jeg sætter mig ind og lytter til Ólafur Arnalds' musik på iPod'en. Foran mig kan jeg i korte intervaller se havoverfladen dukke op i vinduerne når færgen gynger ned i en bølgedal. Mærkværdige, længselsfulde følelser skyller op gennem mig sammen med de kvalmende skvulp i min mave. Det er som at se de dokumentarfilm om en persons tilbagevenden det et glemt land, en glemt verden efter lang tid. Det var det hele, musikken og sådan som de sorte silhouetter pludselig stikker op af havet stik foran færgen. Forbjerge som styrter direkte ned i havets dyb og musikken min ører. Det er en fin stemning - og det leder et øjeblik mine tanker hen på noget andet end den påtrængende søsyge.

Vi kommer tættere på øerne og derinde, godt gemt væk bag fjeldene, i læ for Nordatlantens rasen, ligger den hvide by. Vi sejler forbi de høje fuglefjelde som rager langt ind i himlen. Der er fugle over alt. Sikke et liv der er.

Vi sejler ind mellem de lodrette bjergvægge - havnens grønsorte vand er i modsætning til havet udenfor uhyggeligt stillestående. Øens to vulkaner hæver sig inde faretruende inde bag byen. Helgafell hedder den ældste, og den nyeste Eldfell som blev dannet ved udbruddet på Heimaey i 1973 under det katastrofale udbrud, som trods alt endte lykkeligt - selv havnen blev bedre afskærmet for dønninger. Det ryger stadig sælsomt op fra Eldfells røde krater.

Jeg ankommer i blidt vejr, blíðviðri, som de siger på de vindomsuste øer herude. Jeg er træt og går i seng næsten med det samme jeg har fået mig indkvarteret. Jeg kigger et øjeblik ud i den lyse nat før jeg ruller persiennerne for, som dog ikke afskærmer for lyset. Det er en god halvanden måned siden jeg har set rigtigt nattemørke.

I løbet af natten ligger jeg jeg meget af tiden og kigger op i loftet mens vinden tager til ude på den anden side af muren. Jeg har tit kigget på vejrudsigten for Vestmannaeyjar med en længselsfuld fantasi om at være der midt i et af de mange uvejr, som området er kendt for. Og her er jeg, kun en tynd ydervæg fra rusk, som nu går over i en voldsom flåen i huset. Det knager og river og larmer, persiennerne klaprer, jeg rejser mig op og lukker vinduet efter jeg har haft det stående på klem i det gode vejr som nu helt er forsvundet.

Jeg får en god nats søvn, og tager lige et par ekstra kvarter - vejret er, sagt med et godt islandsk ord brjálað - eller skítaveður det så smukt også kan hedde.

Iklædt t-shirt, underbukser, bukser, termosokker, islænder, støvler, regnbukser, regnjakke, hue og vanter bevæger jeg mig ud i det værste vejr jeg nogensinde har oplevet den 7. juni! Med den kulde og det besvær jeg har med overhovedet at bevæge mig fremad tænker jeg på at det er godt at det trods alt er sommer, vinteren ville da have været helt umulig!

Byen sover under uvejret og skyerne der bevæger sig ind mellem fjeldene i rivende fart, lige akkurat berører hustagene og er over alle bjerge før man når at tænke sig om. Persiennerne er for det meste nedrullede, jeg møder ikke en sjæl, selv fuglene har søgt ly i klippehulerne. Stemningen er død og musestille trods uvejret som larmer lige over hovedet på mig. Jeg sætter mig på en bænk midt i byen og får vejret efter at have kæmpet mod vinden i et stykke tid. Føler mig først som en dum turist som jeg sidder der og allerede er totalt gennemblødt.
Jeg får efter en psykisk overbevisning af mig selv bevæget mig videre gennem byen. Snart rammer gaden lavastrømmen og drejer skarpt for siden hen at følge randen af den sorte strøm fra '73. Der stikker et hus halvt ud af lavaen. Den er stoppet så brat og tårner sig op over byens østligste huse. Det er sært at tænke på at husene engang bare fortsatte længere østpå - nu ligger de begravet.

Jeg møder to mennesker som helt klart må være turister, hvem begiver sig ellers ud i det her? Og ganske rigtigt taler kvinden inde under det flagrende regnslag tydeligt hollandsk da vi passerer hinanden. Jeg drejer ind ad en villavej og kigger på kirkegården, tager et enkelt billede, og skynder mig videre. Det ser så dystert ud her i uvejret, alle de hvide kors som stikker op af jorden og den hvide jernport som uhyggeligt står og våger. Jeg havde ligget på jorden og taget væmmelige billeder i frøperspektiv hvis det ikke havde regnet.
Jeg forsætter ud af byen og går op mellem de to vulkaner som forsvinder oppe i skyerne. Jeg går 100 meter med stop for hver femte; det tager mig nok et kvarter eller tyve minutter. Det er egentlig hæsligt. Jeg har det som i tegnefilm hvor en engel og djævel sidder på hver sin side af mit hoved og råber til mig - således er jeg flere gange ved at vende om, men fortsætter på mærkelig vis. Himlen er i oprør 20 meter over mit hoved. Der suser skyerne ind mellem de to vulkaner. På den anden side snor vejen sig og undgår med nød og næppe afgrunden ned til havet der pludselig ligger svimlende langt neden for fødderne af mig.
Jeg tager et hvil og søger ly på en lav bænk bag en stor klippeblok som lige afskærmer for vinden. Det rusker og flår i alt rundt omkring mig. Jeg opdager at jeg sidder og ler af forbavselse over situationen. Det er virkelig sindssygt.

Jeg går et lille stykke op ad vulkanen Helgafell, men når aldrig toppen af frygt for at blæse ned, og desuden er der også skyer deroppe. Da jeg vender mig om for at gå ned til vejen igen har et par får i mellemtiden nærmet sig og står nu midt på stien foran mig. Det giver et kraftigt sæt i mig som havde jeg set et spøgelse. Her gik jeg og troede jeg var alene i et uvejr uden lige, og så står de dér - og gnasker græs! Hjertet slår stadig inden i mig efter chokket da jeg når ned på vejen. HVEM BOR HER?, tænker jeg idet jeg kæmper mig hjemad. Hvad er det dog for et sted? Jeg savner med et Reykjavíks trygge gader, føler mig meget langt hjemmefra.

Jeg falder i en dyb søvn da jeg kommer hjem og vågner tre timer senere, øm i hele kroppen - udenfor står verden stadig i et.

Mens jeg sidder og drikker en kop varm te sker det mest forunderlige, pludselig stopper vinden. En ro falder over det hele. Solens stråler titter frem og gør den grå verden til sølv. Det kaster en glans over det hele. Det er måbende smukt.
Jeg går en tur igen efter at have slugt et par stykker pizza med ost, skinke, peperoni og banan fra Heimaeys lokale pizzabageri.

Jeg vælger at gå en tur ud til fyret på Stórhöfði, hvor Europas mest vindomsuste vejrstation ligger, og som jeg adskillige gange har tjekket på internettet. Nu har jeg muligheden for selv at gå derud. Og vejret er blevet perfekt. Ingen vind. Solen bader øerne i sine blide aftenstråler. Det er virkelig smukt.
Landskabet ligner til forveksling Færøernes. Bølgerne slår ind mod klippekysten og ude i vandet ligger klippeøer. Det er en fornøjelse at stå stille et øjeblik, lukke øjnene og trække havluften alledybest ned i lungerne.
Der er forbavsende megen trafik på den lille, storslåede vej ud til fyret. Der kører biler som er propfyldte med unge mennesker. Det minder om dem som cruiser ned af Laugavegur i Reykjavík med høj musik og albuerne ud af vinduerne. Jeg ser de samme biler passere mig en seks-syv gange mens jeg går i vejkanten. De kører i pendulfart mellem fyret og midtbyen, en tur på allerhøjst fem minutter i bil. Sikke et sted. Hvor er det fantastisk storslået. Jeg kan lige pludselig alligevel godt forstå hvorfor folk bor sig her. Jeg bliver enig med mig selv om at det er det bedste jeg har gjort i rigtig lang tid. Jeg tænker virkelig ikke på andet, kun på vejen foran mig og lader skønheden sejle ind gennem øjnene og bedøve min hjerne så jeg føler mig helt beruset. Det er en total oplevelse, alle sanserne gaber ud som sultne fugleunger for at opfange mest muligt, mens mine ben let og helt af sig selv glider hen ad vejen.

Jeg vender tilbage omkring midnat og passerer gennem byens stille yderkant i det gråblå nattelys. Det er tyst. En hest står i silhuet med havet som baggrund. Jeg orker ikke engang at tage flere billeder, jeg er helt fyldt op af indtryk.
Det er en bedste nats søvn jeg får den følgende nat. Det er en glæde at være fuldstændig uafhængig, jeg sætter ikke vækkeur, jeg har slukket min mobiltelefon, jeg er geografisk uden for rækkevidde - jeg er helt fri - og lader mig glide ned under den tunge dyne. Fjernt gennem vinduet som står på klem kan jeg akkurat høre havet mod kysten og et par havfugle inden alt bliver stille og jeg forsvinder ned i min underbevidsthed.

Jarðskjálfti

Mine ben ryster stadig indeni. For et kvarter siden, 15:44 præcis, går jeg rundt her i lejligheden og vasker lidt op, pludselig ryster og skælver det i hele huset. De førte sekunder tror jeg det er en stor lastbil der starter, i næste øjeblik tror jeg den er kørt ind i huset. Det ryster stadig, glassene i skabet sejler rundt, hårshampooen falder ned af hylden ude på badeværelset i lander med et brag på brusekabinens plastikgulv. Jeg åbner min dør ud til gangen, går et par gange rundt om mig selv - det skælver stadig i hele huset - der bliver talt højlydt i firmaet nede under, kan jeg høre. Det er jordskælv. 6,7 på Richterskalaen.

Fuldstændig forvirret og næsten ude af stand til at stå på mine ben der ryster af en blanding af rædsel, overraskelse, ubehag, tænder jeg for fjernsynet og radioen for at få oplysninger. Jo, den er god nok. Jeg prøver at ringe, men mobilnettet er overbelastet, ligeledes nyhedssiderne på internettet; det er nok hovedparten af alle indbyggere i hele det sydlige og vestlige Island der har prøvet at komme derind samtidig, ja skælvet mærkedes helt i Akureyri og i Ísafjörður.
Jeg lytter til nyhederne klokken 16 hvor der er direkte forbindelse igennem til Selfoss, nærmest skælvets epicenter. En hurtigtsnakkende pige kommer igennem, efter at være kommet ud af et supermarked hvor alt ligger hulter til bulter. Her i Reykjavík strømmede folk ud på gaden fra kontorbygningerne på Borgartún. Et par sætninger jeg fangede i radioen og nyheden fra Ríkisútvarpið:

"Ég er hér úti á götu á Selfossi, allir eru í miðri götunni. Inni á kaffihúsinu eru stólar og glerbrot út um allt."
"Ég var semsagt á ferðinni þegar skjálftinn var og það var bara mjög óþægilegt. Ég hélt að hjólin væru sprungin - allir stoppuðu til þess að skoða bílana sína."

Nyheden fra ruv.is: ruv.is/heim/frettir/frett/store64/item209656/
"Öflugur jarðskjálfti varð á Suður- og Vesturlandi kl. 15.44. Staðsetning er suðvestur af Selfossi og styrkleiki er 6.7 á Richter skv. mælingu. Samhæfingarstöðin hefur verið virkjuð. Engar tilkynningar hafa borist um tjón eða slys á fólki. Grjóthrun varð í Vestmannaeyjum og vegurinn undir Ingólfsfjalli er lokaður sem og brúnni yfir Ölfusá. Samhæfingarstöðin mun fylgjast með ástandi mála og senda frekari upplýsingar um leið og þær berast.
Margir eftirskjálftar hafa fundist. Fólki á Suðurlandi er mjög brugðið samkvæmt fréttaritara Útvarps þar. GSM samband virðist hafa dottið út þar og er fólk beðið að nota ekki síma nema í neyð.
Allar björgunarsveitir Slysavarnafélagsins Landsbjargar í Árnessýslu hafa verið kallaðar út vegna jarðskjálftans. Einnig hafa sveitir á höfuðborgarsvæðinu og í Rangárvallarsýslum verið settar í viðbragðsstöðu.
Skjálftinn fannst einnig á Ísafriði, Akureyri, í Svínafelli í Öræfum og í Vestur-Húnavatnssýslu."

Så har jeg også prøvet det. Jordskælv. Det er ikke til at forklare hvor skræmmende det er når alt pludselig skælver under ens fødder. Pludselig bliver man mindet om at vi mennesker er temmelig hjælpeløse over for den store natur.

Der er det jo

I går sad jeg og bladrede rundt på nogle forskellige sider inde på nettet. Efter halvanden time i Wikipedias uundslippelige urskov af mere eller mindre interessante artikler på et utal af sprog og et utal af link som jeg bare lige må læse inden jeg forlader siden, slipper jeg endelig ud og ankommer på det norske NRK's hjemmeside hvor jeg klikker mig ind på net-tv. Jeg ser et kavalkadeprogram for Eurovisionens Melodi Grand Prix i Beograd hvorefter jeg opdager et spændende musikprogram som besøger Reykjavík. Det er jo som at være hjemme næsten at se Reykjavíks gader der, jeg kender det hele. Men pludselig spidser strækker mine ører sig ekstra meget ud, for der er noget som virker ekstra hjemligt, trods jeg aldrig har hørt det før. De viser et indslag med musikeren Ólafur Arnalds som spiller et nummer fra sin nye plade.

Det er næsten deja-vu-agtigt. Det er lige præcis den musik, den stemning jeg har gået og nynnet inde i mit eget hoved gennem hele vinteren her. Og ikke bare tilnærmelsesvis, jeg kan nynne med. Der var den islandske vinterstemning, udtrykt musisk. Jeg har i mange måneder ledt næsten overalt efter det jeg kategoriserede som noget hen i retning "dokumentarfilmmusik med enkelte, lyse klavertoner, melodier i mol, indslag af dur på de helt rigtige steder så det giver kuldegysninger og gåsehud på armene, op ad halsen, ned ad ryggen, lette strygertoner som understreger stemningen osv. osv. osv..." Det er sådan noget musik jeg har gået og forestillet mig, og hver gang jeg er kommet i nærheden af et klaver og har kunnet spille frit efter hjertet har jeg sidder og nørklet med sådan en stemning. Det er hændt at folk er kommet forbi og sagt "sikke noget sørgeligt musik" eller "ej, kan du ikke spille noget mere muntert?", men den der lidt sørgelige, melankolske stemning elsker jeg, og er min tolkning af de mørke islandske vintermåneder som jeg har gået rundt og spundet musik af inde i hovedet og som jeg elsker. Og nu har jeg fundet musikken; jeg købte straks begge udgivelser på internettet og har hørt musikken lige siden, har lagt det ind på min iPod - nu kan jeg have den islandske vinterstemning mellem hænderne.

Lys

Foråret kommer. Sommeren gør også. Det bliver ikke mørkt. Og jeg som behøver mørke til at sove. Det er umuligt bare at tænke på at gå i seng når solen skinner ind af vinduet.
Der er en helt anden stemning, og jeg selv er også i en helt anden stemning. Mørket gjorde noget ved mig, fik mig til at emme af ord som bare måtte ud - indtrykkene stod i kø for at blive nedskrevet. De var der hele tiden. Konstant så jeg syn som jeg bare måtte berette om. Bare også bare se på min aktivitetsfrekvens her på bloggen: i november skrev jeg 7 indlæg, i december 9 og i januar var jeg helt oppe at skrive 12, hvor det siden hen er trappet ned i takt med lysets tilbagekommen. Det et sket helt automatisk.

Den sidste uge har budt på nogle blændende flotte sommerdage - fuld sol og op til 15 graders varme - folk er strømmet til parkerne og torvene, cafeerne har været overproppede. I går forlod jeg Keiluhöllin ("Bowlinghallen") på Öskjuhlíð klokken 01:15, og jeg bliver nødt til at komme med et overflødighedshorn af begejstring: For fødderne af os lå Reykjavík badet i et blegorange skær fra solen som gemte sig nogle grader under fjeldene der langt ude på Snæfellsnes. Bjergene omkring hovedstaden svævede på skyer af violette natteskyer, lysene nede i byen blinkede som stjerner. Ude i horisonten sov Snæfellsjökull sin evige søvn og stak op over disen og over det hele hvælvede fuldstændig uvirkelige nuancer sig. Det var fuldstændig fantastisk.

I dag har skyerne ligget et par hundrede meter oppe, Esjas bjergsider forsvinder hurtigt op i ærtesuppen som får dem til at se uendelige ud. Det har støvregnet stille og fået de udspringende planters dufte til at sprede sig.

Natterodehoved

Jeg er et natterodehoved - det må være titlen på en person som roder rundt om natten og laver alt muligt andet end at sove. Nu er klokken knap kvart i to, og jeg sover ikke, f.eks. gik jeg lige før ud i opgangen og kiggede mod nord, for nu er den lyse tid begyndt, nu bliver det ikke rigtig mørkt før til september.
Himlen er dækket af en tyndt lag skyer i snorlige bånd som samler sig i et enkelt punkt ovre bag ved Esja for herfra at blive kastet ud over hele himlen. Nuancerne går fra næsten sort i syd til en glødende blanding af orange, blå, meget blå og næsten helt hen i grønt. Der er ikke en vind som rører sig. Det er fuldstændig magisk. Og så stort, alt for stort til at fotografere, for det fylder hele hvælvet over Reykjavíks lys, den glødende nattehimmel. Så derfor sidder jeg og skriver det ned nu - og sover stadig ikke - for jeg bliver simpelthen nødt til at berette om det. Jeg blev helt paf lige før da jeg kiggede ud af vinduet, ligesom det er sket så mange andre gange her i Island. Et er landskabet, men ingen andre steder har jeg set sådanne farver, et sådant lysindfald på himlen som skaber de mest utrolige scenerier så jeg ikke tror mine egne øjne! Det er næsten umuligt at sætte ord på, så smukt er det, men jeg prøver.
Og jeg må også hellere prøve at sove lidt nu. Godnat.

Amerika

Der noget over navnet Amerika - i stedet for bare at sige USA.

Åbningen i skyerne bliver større og pludselig åbenbarer et helt nyt kontinent sig - lige dernede. Jeg føler mig næsten som Leif den Lykkelige eller Columbus; tænk, et helt nyt kontinent. Under flyvemaskinens støjende skrog strækker sig et uendeligt tundralandskab med små søer - antallet forekommer mig uden for tællelig rækkevidde - og floder der bugter sig landskabets lavninger, frosne: jeg kan se isflagerne flyde rundt som et komplekst puslespil. Sneen ligger stadig tungt over store dele af området dernede, men det er ved at bryde op, foråret er et sted lige om hjørnet.
Vi flyver over ødemarkerne i Labrador, Canada.

Skyerne tillader sig at lukke til for den fine udsigt. Jeg udfylder papirerne jeg skal bruge for at komme ind i USA, fornavn, rejseformål, statsborgerskab, jeg sætter kryds i "no" ud for spørgsmålet om jeg på nogen måde har været indblandet i Nazitysklands aktiviteter fra 1933-1945. Sådan fortsætter jeg et godt stykke tid.

Det er fint udsigtsvejr, da vi lægger an til landing i JFK-lufthavnen. Der er endeløst mange huse, og så er der træer! Fine, nyudsprungne, lysegrønne træer. Nogle har lyserøde blomster og lyser op som krydderier i det friskgrønne. Og dér, lige der rejser New Yorks skyskrabere sig op af disen. Hjertet på denne gigantiske slette af huse. Min første tanke er "wow!".
Hjulene rører landingsbanen og kort efter er der et utåleligt mylder af mennesker som vil hurtigst muligt ud, mens nogle få, ligeså utåleligt, standhaftigt bliver siddende i deres sæde med det der nej-se-hvor-rolige-vi-er-og-hvor-er-I-dog-tåbelige-at-I-virkelig-gider-mase-sådan-for-ingen-ting-blik. Jeg selv flyder med strømmen ned gennem midtergangen (ja, selvfølgelig gør jeg det) og tænker "nej wow og uh hvor er I fornuftige, sikken bedrevidenhed, hva'!", da jeg passerer de fastlimede sædevarmere.

Yderligere spørgsmål skal besvares inden indslusningen til USA, og jeg får taget både ansigtsbillede og fingeraftryk af begge pegefingre. Min kuffert er den allesidste som endelig tipper ud på bagagebåndet inde bagfra; den er et kærkomment syn, det kunne lige passe at den var havnet i Usbekistan.

Jeg er paf og siger ikke et ord på busturen ind til Manhattan, både fordi klokken derhjemme er langt over midnat og fordi der er millioner er nye indtryk. Alt undtagen himmelen er nyt og anderledes, det er ikke som at køre ind i et nyt boligkvarter, hvor husene måske er bygget anderledes - her er det hele nye og uudforsket: skiltene, træerne, bilerne, byggestilen, lugten, og New Yorks skyline som ligger der og tårner sig op over ude bag hele området i en knaldende purpurfarvet solnedgang - det er luftforureningen som kreerer disse fantastiske farver; den anden vej kan man se den brune farve afsløre sig som et omsluttende tæppe over området.
Der er noget sjusket over forstadskvarterene: ledningerne hænger sine steder i store klaser og kludrede bundter, bårne af træpæle som langtfra alle steder står lodret. Husene er alligevel bekendte, det er ligesom at køre gennem en spillefilm fra Hollywood. Det er så amerikansk . Vinduerne er de der tvedelte, to kvadratiske ruder over hinanden i et opretstående rektangel, hvor man så kan skubbe den nederste opad for at åbne. De er der altid i filmene.

Vi krydser East River og så er vi der. Ankomne i navlen. Husende er nakkebrækkende høje og synet ned ad Avenuerne er overvældende. Natten er begyndt at lægge sig og lysene tændes overalt. Det firkantede bylandskab gør det muligt at kigge mange kilometer ned ad gaderne med skyskrabere på begge sider. I bunden vrimler det med lys, biler, mennesker, taxaer, busser, flere mennesker, yderligere biler, mange flere mennesker og alle lugtene der sammenblandes til en særlig blandingslugt af by. Vi kører et øjeblik ved sydenden af Central Park på 59th Street og fortsætter opad Broadway diagonalt med den øvrige byplanlægning.
En dundrende træthed hænger over mig da vi når hotellet. Sikke en masse nye indtryk, det er så stort og enormt og svært rumme på en gang. Welcome to New York City.

Innnes

Nu har jeg spenderet 12.700 krónur på rauða kortið, det røde kort, som trods sit pudsige navn er noget så tørt som en busbillet. Men det gode er at den gælder i tre måneder på hele nettet af Strætó over hele hovedstadsområdet plus Kjalarnes, Mosfellsdalur og Akranes. Så nu er jeg i færd med at udforske hvert et hjørne fra Hafnarfjörður til Akranes - jeg har faktisk allerede været længst ude i begge retninger, så jeg mangler egentlig det der ligger midt imellem. Det er lige mig først at vælge yderpunkterne, det har altid sagt mig et eller andet.

Ikke længe efter jeg havde betalt kortet satte jeg mig op i 1'eren og lod mig transportere til Hafnarfjörður hvor jeg skiftede til blå linje 22 mod de sydligste kvarterer af Hafnarfjörður, derude hvor man bygger byen ud i lavasletten. Det er lige et mig-sted, sådan et mystisk sted. Idet vejen krydser under Reykjanesbraut bliver alt sort. Jorden er sort, lavastykkerne der stikker op alle vegne er sorte. Hist og her afbrudt at hvide huse og de steder hvor lavaen er lilla, rød og orange.
Her ligger et helt samfund, en skole, et fritidshjem, legepladser, boligblokke i lækker, moderne standard, en enorm Bónusbutik - som også er sort - der cykler små børn rundt på deres cykler op og ned ad kvarterets stisystemer alt imens området fyldes af lugten af aftensmad, den lugt som lugter ens om du så er i en opgang i indre by, et stille villakvarter i provinsen eller nu i dette sære kvarter. Eller, så sært er det ikke, først når man ser sig om - for da ser man naturen smyge sig ind mellem husene og blande sig i indbyggernes liv, selvom det vel nok er omvendt, det er dem som har kilet sig ind mellem lavablokkene med byggematerialer og forsøgt at omdanne det til at sted at bo. Helt er det dog ikke lykkes. Stierne som de mindste børn cykler hen ad fører gennem vilde landskaber med sorte afgrunde til hver side, og sprukne bobler ser så sprællevende ud som kunne udbruddet have foregået den selv samme dag i stedet for 10.000 år. Midt i beboelsen.

Bussen passerer adskillige stoppesteder som består af et enkelt skilt, faststøbt i en betonklods som så er stillet i vejkantens sorte sten. Og der står de ellers bare og ser mærkelige ud; det er lige før det beskedne blå-gule bussymbol giver liv til hele den sort-hvide verden ud i en vis radius. Jo, de står og tiltrækker sig opmærksomhed, de stoppesteder - men det er vel i og for sig også meningen.
Linje 22 ender allerlængst - mig og mine yderpunkter - mod syd i kvarteret, der hvor hovedstadsområdet på en bare centimeterbred grænse går over i uberørt lavamark.
Det lugter hæftigt af fisk. Lidt ude ad vejen mod Krýsuvík står fisketørringsstativer og tørrer fisk til delikatessen harðfiskur, hårdfisk. Ellers er her bare lava og en vej som tilsyneladende støder på en bjergvæg ude i horisonten. Lyd er der heller ikke noget af. Jeg klapper i hænderne. Lyden siver bare ud og bliver til ingenting. Se, det kan man kalde ro. Om så megen ro så er behagelig er så til diskussion. Jeg bliver enig med mig selv om at det virker overvældende. Så enormt og gigantisk et landskab og så stille. Netop denne sætning hører jeg mig selv gentage igen og igen, men jeg har stadig ikke fattet hvordan det kan lade sig gøre.
Jeg bryder stilheden og sætter Páll Óskar i ørerne. Det passer fint her.

Min tur nummer to gik så til det andet yderpunkt, Akranes, en fiskerby 49 km nord for Reykjavík. Jeg tager 15'eren til Mosfellsbær og stiger på linje 27 - Skagavagninn - som kører til Akranes med stop på Kjalarnes hver anden time, sådan nogenlunde regelmæssigt. Stemningen her er mindst ligeså islandsk som mellem lavaen i syd, men bare på en helt anden måde. Der er så meget der bare er islandsk, det er helheden der gør det. Men her passer Páll Óskars musik ikke. Slet ikke. For det er ikke mystisk og dragende her, det er nærmere betagende. Storslået, smukt. Vejen kører over græsstepperne med havet på en ene side, mens steppen fortsætter op i lien, og siden den stejle skråning. Her er heste og får. Og gårde. Det er heller ikke Björk der passer ind her. Jeg finder noget musik frem af Björgvin Halldórsson, musik noget i stil med dansktop, jeg tror ikke der er noget der hedder islandsktop. Men genren er fastlagt i hver fald. Det er store ord om kærlighed, kliché på kliché og yderst forudsigelige melodier, emotionelle akkorder. Og så tilsat lidt harmonika. Det passer perfekt hertil.
I udkanten af Akranes kører vi forbi gården Innnes. Jeg morer over de tre n'er. Tænker egentlig alt for længe på dem, og efter utallige gennemmumlinger af navnet indser jeg at det ville være en skændsel at fjerne et af n'erne af udseendesmæssig grund, for de udtales faktisk alle tre. Det er en ufattelig lang nynnen pakket ind i "I" og "es". På dansk ville vi have udtalt to n'er, Indnæs, da vi ikke udtaler et langt N i ind.

Akranes er i sig selv ikke specielt ophidsende. Små huse, betongader, betonfortove, en havn. Udsigten er fantastisk. Jeg går rundt i byen i to timer. Sidder i hvert fald halvdelen af tiden på forskellige bænke ved kysten og lader blikket undersøge udsigten.

Jo, jeg skal undersøge nogle steder jeg ikke har været før. Måske tager jeg op og undersøger Grafarholt i morgen. Måske Álftanes, eller Setberg? Udkanterne af Garðabær? Det kommer også an på vejret.