ÞANKAR ÚR REYKJAVÍK

Samskipti á kóræfingu

2012-02-07T22:56:00.002Z

Dæmi um þegar maður reynir að stjórna aðeins of miklu og hugsar aðeins of lítið:

– Ekki hafa nótur, þú kannt þetta nú alveg utan að, hehe ...
– Ég kann þetta alveg, er bara að skila þessu blaði! Dííí!

Forunderlige verden

2012-01-24T01:44:00.001Z

Gang på gang forundres jeg over hvordan verden fungerer. Hvordan himlen kan være så blå, så blå dér, ovre bag fjeldene. Hvordan folk føler sig akavede i elevatoren. Hvordan det altid stormer så meget her. Hvordan mennesker kan omgås på så mange forskellige måder.

Forleden var jeg så uheldig at glemme mine handsker i bussen. De var bare så gode og passede helt perfekt uden at være for klumsede. Så jeg ringede til Strætó, Reykjaviks busselskab, og spurgte hvor hittegodskontoret lå; jeg skulle henvende mig nede på billetkontoret på Hlemmur, hvor alle glemte sager bliver afleveret.

Så der tog jeg ned i dag. Det kúnne da være, de var der.

Jeg henvender mig ovre på billetkontoret, og siger, jeg glemte mine handsker i bussen forleden. Damen i glasburet siger straks, at hun ikke kan hjælpe. Jeg siger, jeg ikke forstår det, da jeg helt bestemt havde fået at vide, at hittegods kunne afhentes her.

Damen henter den sorte kurv som er fyldt med handsker, huer og halstørklæder. Hun lader hånden glide gennem det øverste lag tøj.
– De er der ikke, konstaterer hun.
– Jamen, du vidste jo ikke hvilke slags handsker du skulle lede efter, siger jeg forundret.
– De er der ikke!

Damen fejer mig af og betjener mændene, der var kommet til at stå i kø bag mig imens. Hun fortæller dem i hvilken retning linje 19 kører. En af mændene forsikrer mig om at damen vrøvler, og at det da er min ret at få lov til at se om min ejendel ligger i den kurv.

Jeg går tilbage og taler til damen gennem den lille runde luge i glasburet. Hun sidder i sikkerhed derinde.
– Vil du ikke gerne lede i hele kurven? Du kiggede jo kun det øverste lag igennem, spørger jeg hende.
– Du må snakke med vagten her senere, det er ikke mit job at give folk deres hittegods, vrisser hun.
– Jamen må jeg så ikke lige selv kigge kurven igennem, for det ville være rigtig rart at vide om mine handsker faktisk lígger i kurven.
– Nej, nu er jeg færdig med at tale med dig! Damen har hævet stemmen, og er tilsyneladende meget gal over. Jeg træder lidt tættere på kighullet i buret og taler bestemt til damen. Jeg tænker over hvor åndssvagt det er at hun sidder derinde bag glasset med den kurv fyldt med tøj, hvor mine handsker muligvis var. Jeg prøver igen:
– Kære ven, vil du ikke godt være sød at vise mig den kurv, så jeg kan se om mine handsker ligger der?, siger jeg med en temmelig irriteret stemme.

Damen tager kurven,

hun KYLER kurven i gulvet

så tøjet flyver ud over hele disken

Imens det har stået på, har jeg nået at spærre mine øjne op på vid gab, jeg er helt paf.

Jeg indser, at det er svært at tæmme løven i buret, så jeg forlader busstationen. Mit blod koger. Jeg må have set farlig ud for samtlige forbipasserende.

Derhjemme ringer jeg nummeret om, som jeg havde fået som alternativ. Måske de kunne hjælpe mig dér. Det er den samme dame der svarer. Jeg ændrer plan, og skifter fra islandsk til engelsk, men til min store forbløffelse taler løven udmærket engelsk. Jeg leger turist, og siger, at jeg desværre har glemt mine handsker i bussen forleden. Men løver er snu:

– Jeg taler ikke engelsk med dig, brøler den ind i røret.

Røret bliver lagt på bordet, og der bliver snakket med en kunde i baggrunden. Kunden har glemt nogle vanter forleden, men kommer ikke rigtig nogen vegne.

Der bliver brølet ind i røret igen, siden smækket på. Dut-dut-dut.

Snestorm og etiopisk mad

2011-12-11T17:36:00.001Z

Den sidste uge er forholdsvis foregået foran skærmen, hvor jeg har skrevet afslutningsopgaver til universitetet. Imens har det været så smukt vejr udenfor: forholdsvis hård frost, solskin som har fået alle istapperne til at funkle og et smukt, snedækket Akrafjall som har prydet udsigten fra sofaen i stuen. Man var begyndt at længes ud af hovedstaden, flygte lidt fra eksamenslæsningen. Nogle gange har det føltes som én lang morgenstund; jeg har siddet og skrevet til langt ud på natten. Når jeg derfor er vågnet temmelig sent, har solen allerede været på vej ned igen. Så er jeg ilet ned til vandet eller op til kirkepladsen på toppen af bakken og indhaleret dagens sidste gyldne solstrålet med øjnene. Den lave vintersol skaber et ubeskriveligt smukt, orange landskab, og det perfekt vulkanformede Keilir rejser sig ude i horisonten.

Vi havde bestemt os for at køre en tur, for at slippe en smule væk og bare for at se noget andet end lige vejen hjemmefra og ned til supermarkedet, så vi havde sat vækkeurene tidligt og bestemte os for at have en etiopisk restaurant i Flúðir som dagens mål, og ellers bare udforske forskellige områder på vejen og rundt på Reykjanes-halvøen.
Det er stadig tusmørkt, da vi forlader Hafnarfjörður, og drejer ned mod Krýsuvík. Det fyger ind over vejen, fjeldene som plejer at rejse sig for enden af den snorlige vej var gemt væk i det hvide. Vi krydser over fjeldet, og fortsætter ind mod Kleifarvatn, hvor vi bliver nødt til at stoppe og vende om, da vejen pludselig er dækket med et alt for tykt lag sne.

Vi ændrer plan, og kører til Grindavík i stedet. Vi stopper ved den Blå Lagune, for at se det blå vand i dette snevejr. Det er næsten ikke til at komme ind på parkeringspladsen, da de først nu er begyndt at rydde for sne.

Efter den Blå Lagune bliver vejret endnu værre, og da vi krydser ned over fjeldet, hvor man plejer at kunne se Grindavík og Atlanterhavet i baggrunden, bliver alt så hvidt, så man kun kan se få meter frem. Pludselig dukker en bil ud af det hvide, den er gledet af vejen. Lidt længere henne ligger en firhjulstrækker på hovedet, nogle meter uden for vejen, forlygterne er stadig tændte, men tilsyneladende hverken chauffør eller passagerer i den. Det fyger ind over den lille by som om husene er tændstiksæsker. Det stakkels juletræ prøver at holde ud, som det står og svajer voldsomt i blæsten. Vi holder ind på tanken og spørger om de ved noget om vejrudsigten, men de har ikke netforbindelse.

Der er kun en vej ud af Grindavík, og det er den samme som vej kom fra. Vi overvejer hvordan resten af dagen skal forløbe, da vejrudsigten forudsiger endnu kraftigere blæst i løbet af dagen.
Vi bestemmer os for i hvert fald at køre op til tankstationen i udkanten af Reykjavík og spørge om føret på bjergpasset over Hellisheiði. Damen siger, at det er pletvist glat med en del snefygning. Ganske rigtigt fyger det tværs ind over vejen, og man kan ikke se langt frem.

Vi kører i et roligt tempo på de temmeligt glatte veje, og når da det er næsten mørkt igen Flúðir. Det blæser stadigt kraftigt, og sneen trumler henover alt og alle helt hæmningsløst.

Restauranten er pyntet med alskens etiopiske ting, og den smilende dame tager imod os. Både hende og hendes mand er overraskede over, at vi virkelig er kommet helt ud til dem i det her vejr, og vi har flere gange undervejs været i telefonisk kontakt med dem; han har spurgt til hvordan vejret var.
Maden spises med fingrene ved at man river et stykke af et særpræget hullet fladbrød som er svampet i konsistensen. Vi har også bestilt traditionelt brygget kaffe. Værtinden sætter sig hen i hjørnet af restauranten og fyrer op under en lille pande, hvor en masse små bærlignende ting ligger. Det er tørrede kaffebønner. Hun rister dem, det ryger i hele restauranten, og der spreder sig en brændt, aromatisk lugt. Han åbner døren for at lufte ud, det hvirvler ind med sne. Så kommer hun hen til bordet med den rygende pande og lader og alle lugte til de nu sorte små bær. Det lugter kraftigt.
Lidt senere er bærrene blevet brygget traditionel etiopisk kaffe, det smager herligt. Der serveres popkorn til. Mærkeligt, tænker man, men det er åbenbart også traditionelt.

Vi forlader Flúðir, og sætter kursen hjem mod Reykjavík. Vejret ser ud til at være blevet bedre, men på den anden side af Hveragerði åbner himlen sig igen, og det både sner og fyger. Hjemturen over bjergpasset er et mareridt. Det er mørkt, det fyger i adskillige meters højde tværs ind over vejen, og i de værste vindstød ser man ikke mere end en meter fremad. Bilen sidder fast i en snedrive, vi må ud og skubbe. Det går så nedad med tredive kilometer i timen.
I Reykjavík blæser det, men det fyger ikke. Man kan på ingen måde tro, at det ville være et sådant vejr oppe på fjeldet.

Ude ved fyrtårnet lyser fuldmånen fjeldene og det oprørte hav op i et sølvfarvet lys, og fyrtårnet blinker ensomt ud i den tudende storm.

November

2011-11-14T14:34:00.002Z

Det er november. Dagene er blevet kortere, især morgnerne. Men kulden har holdt sig væk. Der er elleve graders varme udenfor i dag.

Vinden er til gengæld ikke blevet væk. Det susede og høl her til formiddag gennem byen, mens jeg ventede på morgenbussen til skolen. Ved middagstide blev det pludselig helt dunkelt igen udenfor, som om solen allerede var ved at gå ned igen, men snart brød solen frem og skinnede kraftfuldt ind under det lave skydække. Reykjavíks hvide kom til at ligge badet i sollys på en næsten sort baggrund. Skyerne susede over himlen i den kraftige blæst, og det lignede et ragnarok, så dramatisk så det ud.

Jeg løber hen over parkeringspladsen, ind foran Hovedbygningen, og bliver kastet rundt om hjørnet, før jeg når svingdøren. Alle som er i færd med at bevæge sig rundt med døren, bruger de få sekunder, det tager, på at sætte håret nogenlunde, efter at være kommet ind fra blæsten.

De bruger bilen som overfrakke

2011-11-01T23:40:00.079Z

„Islændingene bruger deres bil som overfrakke“

Min kollegas kollega havde snakket om islændingenes forhold til biler, og ramt plet med denne sammenligning.

Det drejer sig islændinges anderledes brug af biler end de fleste danskere bruger den. Der hvor jeg kommer fra tager man bilen fra ét sted til et andet, på Island tager man en runde uden noget egentligt mål. På Island er man enten studerende, udlænding eller for fattig, hvis man bruger Reykjavíks bussystem, Strætó.

Strætó er i øvrigt også noget hø. For nyligt satte de prisen op for en enkeltbillet. De fleste som betaler med rede penge giver langt fra det beløb, når de smider mønterne i plastikboksen oppe ved førersædet, før de, uden at have øjenkontakt med chaufføren, forsvinder ned bag i bussen. Eller også kommer de med en eller anden undskyldning, det har jeg hørt mange gange, men kommer alligevel med på den ønskede køretur. Ret uretfærdigt egentlig, når de også har sat prisen op på sæsonkort.

Og så er det hæsblæsende hedt i de islandske biler. Varmeknappen er skruet om på allermest rødt og bliver dér. Hvis det et øjeblik bliver for varmt, så kan man åbne vinduet og lufte ud. Men en overfrakke skal jo være varm. For her kommer den ind i billedet.

Når jeg syntes overfrakkeeksemplet ramte så plet, var det fordi at det faktisk er sådan. Bilen fungerer som en overfrakke som man har på når man skal fra sted til sted. Man har den altid på. Tager man derfor rundt på parkeringspladser rundtom i Reykjavík om vinteren, er folk ligeså lidt påklædte som de er om sommeren, for deres overfrakke bliver de nødt til at parkere uden for deres destination.

Sagt med andre ord, tager man altså ikke overtøj på hvis man f.eks. skal i biografen, selv på den mest stormende vinteraften. Man løber ud til bilen som man er, og skruer op for varmen på fuld blæs, og ved destinationen parkerer man og spæner ind for ikke at fryse. Der er som at tage den varme stue med ud at køre.

Oktobermorgen

2011-10-08T15:01:00.047Z

Vækkeuret ringer med en glad tone. Vejret rusker i vinduerne. Klokken er otte. Det hyler i hele huset. Det er stadig halvmørkt over byen på denne lørdag, mennesketomme morgen. Jeg står ud af sengen og går hen til vinduet, hvor jeg laver en sprække i persiennerne med mine tommel- og pegefinger. Rønnebærets trætop uden foran svajer voldsomt og kaster små orange bær rundt i baggården.

Inde fra køkkenet kan jeg se ned til havet, mens jeg sidder og spiser mysli. Der er hvide bølgetoppe på hele bugten, og det underste af Akrafjall på den anden side står uklart i gennem disen fra skumsprøjtene. Næste minut forsvinder fjeldet i stormen.

Byen er mørkegrå her til morgen. Jeg står alene ved busstoppestedet som knager i stormen, og blade, plastikkrus og en pizzabakke passerer mig i høj fart.

Da jeg står af bussen ved teatret slår jeg genvej over Arnarhóll, bakken, hvor der er udsigt over havnen, for at komme hurtigst muligt ned i operahuset med havet. Da jeg krydser pladsen med statuen og bænkene på toppen, blæser det yderligere op. På det sidste stykke over pladsen foran operahuset går jeg som et par andre skikkelser femogfyrre grader foroverbøjet, og er alligevel ved at blive blæst omkuld.

Det ser vældigt dramatisk ud inde fra varmen af. Sejlene på bådene i havnen er flossede, vandet slår ind over molerne.

Vejen fra Saugatuck til Holland, Michigan

2011-08-21T02:07:00.030Z

Dér mellem de tusindvis af træer stikker alverdens farver op i form af tankstationers og fastfoodrestauranters neonlys. Træerne er blevet reduceret til sorte omrids mod den kraftigt orange himmel, her mellem dag og nat. Vi har lagt Saugatuck ved den enorme Lake Michigans bred bag os, og farer på motorvejen gennem denne endeløse skov, som er blevet sort. Neonlysene lyser rødt, grønt, blåt og lyserødt og danner en retroagtig fremtidshave her i træerne. Mellem træerne bor der mennesker i tusindvis af huse, på brede gader, med store biler, langs telefonpæle med rodede ledninger, blandt en overflod af valgmuligheder i en lang række restaurationskæder og megasupermarkeder, som ligger spredt udover kæmpelysninger i træerne. Her synger cikaderne og lyser ildfluerne i den fugtige nordamerikanske sommeraften. Det er svært at forestille sig den hårde vinter her: meterdyb sne, blæst og temperaturer på negative fahrenheitgrader. Så forsvinder bladene på den tætte løvskov med de lysende paddehatte, som pludselig står helt blottede blandt et skelet af nøgne grene. Hvilken farvepragt i den klirrende kolde nat.

Og så lige et par brokhistorier:

2011-04-28T18:36:00.003Z

Når man er til skriftlig eksamen på Island møder man ikke omkring 20 minutter før som man gør i Danmark. I Danmark møder man i god tid før, så man har tid til at komme på plads og udfylde navn og andre praktiske ting, inden eksamensdamen siger, at man må åbne eksamenssættet. På Island stimler folk sammen ude foran døren til eksaminationslokalet, indtil eksamensdamen endelig viser sig to minutter inden eksamen officielt begynder. Så står hun dér i to minutter, og i det sekund eksamen begynder, fjerner hun armene fra dørkarmen, folk raser ind i lokalet. Eksamensdamen prøver at overdøve menneskemængden for at sige, at man skal aflevere sine mobiltelefoner oppe på hendes lille bord, hvor der allerede står to tomme papkaffekrus (hvad har hun dog lavet helt alene inde i det lokale mens folk har stået udenfor), at man skal lægge jakker og tasker ovre i hjørnet og at man skal lægge studiekort klar på VENSTRE hjørne af bordet (så hun lige kan gå ned gennem gangen og nuppe dem lettest muligt). Ti minutter inde i eksamenstiden skriver jeg første bogstav på papiret.

Hvis jeg nu skal perspektivere (som undervisere er SÅ glade for), så kan jeg ikke se sammenhængen mellem at alle skal have LIGE LANG TID til at besvare deres eksamensopgaver, som var begrundelsen for at de kun kunne give mig én times længere frist ved sidste hjemmeopgave da jeg udførligt spurgte om mere, og dette system. Folk vil aldrig kunne gå i gang på samme tid, og hvis man endvidere er hurtig til at få sat sig på plads, så render der stadig forvirrede mennesker rundt i lokalet med jakker, bøger, telefoner og penalhus for at gøre sig klar. Det er ret forstyrrende.

Desuden var eksamensdamen en pensionist (ikke overraskende), som jo er helt fint – de synes nok det er sjovt at have lidt magt for en formiddag – men hende hers stemme var så spinkel, at hun slet ikke kunne overdøve folk. :/

Hvordan i alverden kan et så udviklet land som Island have sådan en eksamenstradition? For mig mindede det alt for meget om den ulogiske Santorini-færge, hvor man ikke måtte bruge den indvendige trappe (mens folk blev sat ned), men man godt måtte bruge den udvendige kun 15 meter væk – for så i øvrigt pludselig at kunne stå for neden af den selv samme „forbudte trappe“ 20 sek. efter.

----

Og så den sidste. Jeg skulle have printet noget fra det sted på universitetet hvor man kan få printet ting, såsom opgaver og lign. Jeg skulle have det printet på noget bestemt papir (til den nye lejekontrakt), så jeg havde købt noget bestemt autoriseret papir i boghandlen. De sagde i telefonen, at jeg bare skulle komme ned på kontoret, så kunne de printe det.

Så går jeg ned på kontoret som ligger i en lille bygning 500 m fra universitetet (og bliver pladdervåd i stormvejret – hvilket selvfølgelig ikke er nogens skyld, men læg det bare til historien). Jeg venter i 10 min., fordi der er travlt. Så bliver jeg ekspederet. Manden trækker på øjenbrynene, da jeg siger, hvad mit ærinde er; „DET kan man ikke – vi udskriver KUN på vores EGET papir“. Jeg forklarer ham, at jeg havde fået at vide i tlf., at jeg bare skulle komme, men han siger at det var en vikar som svarede telefonopkaldet. Så spørger jeg hvorfor søren man ikke kan bruge mit endda autoriserede papir, hvortil han svarer at „sådan ER det bare. Det gør vi ikke“. I øvrigt irriterede det mig, at han brugte „vi“ i „Det gør VI ikke“ – så taler han nok på hele firmaets vegne.

Jeg fik aldrig nogen begrundelse.

Så nu får de en sur mail fra mig som de måske aldrig læser. I Island kan „man“ have så travlt, at mails på magisk vis pludselig forsvinder fra ens indbakke uden man så dem. I hvert fald er det det indtryk jeg har fået mange gange. Hovsa, min mail forsvandt.

Og eksamenskontoret får også en mail snart. Og humanistisk fakultet får også snart en mail om det ubrugelige tværfaglige indgangskursus som de tvang mig til at tage på mit sidste semester af bacheloruddannelsen.

Og så sidder jeg tilbage og føler, at det bare er mig som er et brokhoved. Jeg ved godt at især jeg er modtagelig for ulogiske ting, og ting jeg ikke kan få begrundelser på, men lige nu synes jeg at alle andre bare siger „nå okay“, og SÅ FINDER DE SIG BARE I GALSKABEN?

Jeg bliver alt for overrasket i hvert eneste tilfælde det sporadisk sker, at jeg forlader et kontor på Islands Universitet med en følelse af, at jeg har fået god service, damen (og jeg mener DAMEN – for det første tackler mænd det helt anderledes, og for det andet er de en by i Rusland på de fleste kontorer) faktisk lyttede til hvad jeg havde at sige og var hjælpsom.

UHA!

I øvrigt er det i løbet af dagen stormet af, vinden har lagt sig, solen er kommet frem, og på Islands Radios hjemmeside står der, at de lover godt vejr og temperaturer over 10 grader i næste uge.

Hurra for brok.

-Marc

Om det fængslende vejr

2011-03-22T00:53:00.001Z

Når det er sådan noget vejr som det er udenfor lige nu, så er jeg mindst effektiv. I stedet for at lave mit powerpointshow bliver jeg nødt til konstant at smutte hen til vinduet, ud på altanen og ud i opgangen for at se den anden vej, for at se ud på vejret. Endnu en gang (igen igen) buer den store rude mod syd faretruende ind og ud i stormvindene udenfor. Så kraftigt at man jeg mærker trykbølgerne i ansigtet, på trommehinderne og i hele kroppen. Indtil for et par timer siden var vejret ellers roligt. Det var lige på frysepunktet, og der var ingen vind – det føltes jo næsten helt varmt. Sneen som faldt sent i eftermiddags var anderledes end den ellers har været. Store tunge snefnug som endda faldt næsten lodret ned. Det har ikke sets længe. Det virkede helt kontinentalt, sådan en jævn, halvkedelig grå himmel og halvvåd tung sne. Det virkede helt som om foråret var på vej, som om det var afslutningen på den lange periode med den vandret faldende sne. Hele stemningen var anderledes da jeg sad i bussen på vej hjem nede fra centrum i dag.

Men ak, nu står fygningen ind over alt igen. For hver gang det sker synes det mig voldsommere og voldsommere. Efter mørkets frembrud på dette jævndøgn, og især i de sidste par timer, har vejret åbnet for sluserne med sne og blæst og skruet godt ned under nul grader igen. De smeltende snedriver på altanen er atter hårde som sten, lige som de var ved at smelte væk.

Da jeg igen igen igen bliver tvunget hen til vinduet for at se hvad der egentlig er gang i udenfor har fygningen nået nye højder. Mod syd kan jeg se det næste vindfelt nærme sig da sneen fra tunene nede ved kysten løftes op, bliver kastet ud over hovedvejen og videre ind over parcelhuskvarteret på den anden side af vejen. Pludselig er alle husene ikke større end småsten på en grussti som snefygningen farer direkte hen over.

Jeg går ud i opgangen og ud på den anden side af huset. Nede over halvøen er det samme ved at udspille sig. Hen over halvøen står i ti meters højde fygende sne som slører husene sammen med det orange gadelys. Ovenover er den sorte himmel. Det ser overnaturligt ud her fra niende sal.

Él, byljir, hryðjur og hríð – og når hundelufteren på gaden tager skibriller på

2011-03-16T02:54:00.005Z

Alle er de ord for en eller anden form for snestorme med forskellige grader af styrke, varighed og beskaffenhed. Man kan for den sags skyld også pensle nuancerne endnu mere ud og sige både blindbylur, stórhríð, hríðarbylur, éljagangur, kafaldsbylur og så videre og så videre alt efter hvordan sigtbarheden og alt muligt andet forholder sig. Og så er der skafl, skafrenningur, mugga og hagl, slydda, slabb, krap, og bráð med de naturligt tilhørende slydduél og haglél samt mjöll, snær, fönn, det overvældende fannfergi og det i forhold til denne overflod nærmest kedelige snjór. Alt har det et eller andet med hvid nedbør at gøre, og en god portion af ordene har nok på et eller andet tidspunkt kunnet bruges i dag – eller for den sags skyld i de sidste mange dage.

Når man pludselig ikke kan se mellem husene i indre Reykjavík for bar fygning og kraftigt snefald, så er der en smule tryk på. Pludselig sner det uden for vinduet, og så sner det mere, og så vælter det ned. Vandret. Overvældende mængder sne tumler ned fra tagene, drøner hen over plænen foran hovedbygningen på universitetet og tumler op over bilerne. I indsnævringen ved kantinebygningen danner den uregelmæssige vind forrygende hvirvler som er mange meter høje. Omme omkring hjørnet tordner snemasserne ind mod muren, og idet kollisionen med muren finder sted bevæger sneen sig lige så uhindret hen som lodret op ad muren.

I et andet øjeblik er solen kommet frem mellem snebygerne, og nu er luften omkring hele bygningen mættet med trilliarder af iskrystaller som glitrer umådeligt smukt.

I morgentimen har jeg lige tændt min bærbare og er ved at sætte mig til rette til timen, idet et par snefnug lander på tastaturet. "Neeej pff, lad dog være, nu er jeg simpelthen blevet alt for bidt af vejret udenfor", overbeviser jeg mig selv om og undlader at bryde ud i "hey, det sneede ned på min computer!".
To minutter senere sner der igen ned på min computer. INDENFOR? :/ Jeg kigger forvirret opad, og opdager lettet/overrasket at det simpelthen sner ind ad en ventilationsåbning, hvis lidt store åbning lader fygesneen fortsætte sin færd direkte indenfor her til morgen.

Da jeg tager bussen hjem begynder det at sne igen, inden bussen når tankstationen på Hringbraut. Sneen vælter ind over kørebanen, og det river i bussen.
På torvet foran banken og apoteket iler sneen henover fliserne som pucken i et airhockeyspil. Oppe ad trappen går jeg ind i sne fra samtlige tænkelige retninger. Der farer sne gennem parkeringshuset fra gulv til loft og det suser på den der lyddæmpede, flakkende sne-måde. Jeg møver mig videre gennem infernoet og prøver at se hvor jeg sætter mine fødder.

Neden for det højeste hus kommer en hundelufter rundt om hjørnet. Han har skibriller på, og jeg tænker straks "nå ja, det er da selvfølgelig det eneste fornuftige i dag" og ærgrer mig et øjeblik over at jeg ikke selv fik den ide. Hans labrador sætter sig ned i samme øjeblik og ser ikke ud til at være videre påvirket af vejret.

Sydøstlandet

2011-01-27T12:27:00.000Z

Klokken tyve minutter over fem i morges vækkede uvejret mig igen. Regnen hamrede ind på ruden som jeg ikke har hørt mage til det længe. Det endte op med en tur ud på toilettet, sådan er det så ofte når man vågner. Det er irriterende at skulle op på det kolde gulv og tænde lyset på badeværelset, så man er ved at blive blind! Flere gange har jeg klaret det i mørke, men nu bestemte jeg mig for at tænde lyset, for mig døsighed fik mig til at vælte en smule rundt. Sikke klodset man kan være. Vandet i toilettet skvulper op og ned: stormen hiver i hele bygningens vandforsyning, og det larmer konstant i ventilationen som om der var en der stod og støvsugede ind i den.

Senere på dagen er virvaret af regn forvandlet til hidsige snebyger. Da jeg går ned for at tage bussen fra universitetet til Subway på tankstationen ved ringvejen for at spise frokost, ryger jeg ud i en af dem. Minuttet før havde solen skinnet, men nu var det mørkt og føg, tilsyneladende fra alle retninger, med sne. Det fortsætter med skiftevis at sne voldsomt og være solskin, mens jeg nyder min sandwich og kigger på det fra vinduet. Himlen ser så ekstra blå ud når solen skinner mellem snebygerne. Bagefter skynder jeg mig hjem for at pakke færdig. Senere skal vi møde Andri og hans veninde Kathryn som er på besøg, og så skal vi køre hele vejen til Höfn på Sydøstlandet; der er 455 km derover via Sydlandets eneste vej over ødemarken ved foden af bjergmassivet under Vatnajökull. Google siger, at det tager 5 timer og 20 minutter at køre.

Vi forlader hovedstaden klokken lidt over fem og når Selfoss en times tid senere, sultne, så vi spiser pizza på en Hrói Höttur-restaurant. Vi er de eneste gæster. Jeg har altid syntes at Selfoss er lidt mærkelig og lidt kedelig. Vi når lige at kigge i Krónan for lidt godter til bilturen inden de lukker. I mellemtiden er det begyndt at sne. Det får ikke Selfoss til at se mere indbydende ud, men hvisker bare den sidste charme ud. Nu er der kun et koldt lag hvidt tilbage, belyst af orange gadelygter. Der ér bare ingen sjæl i Selfoss.
Uden for Selfoss sner det endnu mere. Og det sner og sner og sner. Og det blæser. Vejen ændrer karakter fra næsten usynlig til usynlig under sneen, og det fyger på et tidspunkt så meget ind over vejen, så det er svært at se mellem vejsidestolperne. En blanding af sne og hagl trommer ned på den stakkels bil, og vi fire i bilen føler os små i forhold til den rasende verden udenfor. Pludselig ser vi lys i vejkanten, det er et skur herude i ingenting. Vi holder ind i ti minutter for at se om vejret bliver bedre. Det river og flår i bilen og bliver ikke rigtigt bedre, så vi snegler os igen af sted.
Da vi når Vík holder vi tissepause, dvs. bag en sten ude i snestormen. Man kan høre Atlanterhavet herfra. Sikken brusen. Vi skifter chauffør her, så jeg sætter mig ind bag rattet. Det er umådelig glat da vi forlader Vík. Hele vejen over lavamarken til Kirkjubæjarklaustur, men så er der ikke mere sne. De næste 200 km er der hverken sne eller by, men bar ødemark. Fuldmånen lyser landskabet op, det glitrer blegt i iskrystallerne overalt idet bilen farer gennem intetheden. Jeg skal passe på ikke at køre for stærkt på disse lige veje, mere for vor egen sikkerhed end andres, for der er ingen biler. Vi møder to biler på disse 200 km, vel at mærke på den eneste vej i området, og de begge er store mælkebiler. Den ene har så kraftige forlygter at man kan se dem en evighed før vi passerer hinanden. Et stykke tid ligner det bestemt en ufo. Jeg spørger de andre i bilen: "Prøv lige at se, hvad er det der henne over vejen, det ser da mærkeligt ud, gør det ikke??". Det må være ensomheden som spiller med en herude, for det er virkeligt ensomt. Her kører man på en enorm sandslette, og i horisonten rejser bjergene sig med is på toppen, det ligger der og lyser i måneskinnet. Det er svært at beskrive uden at undgå klichefyldte måneskinsbeskrivelser, men det er virkelig smukt og mystisk og svært at beskrive. Temperaturen svinger mellem to og otte frostgrader, sikke et stort land, sikke meget plads hvor der intet er.

Køreturen kommer til at tage ni timer i stedet for fem. Pokkers snevejr, men vi er da en oplevelse rigere, og ankommer til Höfn klokken to om natten. Her er bidende koldt, himlen er klar og det blæser tørt og bedøvende ned mellem byens huse. Vi kan ikke få fat i manden som ejer vandrehjemmet, men døren står åben, så efter vi har overbevist os selv om, at vi da skal sove et eller andet sted og vores følelse af at det er sært bare at gå ind i huset, går vi ind. Det er stadig en mærkelig følelse af bare at være gået ind, som fylder os da vi går i seng.

Hele natten larmer vinden mod huset. Sidst på formiddagen står solen op og farver bjergene omkring byen og gletsjeren i horisonten orange og lyserød. Jeg går en lille tur ud i det frostklare vejr og tager nogle billeder. Det blæser stadig, og jeg skynder mig tilbage til vandrehjemmet for at spise lidt morgenmad.
Inden vi forlader Höfn drikker vi stærk stempelkandekaffe i en stor bjælkehytte bag ved byens svømmehal. De har lige åbnet, så vi er de eneste. Mens vi drikker kaffe går de to damer rundt og gør dagens salatbar klar: oliven, soltørrede tomater og feta – det virker helt malplaceret at støde på sådanne middelhavsingredienser her.

Langs vejen ser vi rensdyr. Vi bliver alle helt vilde, "neeeej, rensdyr!", og vi stopper bilen og fotograferer på livet løs.

Så når vi Jökulsárlón – selve trækplasteret og det der fik os til at ville køre helt herover! – en lagune hvor en isbræ kælver så der bliver fyldt med isbjerge i en flotteste blå farve. Da vi nærmer os bredden af lagunen har en masse sæler travlt med at svømme hen og se hvad vi mon er for nogle. De svømmer rundt, plasker i vandet, og det er svært at afgøre hvem der beskuer hvem, og hvem som er mest nysgerrig. Isen, sælerne, den blå himmel og solen gør det hele til en artisk og smuk oplevelse her ved søen med isbjergene. Vi går ud på kystens sorte sand, hvor tusindvis af isklodser i alle størrelser og former ligger og glimter i solen som ædelstene. Oplevelsen af at vandre rundt og betragte alle de fine stykker is gør os helt høje, og meget af tiden siger vi slet ingen ting til hinanden.

Herfra er der mange timers køretur tilbage til Reykjavík, mange oplevelser rigere, på kun 24 timer.

Januarstorm

2011-01-13T13:06:00.000Z

Det var så omsluttende mørkt da vækkeuret ringede i morges klokken syv. Jeg tændte for min orange lampes lys for at simulere solopgang, og tændte radioen for at høre musik og vågne op. Men sollyset fra lampen blev hurtigt trampet ned af radioavisen som lovede storm – eller rettere sagt – rapporterede om den igangværende storm, "som tager af i morgen". Hele natten har det sunget i altanernes jernbarrierer, en fængslende, klagende sang af rørenes forskellige toner, sat i gang af vinden. Det var jo faktisk smukt. Tænk engang: Stormens musik. Skolegangen er aflyst i tre byer på Sydlandet i dag på grund af storm; dernede ryger man op på halvtreds meter i sekundet – her farer vinden altså rundt med optil 180 km/t! Det er sandstorm dernede, og snekaos på Nordlandet. En anden nyhed fortæller om nogle kollegaer som måtte overnatte i en bjergtunnel i ly for uvejret udenfor, da de rent ud sagt blev fanget i fygningen hjem i nat.
Efter at have været nede i byen, spadseret gennem formiddagens mulm og mørke, satte jeg mig her på universitetet ned i kafeen for at nyde en kop kaffe og en klejne, mens jeg læste til dagens time i bøjnings- og orddannelseslære. Udenfor blev det gradvist lysere; på et tidspunkt tænkte jeg: "Så, nu er det i hvert fald lyst om en time" – skumringen varer så længe her, det tager en evighed at blive lyst. Men dagslyset kom aldrig. Da jeg gik til frokost klokken tolv var det ikke blevet lysere end tusmørkt. Grusstien over til kantinebygnigen havde forvandlet sig til en støvstorm, og jeg gik baglæns for ikke at få sandblæst øjnene. I den store, ret tomme hovedbygning brøler det dybt indenvendigt, når stormen rammer de store grå mure.

Solopgang

2010-11-23T14:06:00.000Z

Det er i dét øjeblik hvor solens stråler kravler op over bjergene i øst og skinner ned i den sene formiddags iståge som ligger lavt over byen, at jeg står i vinduet. Røgen fra skorstenene stiger lige op denne formiddag, skinner orange i de første blændende solstråler. De højeste bygninger stikker op fra den gyldne tåge. Frosten glitrer på træerne og på jorden. Søen er frossen, ænderne glider. Kulden bider. Ude over mosen damper det fra vandet, svanerne står i silhuet og kaster lange skygger ud i disen.

I november

2010-11-04T23:54:00.000Z

Sen eftermiddag.
Den blå lyskæde i vinduet.
Solen for længst gået ned igen.
Småkager i ovnen.
Det dufter i hele lejligheden.
Den sene eftermiddagstraffik
lyder i baggrunden,
ind gennem det halvåbne vindue.
Byens lys ligger som et flakkende tæppe,
breder sig ud over landskabet.
Nu sner der næsten vandret
gennem gadelygternes orange lyskegler.
Det suser ved hoveddøren.
Nyhederne har kørt i over et kvarter nu
uden jeg egentlig hørte det.
Utallige islandske, rullende r’er.

En stemning

2010-09-28T14:14:00.000Z

Jeg var inden på Grímseys kommunes hjemmeside for et par dage siden; der stod et digt af en Anna S. Björnsdóttir. Jeg syntes det var en fin lille stemning, så meget i tre små vers, og synes det fortjener en plads her:

Fíngerðar snjóflygsur dansa
fyrir utan gluggann
í rökkrinu
og þrjár konur ræða saman
við Englaglugga í Sólbrekku

Heitt kaffi á könnunni
tónlist úr skólastofunni
ljóðalestur á Eyjabókasafni
hver kona heldur á barni í fanginu

Eyjan er öll veröldin
og snjókorn
halda áfram að dansa
á rökkurhimni

I en dansk oversættelse:

Fine snefnug danser
uden for vinduet
i tusmørket
og tre kvinder taler sammen
ved Englevinduet på Sólbrekka

Varm kaffe på kanden
musik ovre fra skolen
digthøjtlæsning på Eyja-biblioteket
hver kvinde holder et barn i favnen

Øen er hele verden
og snefnug
fortsætter med at danse
på tusmørkehimlen

Kor, blæsevejr og finsk melankoli

2010-09-27T02:56:00.000Z

Bare et par indtryk fra den forgangne weekend. Vi har været i Borgarfjörður på øveweekend med Islands Universitetskor. I et udefra set lille forsamlingshus næsten inderst i fjorden, hvor der ikke er mere vand, nær Reykholt. Det dampede op af jorden her og der, og vandet smagte ærligt talt Det viste sig at det gemte en hel scene. Med underjordisk påklædningsrum. En stor spisesal. Første sal. Et klaver. Et Steinway koncertflygel.

Jeg har sunget i kor før. Men det kan jo slet ikke måle sig med dette. Korlederen har studeret i Island, Italien, Ungarn, Norge, Finland og jeg ved ikke hvor. Og der er ca. 60 kormedlemmer. Det giver altså bare en større lyd. Og Island er et land med en helt anderledes indstilling til sang. Hvor mange steder i Danmark er det almindeligt at mænd til familiefester bryder ud i flerstemmig sang? I går gik jeg på toilettet midt i en øvetime, mens koret sang en gammel islandsk vise inde i salen ved siden af, og da gik det op for mig at det ligger så dybt i dem, islændingene. Det var ligesom om noget faldt i hak lige der, gled op i en højere enhed, gav mening. Næsten som instinkter hos dyr. Det er noget de er opvokset med. Et øjeblik gik det op for mig, netop på grund af at jeg var i stand til at betragte dem på den måde, at jeg ikke er islandsk. Ikke fordi jeg nu til daglig går rundt og tror jeg er islænding – tvært imod, hvor bliver man dog patriotisk som udenlandsdansker – men fordi alt foregår på islandsk omkring mig, skolen og det hele. Og jeg skiller mig ikke udseendemæssigt meget ud, eller slet ikke.

Det er interessant at være med i et sådant fællesskab.

Vi havde fået lov til at synge i kirken ved Reykholt. Vi øver Mozarts Carmina Burana. Det bliver stort med symfoniorkester og det hele. Engang til foråret.

Inden vi kørte af sted mod Reykjavík i dag, fik en af de andre et opkald fra dem der var kørt en kvarter før os. De ville bare lige advare os om at det var meget blæsende på vejen hjemad. Og mon da søreme minsandten om ikke det var blæsende. Ind gennem Borgarfjörður stod en støvstorm, jeg har aldrig set Hvalfjörður så oprørt, og regnbygerne foran os var som kompakte mure, så tætte var de. Vi forventede det, og da vi drejede ud omkring Hafnarfjall blev bilen skubbet halvt ud mod vejkanten; godt vi var fem personer til at tynge bilen.

Og som om jeg ikke havde været nok kulturel, så gik turen også i biografen, da jeg var kommet hjem til Kópavogur som var våd og regngrå. Det øsregnede nede sydpå, så hovedvejen næsten var ved at skylle væk (igen!) og 120 mennesker er strandede inde i Þórsmörk.

Filmen hedder Miesten vuoro, eller dens engelske titel Steam of Life og handler om finske mænd i saunaer som fortæller uhæmmet og ærligt om livet. Man blev en flue på væggen i alverdens finske saunaer og overhører historier som bliver mere og mere tungsindige og til sidst næsten uoverkommeligt sørgelige. Nej, hvor var det svært at holde tårerne tilbage; det er længe siden jeg sidst har grædt i biografen. Alle historierne ender ud i en slutscene hvor et mandskor synger en finsk sang i mol så højt og kraftfuldt at det næsten gør ondt. Efter rulleteksterne var folk meget stille.

Nu er vinden aftaget, og det er stille nat over hovedstaden. Jeg kan sidde heroppefra og kigge ned på vejen; der er ingen biler der, kun de tusindvis af lys som blinker mere og mere, jo længere ud i horisonten man kigger.

Gardinerne

2010-09-08T14:20:00.001Z

Jeg var lige til time i lingvistisk videnskabsteori. Det er semestrets tredje time i faget, vi graver helt ned i bunden og starter forfra. Oldgræske navne og begreber svæver livligt rundt i lokalet, hvor luften ellers er stillestående. Det lugter af gamle bøger og rengøringsmiddel fra i går eftermiddags da damen – pigen – vaskede gulvet sidst. Der er umådeligt højt til loftet her i hovedbygningen. Professoren holder enetale med en mere eller mindre rød tråd som består af dias. Sort på hvidt. Jeg var ikke det mindste opsat på timen i morges, tænkte mere på kantinens kaffe med sødmælk i. Sikken duft. Jeg glemte at sætte låg på papkruset, vaklede fra kantinen, ud over pladsen. Der blæser en forrygende vind over land i dag. Ind i hovedbygningen, op ad trapperne til anden sal. Først da jeg skal til at sætte mig ned, spilder jeg kaffe på gulvet. Plask! Heldigvis er det ikke så meget, og kaffen er stadig varmere end den er lun.

Men timen er slet ikke så ringe endda, og professoren har valgt at medtage samtlige originale citater på oldgræsk ved siden af dem han har oversat til islandsk.
Man vikles længere og længere ind i teorier om sandhed og sprog og tal. Til sidst så meget at jeg begynder at tvivle på at mit sprog overhovedet er til noget som helst. Hvad kan det nytte, når det er alligevel bare er falske afbildninger i tredje, fjerde eller otteogtyvende led af ideer vi slet ikke kan tale om, og da slet ikke komme i nærheden af? Det væver sig ind i hinanden. Og nu er grunden til alt sandt tal og ikke ord. Luften i lokalet bliver søvndyssende igen, og jeg dvæler flere gange alt for længe ved den samme dias på papiret som vi har fået uddelt. Men vi er jo to længere fremme.

Lige idet lokalets inderlukkethed tager overhånd, slutter timen. Vi er gået over tid, og nu myldrer de ind til næste time ude fra gangen af. En dame åbner et af de enorme vinduer i lokalet. Ind blæser det med denne forrygende vind, og damen kommer i karambolage med det gigantiske blå, blafrende gardin. Hun kan slet ikke komme ud. Det er første gang siden duften af kaffe lidt over halvanden time forinden at jeg smiler igen. Denne gang endnu bredere.

Endelig slipper hun ud. Åbner så de tre andre, lige så store vinduer. Gardinerne er så store at de når mere end halvvejs ud på tværs af lokalet. Det er blevet til en vindtunnel af frisk luft. Og fire helt utroligt store stykker stof som står sprællevende ud fra vinduerne i mægtige bevægelser.

Om kontordamer

2010-08-26T13:21:00.002Z

... efter jeg havde fået at vide at jeg bare skulle gå op på servicekontoret og bede damen om at ringe til dem for at sige jeg gerne måtte komme med på kurset, selvom det ikke var på BA-niveau:

– (mig) Hej. Jeg vil gerne sættes på de her kurser, jeg har navnene på underviserne her, og de har sagt, at jeg gerne må komme på

– (damen, meget skeptisk) Altså... det vil sige du har MUNDTLIG tilladelse??
– (mig, smilende, for med vilje at overse hendes tilsyneladende negative indstilling) Ja!

– (damen, nu hånende) Tror du jeg sidder og ringer til dem for at få dig med på kurset!?

– (mig, prøver at skjule kraftig irritation) [uforståelig lyd]

– (damen, lærende) Nu beder du dem sende mig en mail med dit cpr-nummer og kursusnumrene. Og du behøver ikke komme op til mig mere i den sag.

– (mig, utroligt irriteret, påtaget overrasket) Nå, åh ja, sådan.

Sommerarbejde

2010-07-02T18:32:00.002Z

Her er det heldagsregn for første gang længe. Det stormer nede syd for hovedstaden. Derfor blev en udendørs gratis koncert dér rykket til Reykjavík - så hvis det ikke er for vådt, kunne man jo se den i aften.

Jeg sidder ved vinduet nede på arbejdet og kigger ud over byen. Det grå lys falder ind fra vinduet. Der er ikke tændt noget elektrisk lys på denne etage, kun gråvejrets grå trænger ind. Her fem minutter over ti er jeg stadig den eneste mødte. Gad vide hvor de er, allesammen. Føler mig lidt som Palle alene i verden. Jeg kan høre vinden ruske i bygningen, sommeren er væk i dag. Jeg drak lige det sidste af en cappuccino fra maskinen ude i køkkenet som larmer forfærdeligt så hele gangen kan høre det hver gang man trækker en kop kaffe. Den bliver flittigt brugt hver dag. Oprindeligt har man skullet betale lidt småmønter for hver kop; nogen har hængt hele tre sedler op i det lille køkken. Men det er der ingen der følger længere. Skålen til småmønter er helt tom, mens kaffemaskinen brygger livligt videre.

To ting:

2010-04-06T17:10:00.000Z

Da jeg går op ad stien mod grantræerne pisker en hvirvelvind pludselig forbi og hvirvler græsset op, så jeg i første øjeblik tror at der er nogen meget tæt på mig. Den fortsætter ind i grantræerne.

I sneens og den kraftige blæsts anledning går jeg ned til bækken som er betydeligt større og mere rivende end rislende i dag. Jeg falder i staver over hvordan vandet finder nye veje gennem sneen, smelter den, laver små afstikkere som atter falder sammen med hovedåren som i mellemtiden er blevet endnu vandrigere. Efter 10 minutter?, 20 minutter?, tre kvarter? kommer et par drenge på 8-10 år fra skolen der ligger et par hundrede meter bagude løbende ned til bækken. Den ene henvender sig til mig, spørger hvad jeg laver. Den anden kigger genert på. Jeg svarer, at jeg kigger på vandet. Jeg spørger tilbage hvad de laver. Den talende dreng siger at de kom for at spørge mig; jeg havde stået der så længe. Så løber de tilbage. Og jeg som troede de var ude at undersøge noget til skolebrug - og jeg som troede at jeg havde været i min egen verden.

Storslåede drømme

2010-03-05T16:03:00.000Z

Da jeg gik i seng i går aftes havde jeg en forfærdelig hovedpine.

Jeg sov længe i dag, lå og blundede et par timer i det blide, gråhvide lys fra vinduet. Snart var jeg på det østlige Island, i Egilsstaðir, hvor jeg sammen med en gruppe mennesker var på vej ud i landskabet. Det startede som en stor vej som snoede sig drastisk, sine steder næsten lodret i efter det dramatiske landskab. Dragende flotte, skræmmende dybe slugter under os.
Så endte vejen, og så må man jo vandre. Eller nærmere klatre, resten af vejen ned til den tilsyneladende endeløse sorte slette med striber af mos i en grøn farve som jeg aldrig før har set så frodig.
Det var en skræmmende klatretur ned. Måtte flere gange stoppe op med hjertet helt oppe i halsen og overveje hvordan jeg skulle bevæge mig videre. Pludselig sad jeg der, virkelig fantastisk storslået udsigt ned over denne slette. Nu var der ikke langt igen ned, men stadig skræmmende, så egentlig helt umuligt ud.

Som drømme kan trylle, var jeg pludselig på magisk vis alligevel kommet ned på sletten. Kunne lige løbe det sidste stykke ned af bjerget og ud på sletten. Da blæste rødt støv ind over området i takt med at det begyndte at støvregne kraftigt. Bitte bitte små dråber, men trilliarder af dem i luften. Igennem det hele skinnede solen og omdannede alt rundt om os til et skarpt, rødligt, diffust lys. Så livgivende, og vanddråberne som næsten blev sprayet ned over sletten føltes befriende.
Herfra var det én stor glædesudlevelse. Der var ingen som snakkede med hinanden, men hele gruppen på nok knap ti mennesker løb helt berusede rundt i denne forunderlige verden med armene i vejret. Udbrød glædeslyde.

Så vågnede jeg igen. Ved lyden af vinden ved vinduet. De har vist nok lovet storm i aften, men det er der stadig lidt tid til. Sneen udenfor bukker lige nu under for pludselige syv varmegrader efter denne frostperiode. Luften er befriende frisk, og hovedpinen er væk :-)

Om nattelyset og en snestorm

2010-03-03T11:17:00.001Z

Lyset går ud, da han- og hunstikkene mødes. Dramatiskt. Det er allerede meget sent, og der står islandsk syntaks på menuen om alt for få timer. Pæren næsten hviner et lysglimt ud, og så er det mørkt. Et par minutter efter går resten af lyset ud. Også køleskabet, vækkeuret. For et par timer siden sneede det, så natten var lys, men nu stoppede det, og mørket har lagt sig over husene igen. Så må man famle sig frem med lyset fra mobiltelefonen.
Husk ikke at åbne køleskabet og fryseren, hvis strømafbrydelse finder på at ville vare længe. Og fryseren! Fryser det udenfor, så frostvarerne kan komme derud?

Trætheden overvinder alt, og lidt efter er du på randen af søvn. Lige før du glider helt væk.

Så tænder loftslyset af al dets kraft. Søvnen fordufter. Syntaks er ti minutter nærmere. Eller en time?
Jeg glæder mig allerede til en kop kaffe.

Søvnmanglen gør mærkelige ting, da mobilen vækker mig. Stumtjeneren ligner bestemt et rumvæsen, som det står derhenne i hjørnet ude i stuen som stadig ligger under for nattemørket. Der er en underlig, drømmeagtig røg derinde. Uh. Dét skal jeg ikke ind til.
Jeg trækker dynen længere op over hovedet i stedet for at vågne og spise morgenmad. Alarmen snoozer én gang. Tyve minutter til bussen kommer. Alarmen snoozer én gang mere. Ti minutter til bussen kommer. Eller, hvis man løber ned til det andet stoppested, forlænges tiden med tre minutter! Det er en forrygende nødplan som har virket mange morgner.
Det tykt snedækkede fortov gør ikke just løbeturen ned til bussen lettere. Det føles som om jeg har løbet for livet, da jeg kommer ind i bussen.

Jeg var på Heimaey i sidste uge for at tage en slapper fra universitetet. Der er alt så roligt, trods vindens og havets evindelige dundren. Man kan endda finde ro sine steder på øen. Oppe på den gamle vulkan blæser det uhyre kraftigt, og man kan bogstaveligt talt, helt uden snyd, læne sig op ad vinden. På den nye vulkan er der varmt. Man kan mærke varmen på benene og bage brød i jorden. Man kan få toiletpapir til at brænde. Min hvide plastikpose som jeg havde taget med for at samle farverige vulkanske sten i, fik sjove former da jeg havde stillet den fra mig et øjeblik, og den begyndte at smelte. Den sydlige del af øen er helt anderledes, og kan nok sammenlignes med den irske vestkyst. Virkelig smukt.
Planen om at gå op på Stórhöfði sløjfer vi, vinden begynder at farves hvid. Det er Europas mest blæsende vejrstation der er deroppe. Der bor en mand i huset. Det er ikke indbydende at gå derop nu, trods stedets tiltrækning.
Hvidere og hvidere bliver gaderne, da vi spiser pizza på en af øens kafeer. Uden gnidningsmodstand iler sneen ned gennem gaderne, let og elegant i vinden.

Hjemme på vandrehjemmet begynder vinden at kunne høres inden døre. Først ligger der fem centimeter sne i vinduet, så ti, så tredive. Næste morgen når driverne helt op over vinduet. Det er helt mørkt inde i køkkenet. Jeg åbner hoveddøren og kigger ud i hvidt. Hvidt, hvidt.

Man måde vade udenom en kæmpedrive for at komme ud på gaden. Vinden har da bestemt ikke lagt sig. Det fyger ubesværet hen over husene, bilerne er blevet til buler i snedækker og husene har pludselig ingen andre farver end hvid. I radioen snakker de om at sigtbarheden er ned til tredive meter, og det skal nok passe meget godt.
Jeg finder mig selv stående midt på gaden i en død by. Det er intet andet. Menneskerne, alle kattene, bilerne. Kun hvidt. Det er næsten helt stille, trods den forrygende snestorm.

Senere på dagen sejler færgen igen. Vinterøen forsvinder langsomt ud af syne.

Fra torsdag eftermiddag til et tidspunkt over midnat

2010-02-19T02:32:00.188Z

Efter at bussen er kørt fra Mjódd, aftaler vi at gå en tur ned i Elliðaá-dalen. Dalen skærer sig ind mellem bydelene Breiðholt, Árbær og det egentlige Reykjavíks gamle udkant. Eller egentlig er det dalen som man har bygget uden om. Få sekunder fra den bilbragende Reykjanesbraut kan man finde stilhed og læ i en granskov uden lige (!) Hvor specielt at stå omgivet af træer i Island – her ville sikkert være rart på en lun sommerdag. Nu er jorden temmelig dybfrossen. Elven løber længere nede af stien, den er ved at fryse godt til – vandfaldet midt i danner overraskende formationer. Ualmindeligt store iskrystaller i nåleform pryder klippekanten.
Derovre er det hvide hus med det kraftigt lillae tag. Rundt omkring løber mindst hundrede kaniner i forskellige farver. Der er virkeligt mange. Jeg tænker at de må have et godt liv, de ser så lykkelige ud, som de løber der i de små bakker.

Dagen forsvinder snart, himlen fryses mere og mere orange ude mod vest. Kulden bevæger sig ind gennem vanterne. Det er en anderledes kold eftermiddag, helt uden svovllugt – vinden må være fra nord eller syd. Vandets rislen går over i brusen, da vi nærmer os den gamle dæmning.
Deroppe lyser skiltet fra tankstationen, forventningen om dampende mexikansk mad derindefra, varmer allerede kroppen. Inden stien drejer ind over Ártúnshöfði, er der en fin udsigt ned over dalen. Himlen er gået over i sin karakteriske, glødende frostblå. Det er fint at sidde at kigge ud på. Frosten gør alt så klart, det er mærkeligt pludseligt at kunne se over hundred kilometer i dag - forleden var alt så indhyllet i tåge.

Mobilen ringer, og vi fortsætter op i Breiðholtslaug for at slappe af i svømmehallen. Når det fryser elleve grader, damper det kraftigt op fra det varme vand, de stærke hvide lamper som lyser området op, får det til at se eventyrligt ud. Hver gang menneskerne går fra en pool til en anden damper de som varme kartofler. Man kan godt lige akkurat holde ud at gå den korte afstand mellem dem. Hver gang nogen åbner døren til dampbadet pulser en eksplosion af damp ud.
Jeg svømmer et par baner en den midterste, størte pool, det er fantastisk rart, man er sin sin egen lille private boble i den megen damp. Det river sjovt i håret, idet frosten begynder at lege frisør og style mit våde hår. Jeg har fået en interessant, froststrittende frisure, som desværre smelter da jeg stiller mig ind under den varme bruser.

Vi kører forbi den polske butik og køber nogle ligegyldige ting. Himlens blå er nu kulsort, lystæppet fra byen breder sig ud i horisonten. Bilen farer gennem det hele. Vi fortsætter til Mosfellsbær og steger nogle af de polske kødboller med dej rundt omkring, spiser dem med islandsk agavesirupsketchup og indiske sesamfrø. Vi føler os internationale et øjeblik, og fortsætter ned i byen. Får en sodavand på den bar, som er propfyldt fredage og lørdage, men som en sær ro ligger over denne torsdag aften. De spiller gamle grandprixnumre og har vinduet åbent så det bestemt ikke er nogen fornøjelse at opholde sig der.
De ikke just fængslende omstændigheder, får omsider vores nu voksede gruppe af mennesker til at forlade stedet.

Hvad skal man dog lave? I hvert fald ikke fornuftige og gå i seng for skole dagen efter. Hellere køre endnu en af de endeløse ture rundt om i hovedstadsområdet på gaderne som nattetømmes mere og mere, som det nærmer sig midnat. Så har vi det helt for os selv. Det støver op fra vejen i den knastørre frost. Efter et par opringninger ender vi op i en stor Hagkaup dagligvarebutik som også er næsten tom. Den har altid åbent. Vi køber flere ligegyldige ting, spiser et par chokoladevafler, inden vi går ud i kulden igen. Nordlyset brænder svagt grønt henne over bygningen. Jeg overhører samtalen, lige inden vi sætter os ind i bilen, og bider mig fast i

– Forestil dig den her kulde og det her mørke, hvor det blæser og der er høje huse over det hele. Kan du forestille dig det? Og så går man rundt i tre timer. Virkelig koldt. Sådan er Canada.

Derinde

2010-02-17T11:30:00.001Z

Det er stadig halvmørkt da jeg vågner for hundred og syttende gang. Det begyndende daggry lyser mellemrummet mellem ruden og persiennerne op i summende blåt. Jeg har endnu ikke helt lært at sove fra stormens evige rasen efter jeg er flyttet herind. Om vinteren ligner det, nej, er det, oftest et inferno. Af hvidt. Ind imellem kiler smukke, stille dage sig ind i kalenderen, men ellers er det blindt af hvidt. De svimlende høje skyskrabere forsvinder både for neden og for oven i fimbulvinteren – jeg sidder her cirka midt i og prøver at åbne øjnene. Det blå flyder ind, summer pirrende i hele kroppen, mens det bliver hvidere og hvidere. Enkelte gange lader fygesneen sig dog lægge, og man får lov til at skue helt ned på gaden. De første biler er begyndt at røre på sig, men der går nok længe før folk kommer rigtigt på benene. Sådan er det hver dag.

Gadelyset er grønt i dag. Damen i styringscentret morer sig, tror jeg. Lyset skifter farve mindst syv-otte gange hver dag. Man kan sidde og kigge ud, glæde sig over sin yndlingsfarve – så skifter lyset til den mest skrigende pinke. Det kan på sin vis også være fint. Siden hen orange, rød, hvid. Hvis hun har fået for meget kaffe er lyset undertiden spraglet. Alle regnbuens farver i en mærkelig orden, op og ned ad boulevarderne dernede.
Det er lysnet nu, solen kaster sine stråler ned over, eller rettere hen over byen. Fygningens blåhvide omdannes til en sværm af guldstøv i morgensolen. Det svæver hastigt ind mellem skyskraberne. Nu slukkede damen lyset. Når solen skinner er der ingen grund til at have gadelys, siger hun. Det behøver hun ellers ikke at tænke på, folk synes hun er mærkelig: det flyder med energi omkring byen. Endeløse, vindomsuste sletter, tilgroede med vindmøller, står for overvældende energimængder. Hun kunne glemme alt om besparelse, men drikker alligevel hellere otte kopper lunken kaffe end én varm. Alle skulle have oplevet at se hendes overdrevne jublen, da gadelyset gik fra sparepærer til LED-dioder. Folk sagde det var på grund af hendes farvegladhed, men jeg tror garantrisse at det var hendes trang til at spare! Engang satte hun sedler op på hver etage i samtlige huse her, lige inden for døren: "Ødsl ikke!". Hun har en forkærlighed for danske bydeformer; det sparer plads, når man kan kappe e'et af, siger hun.

Jeg klæder mig på, vakler ud til elevatoren. Efter adskillige sekunder står der -42. Ubs. Meget kan ske når man egentlig burde ligge i sengen. Jeg får trykket 0, men en rengøringsdame når at sætte en moppe i klemme, og ind myldrer fem af slagsen. Hvordan kan man være så munter når man bor på -42. sal? Jeg trykker på -5, og de myldrer godtroende, intetanende om at det er forkerte etage, ud af elevatoren. Da døren lukker og elevatoren sætter i gang hører jeg et hvin dernedefra, spekulerer på hvorfor jeg altid har lyst til at være så ondskabsfuld over for dem. På stueplan går jeg ud i den lydtætte foyer. Det har altid været lidt indelukket der, men virkelig lydtæt. Man kan ikke høre stormen derude.
Der er ingen sne på gaden, den er blæst væk. Nu er bilerne startet, deres særegne lyd af elektrisk motor høres hver gang en kører forbi. Der er opladningsstationer for hver hundrede meter. Det var en af de store nyheder, da byen byggedes for nu snart længe siden. Jeg tænker tit på hvorfor man har bygget noget her. Midt inde i Islands højland. Det er jo et ragnarok fra oktober til april, og i selv den bedste august måned sner der nu og da. Men det er et rart sted. Det er afsondret, men samtidig så uendeligt stort. Man kan brede sig herinde, men har i stedet bygget opad. Når man kommer i afstand på den tisporede, fjernopvarmede motorvej, dukker husene i klart vejr op i horisonten. Man kører længe gennem udsigter over de golde sletter. Kunstnere er flyttet herind i massevis. Uden for byen har man bygger vindhaver, haver fulde af skulpturer designet til at være en fryd for både øjet og øret. Man kan dvæle i timevis i haverne på en frisk dag i det tidligere efterår. Da er brisen oftest behagelig. Vandre gennem haverne og lytte til de til tider smukke, sommetider forvrængede lyde. I den anden ende af haven har man sat lange stykker stof fast på pinde og stukket dem ned i jorden. Det blafrer forrygende i vinden. Her i vinteren bugner det af lyskunstnere herinde. Damen i styringscentret går amok i lys, glemmer pludselig alt om sparsommelighed. Nu er hun i sit es. Rundt om byen forvandles sletten til et udbrud af lys. Kunstnerene går og nusser længe om deres lysværker. Somme skærer store isblokke ud og lyser ind i dem. Det er en fryd. Når en snestorm rammer området, lyser lyshaverne flakkende langt dernede, når jeg sidder oppe i vinduet og kigger ud i infernoet.
Der er også flyttet en del folk fra Reykjavík herind – de savnede følelsen af storby. Det kan man på sin vis nok få tilfredsstillet her, men det er alt andet end en beskidt, forurenet storby. Man har forbudt at køre i almindelig bil i en radius på tredive kilometer omkring byen. Gaderne indhylles stundom i en dunst af svovl fra undergrunden, men det blæser oftest hurtigt væk. Ventiler fra det varme vand leder damp ud fra små riste i husvæggene. Det kan se sælsomt ud i en stille vinternat. Når nordlyset til tider er kraftigt slukker damen gadelyset. Man kan jo ikke se det, hvis det er tændt. Så glemmer hun alt, hun har gang i. Jeg var engang på vej hen for at spørge hende om noget, men fandt aldrig ud af hvor hun sidder. Det tror jeg faktisk ikke der er mange der er klar over.

Da jeg når udkanten af byen blæser det kraftigere. Det bider ind i ansigtet, det synger i lydhaverne. Sneen danser gnidningsfrit henover jorden. Jeg sætter mig ind i bilen igen og kører ud på motorvejen. Midterstriberne lyser brunt. Det har jeg aldrig set før. Hun må have lavet en fejl. Reykjavík 250 km, står der på skiltet som farer forbi bilen. Her sidder jeg inde i en lydløs boble. Skyskraberne sløres netop i dette øjeblik så meget, at de helt forsvinder af syne.

I manglen af fremmede ord

2010-02-09T23:33:00.003Z

Selvfølgelig er der fremmedord i islandsk, se bare på sítróna, gítar, meistari, hamborgari. Dem vil de fleste udefrakommende kunne gennemskue, trods den forislandskede stavemåde, og disse ord er enerådende over deres betydning i islandsk. Mange betydninger har en officiel, islandsk form, og en almindelig form som anvendes i næsten alt andet end ved højtideligt sprog. Der er ikke mange der siger knattspyrna, snyrtingar, bifreið, glymskratti for 'fodbold', 'toilet', 'bil' og 'jukeboks' - her råder ordene fótbolti, klósett, bíll hhv. djúkbox.
Ikke desto mindre er det et faktum at islandsk har særligt få låneord i forhold til dets nabosprog. De ellers internationale ord som radio, telefon, computer, helikopter, satellit er aldrig nået ind i samfundet, før de blev stoppet og erstattet af útvarp, sími, tölva, þyrla, gervihnöttur. Der er ingen der alvorligt siger telefón eller radíó!

Der er en fjerde gruppe ordpar som mere eller mindre bruges i flæng. Et islandsk og et udefrakommende. Der er f.eks. ordparret rökréttur - lógískur som bruges alt efter hvem man taler til. Således sagde min sprogbrugslærer forleden: "Det er et spørgsmål om situation og stil; når jeg taler til jer siger jeg lógískur, for så er jeg sikker på at I alle forstår det, men hvis jeg taler i fjernsynet eller til min datter siger jeg rökréttur, i fjernsynet fordi fremmedord er ilde set, til min datter fordi hun ikke kender til ordet "logik", "logic", "logique", "logiikka" som det anvendes i dansk, engelsk, fransk og finsk, alle fra det græske "λογική"".
På islandsk hedder det rökfræði 'argumentvidenskab', og deraf det afledte tillægsord rökréttur 'argumentret'. Min lærers datter har altså meget større chance for at kunne forstå den islandske sammensætning. Fra rök 'argument' dannes også udsagnsordet rökstyðja 'argumentstøtte', som betyder argumentere. Disse ord er beslægtede på islandsk, hvorimod der for f.eks. et dansk barn er langt mellem ordene logisk og argumentere. Der er med andre ord større chance for at en islænding kan gætte sig frem til ord som vedkommende ikke kender, hvorimod en dansker kan blive nødt til at hive fat fremmedordbogen for at finde forklaringen med danske ord, eller en englænder, franskmand, nordmand osv.

Der opstår først vanskeligheder, når børn begynder at lære fremmedsprog som alle har ord som television, telefon og radio til fælles. I mange tilfælde ville de nok ønske at de var indfødte grækere eller romere, hvorfra netop mange af fremmedordene stammer. Børn skal lære et helt nyt ordforråd. Når vi i Danmark begynder på f.eks. spansk, er lærebøgernes første kapitler spækkede med transparente (hov, et låneord mere) ord. "Dalí es artista" er ikke svær, men når ikke artist og kun listamaður findes i ens modersmål, er der ikke mange gennemsigtige ord at trøste sig med. De kan dog trøste sig med at det nye ordforråd er temmelig vidtrækkende, og vil gå igen i de fleste nye sprog de vil stå over for.

Det bringer mig frem til en time i indoeuropæisk grammatik i mandags, hvor læreren fremviste nogle dias på en stor skærm. Ind imellem var der kursiverede engelske termer - et af dem var Sporadic sound change. Jeg tænkte ikke videre over det, indtil en i klassen rakte hånden op og afbrød lærerens monolog "... hov, og hvad betyder lige sporadic". Da slog det mig at de ellers meget oplyste islændinge som næsten alle er mere end flydende i engelsk, vælter sig i amerikansk kultur, faktisk ikke har samme vilkår som en dansker (eller borger fra de fleste andre europæiske lande) når det kommer til engelsk ordforråd. Sporadisk er et fint dansk låneord som jeg selv ynder at bruge, men det findes ikke i islandsk. Her udtrykkes ordet oftest dreifður, slitróttur eller stakstæður, alt efter nuance.
Lige før brugte jeg ordet monolog, men kunne ligeså godt have skrevet enetale. Det er også i mange tilfælde muligt at vælge på dansk, alt efter stil og hvem man taler til. Her valgte jeg fremmedordet for at give ytringen et spidst, svagt ironisk strejf for at indikere at jeg nok i virkeligheden kedede mig lidt. Det havde virket for kraftigt med enetale.

I øvrigt hedder ironi på islandsk kaldhæðni.

Tilbage i Island

2010-02-03T11:31:00.000Z

Vinden laver støvhvirvler i det knastørre frostvejr ude på parkeringspladsen, solen har lige tittet frem bag sydbjergene, som formiddagen nærmer sig middag. Jeg er krøbet ind i universitetstorvets varme indre og sidder og kigger ud på menneskerne som møver sig gennem den bedøvende nordenkuling. Lige uden for vinduet. I går aftes viste nordlysene sig umådeligt kraftigt som jeg aldrig har set dem før. Lilla og grønne som før, men hurtigere, klarere og så store at de fyldte hele nattehvælvet.

Nu er jeg tilbage i Island. Pludselig sidder jeg her igen, det er ikke som om det er halvandet år siden at jeg tog hjem, og troede at jeg ikke ville komme tilbage før om et godt antal år. Det er slet ikke som om det er så langt væk, som det egentlig er. Nu foregår undervisningen på islandsk, det går forbavsende godt med at forstå det, og jeg har holdt mit første oplæg om grammatik på islandsk tidligere i morges. Det er ret vildt.

Nu har jeg allerede været her en måned. Tiden går stærkt. Jeg har besøgt Vestfjordene for første gang - det har altid virket så uopnåeligt, men lige pludselig stod jeg i lufthavnen i Ísafjörður, omringet af fjordens karakteristiske stejle bjerge. Det var som at træde ind i en islandsk film.

Reykjavík har sine frosne nætter hvor alt ligger hen i en em af svovldamp oppe fra bjergene. Det lugter surt, krudtagtigt, æggeagtigt, helt ind i de inderste kroge af huset. Man kan ikke rigtig slippe væk med lugten, selv ikke med et bad - hvor det varme vand lugter endnu kraftigere. Først næste morgen, hvor vinden pludselig har ændret retning, kommer vinden ilende fra havet, og en helt anden, frisk lugt erstatter lidt efter lidt surheden. Pludselig blæser det kraftigt, stormende, så hele parcelhuskvarteret må holde fast i løse genstande. Det bliver et faktum, at man kan læne sig mod vinden, hvis man da kan stå fast. Så smelter sneen, udbyttes med vandret regn og skjuler Esja i uendeligt gråt. Januardagene bliver mildest talt ikke ret lyse med sådan et vejr. Når solen titter frem efter uvejrets hærgen, er det healende at stille sig i lyset og fyldes med energi.

Jeg var på en balkansk restaurant i går aftes. Følte Sydeuropas varme ved musikken og den tunge, virkelig velsmagende gryderet så kraftigt, at det var underligt at træde direkte ud i Reykjavíks mørke kulde.

Síðasti dagurinn á Íslandi

2008-08-14T12:44:00.002Z

Skyerne samler sig oven på uger med flot blå himmel, blændende sol og sommer. Det begynder lige i dette øjeblik at regne ned ad mit vindue og vinden fejer ind over Reykjavík. Det begynder at lyde af efterår - om en måned kommer den første sne på Esja, det er som et deja-vu, solens højde på himmelen, vejret - det oplevede jeg dengang jeg lige var kommet til Island og gik rundt i gaderne og prøvede at finde rundt som var jeg kommet til en anden planet. Det er som om ringen er afsluttet.
Det regner kraftigere på min rude nu.

Om 15 timer skal jeg være i lufthavnen. Lad os nu se hvor meget jeg får sovet. Snart flyder jeg gennem Reykjavíks tidlige morgen og vinker farvel til Reykjavík, så Kópavogur, Garðabær og endelig Hafnarfjörður, før jeg suser videre ud over sletterne og lægger paradiset af morgenlys bag mig.

Bless Ísland.

Island

2008-08-05T22:28:00.002Z

Jeg gik lige ned og hentede noget vasketøj der havde været i tørretumbleren. Uden for vinduet gik solen ned lige i det samme øjeblik og malede undersiden af skyerne skrigende purpurrød, og fjordens vand ligeså. Hele fjorden var lyserød!
Regnbygerne bryder himlen og henne over Esja klamrer nogle grå skyrester sig til bjergsiderne. Det er helt ubeskriveligt smukt. Her kan jeg sidde og skue ned over det hele her fra min plads i vinduet. Hvordan kan jeg finde på at forlade det her? Jeg kan mærke spirene i spidserne af mine fingre begynde at røre på sig, for at vokse ud, gribe fat i jorden og forhindre mig i at bevæge mig så meget som et enkelt skridt ud mod Keflavík på næste fredag.

Tyskland

2008-08-04T17:19:00.005Z

Jeg lægger mig endelig til at sove, da klokken har rundet halv et ovre på uret. Dagens fine sommervejr har forvandlet sig til blæst, regn og svovllugt inde fra øst. Det er mørkere i nat end det har været længe; et strejf af vinterstemning berører mig, inden jeg slukker lyset og forhåbentlig lige kan nå at få tre timers søvn. Inden længe er der mørkt i rummet - efter fem minutter forskrækker min mobiltelefon mig med en hidsig sms-lyd og dens blåhvide lys i mørket. "Kan du være klar kl. 2?" - modvilligt og alt for træt til at spørge hvorfor i alverden vi skal af sted to timer før planlagt tid svarer jeg "ókei" og falder om på sengen igen og forsøger at udnytte de næste 40 minutter mest optimalt.
Vækkeuret ringer, jeg tænder lyset. Inga, Kata og Siggi holder nede i uvejret. Vi forlader Hovedstadsområdet - der er ikke megen trafik på vejen ud til Keflavík lige nu; det er begyndt at lysne ned gennem det tunge lag skyer inde over Reykjanes, da uret viser 02:20.

Solen skinner skarpt ned over landskabet da vi letter fra Island. Tre timer efter bydes der velkommen til København - vi bliver i bedste charterferieforstand ledt ud af en trappe ned på banen og videre af en bus ind til lufthavnsbygningen. Charterstemningen bliver ikke svagere af den tropiske varme som slår mod ansigtet som en åben ovn. Det er virkelig som at være ankommet til tropehuset i Zoologisk Have; alle udbryder: "Nå ja, det er sådan en lummer varme der er i Danmark" - og jeg som har gået og svedt den sidste uges til i Reykjavík, det var jo ingenting i forhold til denne hede. Det er helt forkert at føle sådan en feriestemning ved ankomsten til mit hjemland, helt sært.
Vi bruger ventetiden på en gåtur i kvarteret ved lufthavnen. Islændingene mener at det ligner en halvtreds år gammel film, hvilket der vel såmænd også er noget om med etagebygningerne i røde mursten og jernlygtepælene. Heden steger ned over alt og lægger en dyne over byen. En mærkelig følelse skyller ned gennem kroppen på mig, for pludselig så langt væk hjemmefra, så fremmed og nyt, da vi går og udforsker området som rummænd der var ankommet til en fjern planet, men det er intet andet end Amager, så tørt som det kan siges. Der cykler en ældre dame i en gul sommerkjole, grønthandleren sætter jordbærbakker ud på gaden. Der går en kvinde med tørklæde på hovedet. Der ligger et parcelhus og to ligusterhække. Himlen er ikke blå, dog skyfri, men varmegrumset. Det lugter af Danmark! Vi udforsker videre og lander i en kølig Lokalbrugs og køber øl og Bacardi Breezer, helt uden at være 20 år gamle og skulle hen i en specialforretning. Her er det så enkelt. Ørkenheden bager videre og insekterne sværmer om hovederne på os i et alt for stort antal.

Vi har næsten ikke fløjet, føles det som, da vi pludselig rører landingsbanen i Berlin. Det er ikke klart, alt er gemt under et utydeligt lag varmedis. Der bliver skruet endnu mere op for varmen end i København da vi træder ud på jorden i Tyskland. Svedperlerne på næsen kilder og min bluse klistrer sig ind til kroppen. Jeg kan mærke hvordan sveden pibler ud af porrerne, hvordan literne af væske fosser ud af kroppen på mig, det er lige før jeg ser et fatamorgana af vand på gulvet foran mig.
Efter adskillige forskellige bus- og togturer lander vi i hjertet af Berlin. Hovedbanegården, Hauptbahnhof, er enorm, gigantisk, det er umuligt at overskue hvor mange plan der er, det er som om bygningen fortsætter uendeligt ned i jorden, forbundet af rulletrapper hvor de små mennesker myldrer rundt som myrer, en helt fremtidsby af glas. Udenfor er solen lige gået ned, mørket kommer snigende, mens himlens imponerende baggrundsfarve fletter sig ind med byens millioner af lys i alle farver: biler, lygtepæle, reklamer, banegårdens dæmpede, fremtidsagtige belysning - der er lys overalt og den begyndende nat oser af liv, lugt af storby og den varme vind som smyger sig omkring ben og ansigt.

Vi overnatter i et yderkvarter, efter vi får at vide at dagens sidste tog mod Erfurt er kørt. Der er ingen der orker at ærgre sig, vi går nærmest bare i søvne hen og spørger hvor vi kan finde et hotel. Alle er udmattede, vi glider gennem et nyt sted, spændende, skræmmende fremmed, lugtene, menneskerne. Det er et eventyr at være strandet Berlin; der sidder to prostituerede under en sort parasol midt i nattemørket, den tredje står i døren, badet i rødt neonlys og smiler til forbipasserende hankønsvæsener. En mørk gade. En russisk ekspressrestaurant og minisupermarked med et imponerende udvalg af russiske specialvarer - åbent midt om natten, flere lys, McDonald's. Det er svimlende billigt at stille sulten med en BigMac, pomfritter, majonæse, ketchup og en læskende, brusende æblejuice som jeg fylder op tre gange, i forhold til McDonald's i Reykjavík! Jeg er proppet til bristepunktet at fastfood og fritureolie da jeg efter et himmelskt bad smider mig på sengen og falder i søvn til storbyens nattelyde.

Det har ikke gryet da vi står op. Nattens farver afløses gradvist af morgenen, solens gule lys begynder at glide ned over bygningerne som glasur. Byens andet ansigt vågner, andre går i seng. Vi sidder i en tavs togvogn og svæver gennem morgenen i storbyen. Det er fantastisk smukt.
Landskabet bliver efter kilometervis af by pludselig grønt, vi er ude af og fortsætter sydpå gennem det østlige Tyskland. Jeg sætter mig til at høre min yndlingsnumre med schlagermusik som er så storslået og forudsigeligt som landskabet vi kører igennem: uendelige vidder, rullende bakker, små østtyske landsbyer i brune nuancer og solen der tager mere og mere fat som morgenen går over i formiddag. Kornmarkerne er klare til at blive høstet, det støver bag de majetærskere som allerede er gået i gang med høsten. Det er Tyskland. Det er perfekt, og ferieagtigt. Det er en dejlig stemning, en følelse af at være i hjertet af Europa.

Costa del Seyðisfjörður

2008-07-24T23:40:00.003Z

... står der med store bogstaver på Morgunblaðiðs hjemmeside her til aften.

I dag har det været varmt, rigtig varmt her i Island. Og netop i Seyðisfjörður nåede temperaturen hele 25°, og det lige som færgen fra Danmark lagde til, så byen mellem fjordene i øst osede i dag af sommerstemning og lignede langt fra det fugtige og tågede sted som ellers kendetegner området.
I Reykjavík holdt termometeret sig et pænt stykke nede mod 15 grader og sporadisk støvregn har malet gadernes asfalt ekstra sort.

Sære drømme

2008-07-17T01:14:00.006Z

Jeg har fået sommerferie. Det var mærkeligt at slutte på arbejdet, pludselig var dagen bare slut i fredags og jeg kunne lukke døren for sidste gang bag mig ovre i børnehaven efter en dag fyldt med knus, farveller, kage, flødeskum, tegninger, kort, et maleri fra børnene, flere knus, lakridser, chips, chokolade, fællessang og endnu flere knus af både børn, kollegaer og forældre. Nu stod jeg pludselig bare med 11 måneder i en plastikpose. Fyldt med minder.

Mine formiddage er forsvundet, jeg lever eftermiddag, aften og nat. Den smukke islandske sommernat, som allerede bliver mørkere og mørkere, men dog hverken mørkeblå eller sort endnu. Den sidste sne er lige ved at smelte væk oppe på Esja, som måske kan være heldig at blive snefri i halvanden eller to måneder.
Jeg sidder lige nu og drikker et glas Egils Appelsín, en karakteristisk smag af Island, og lige før vaskede jeg op i det æggelugtende, varme vand fra hanen, de orange gadelygter nede på gaden er igen begyndt at tænde i et kort tidsrum hver nat, længere og længere for hvert døgn der går. Fyrtårnet blinker rødt, himlen er dækket af et mærkeligt tyndt lag skyer, det minder om en åkandedækket dam set nedefra. Jeg spiser en mælkechokoladeovertrukket lakrids. Alt er så islandsk. Det er begyndt at blive så hjemligt. Jeg kan slet ikke fatte at jeg sidder i Danmark om mindre end en måned. Jeg tror jeg vil komme til at se ud som en kat der ikke vil i bad, når jeg skal ind i lufthavnen, hvæse af alle som går forbi mig.

Nej, hvor er det mærkeligt!

I formiddags vågnede jeg klokken 11, besluttede mig for at blunde en times tid mere. Det blev til en sær time. Min underbevidsthed begyndte at lege med mig og jeg gled ned i en mærkelig drøm. Jeg var med far et sted som jeg ikke ved hvor var. Vi besøgte en gammel, gammel kone som boede helt alene i en klippehule. Klippegulvet var tørt og støvet. Hun sad altid på det samme sted, en lille sten med sit tæppe. Op ad klippevæggen, vel en halv meter fra hende, stod en stor, slebet lægte af lyst træ, tre meter høj. Det var hendes mor, sagde hun. Hun havde malet et sirligt lille ansigt bestående af to prikker til øjne og en lyseblå streg til mund. Den smilede ikke, den var kun lidt opadbuet, helt udtryksløs.
Hun fortalte mange historier som jeg ikke husker indholdet af. Vi blev nærmest hevet med ind i en verden af hendes historier, fuldstændig medrevne var vi.
Så kom tiden hvor vi skulle af sted. Vi bevægede os hen mod åbningen af den i øvrigt flot oplyste grotte, trods det lille hul til udgang, der dog alligevel var så stort at man kunne gå oprejst ud af grotten. Den gamle dame greb om sin gamle mor og slæbte den tunge lægte med hen mod udgangen, vi skulle sige ordentligt farvel til hendes mor også. Hun satte sig ned. Far og jeg bøjede på skift os ned over den gamle kone som sad på jorden og kyssede hendes pande som var støvet og brun og rynket. Bagefter kan jeg huske at jeg omfavnede hendes mor og kyssede lægten et par centimeter under den lyseblå mund. Så fulgte jeg efter far ud i det stærke lys og overvældedes af tårer.

Jeg vågnede grædende op klokken lidt over tolv på en våd hovedpude, fuldstændigt opblusset i ansigtet.

Søndag

2008-07-06T14:16:00.003Z

Jeg gik i seng klokken fire i nat, eller rettere 4:01 stod der, inden jeg lagde mig. Det var mærkeligt tusmørkt i nat med de lave skyer, et blødt søvndyssende lys, men videre træt blev jeg ikke. Jeg gik en tur ved totiden ned ad Skipholt og åndede den kølige nattestilhed ind gennem næsen.
Jeg vågnede ved middagstid i dag, trak rullegardinerne op, fik solen i hovedet. Åbnede for begge vinduer og blev forbavset over hvor varmt det var. Tændte for radioen, fik en sms. Lagde mig hen og blundede indtil den bløde musik i radioen flettede sig ind med det hvide sollys som stod ind af vinduerne, og svandt ind til et enkelt indtryk sammen med den duftende morgenvind fandt vej til mine næsebor.

Jeg sidder her og kigger ud. Drikker en kop kaffe, stærk kaffe, og spiser et par stykker brød. Det stærke lys har gemt sig bag den lave havtåge og varmen er væk. Jeg går ud og trækker frisk luft - Esja ligger næsten helt gemt. Der er en svag, kølig vind her i søndagsintetheden. Det dufter af græs, hav, en smule fisk, bare en lille bitte smule, og vasketøj. Alt sammen blandes sammen til en længselsfuld duft af et land langt borte, en duft af søndag. Der er musestille, ingen biler, kun et par måger som svæver gennem den hvidgrå himmel og kun giver enkelte skrig fra sig. Kan du genkalde stemningen?

Midsommer

2008-06-25T00:48:00.002Z

Det er midsommer. Klokken er tolv minutter i et og jeg sidder her og taster så det kan høres ud i lejlighedens nattestilhed. Lyset vandrer ind gennem vinduerne og oplyser rummet i en farvenuance uden navn. Omme bag Esja gemmer solen sig og lader bjerget stå i kraftig silhuet, mens undersiden af himmelens skydække belyses i orange og pink.
Det er mærkeligt ikke at have set den sorte nattehimmel så længe; flere gange i dag har jeg tænkt tilbage på i vinter og i efteråret, hvor lyset gik på hæld, og jeg kunne fordybe mig og lukke mig nede i mit eget sind, endda gå på gaden uden at blive genkendt og høre nogen der råbte ens navn, dels på grund af det omsvøbende mørke, dels på grund af folks indelukkede vinterhumør. Og på hvordan et enkelt lys i mørket kunne give sådan en skønhed fra sig. Jeg var så letpåvirkelig og fintfølende i vinter, det var en sjov virkning den havde. Flere havde i løbet af efteråret sagt til mig at det ville være en svær tid at gå i møde, og "hvordan kan du dog bo alene om vinteren?". De mente nok at jeg ville blive skør af at sidde alene mange gange i mørket - og jo, det har været øde, men jeg har nydt det, at prøve hvordan det er at sidde midt i en rasende islandsk vinter hvor det at gå ned i byen og handle tager dobbelt eller tre gange så lang tid som nu. Men pludselig kom foråret, og jeg har kunnet mærke en spirende følelse inden i mig selv, så forsvandt nattemørkets sorte farve, og til sidst forsvandt selve mørket fra døgnets timer. I adskillige dage har det braget ned med sol, Reykjavík er blevet så tør at se flere steder fyger med sand og støv, så hvis det ikke er sne - eller hagl - det fyger med, så er det noget helt andet, for vinden er her stadig, om end i mindre omfang.

Jeg har lige drukket et stort glas æblesaftevand som smager fuldstændig ligesom den æblete som bliver serveret i tyrkiske tæppeforretninger. Det opdagede jeg da jeg åbnede flasken og smagte saftevandet for første gang - pludselig havde jeg den samme smag i munden som jeg havde i Alanyas adskillige tæppeforretninger for tolv år siden.
Og så har jeg våget mig ud på en fodboldbane i dag - og en volleyballbane og spillet bold fra halv ti til halv et hernede i parken med nogle venner. Og det siger jeg lige en gang til: JEG HAR SPILLET FODBOLD i dag! Sommerlyset før altså et eller andet mærkeligt ved mig, og folk i det hele taget - der skal noget til at lokke mig ud på en fodboldbane. Søvn er en by i Rusland. Fastfoodstederne kører på højtryk hele "natten", gaderne er fyldt med unge mennesker på rundten og der er folk i parkerne rundt omkring i Reykjavík.

Nu er klokken tolv minutter over et. Solen er begyndt at bevæge sig opad igen, snart dukker den atter op bag fra Esja. Jeg burde også sove nu. Min nabo snakker i telefon ude på gangen, der står to unge piger og spiser en pizza henne ved en bænk som jeg kan se her fra vinduet. Fniser højlydt. Ej, jeg kan også lige nå at svare på et par mails. Jeg falder ikke i søvn alligevel hvis jeg lægger mig nu.

Store luftslanger

2008-06-10T00:49:00.004Z

00:48 viser uret, men jeg kan aldeles ikke sove. For det første er det helt lyst, for det andet udspiller det smukkeste farvespil ude over vandet og Esja sig; jeg har siddet i tyve minutter med næsen trykket mod ruden. Brændende orangerøde på lilla skyer breder sig ud over hele nordhimlen, resten af himlen er blegt blå, alle vinduerne i Reykjavík genspejler det røde skær - og dér kom to gæs flyvende. Det er helt musestille, og det er blevet svalt efter en sommerdag i Reykjavík med fuld sol og 17 graders varme. Jeg har tilmed fået en mørkere farve i ansigtet.

Tidligere i dag blæste det en hel del mere. Jeg har en enorm svaghed for ting der blafrer og blæser rundt i vinden, jeg kan ikke dy mig for at smide en tot tørt græs ud i et vindstød for at se det blive revet ud af mine hænder. Da jeg var ude på legepladsen med børnene i formiddags bandt jeg garn og iturevne, lange stykker plastik op i buskene som så blafrede forrygende. Det var heldigvis også til stor fornøjelse for børnene, de mindste digtede store historier om verdens farligste luftslange og brød ud i nervøse latteranfald når de endelig sneg sig hen og rørte slangen, men egentlig ikke turde.

Vestmannaeyjar

2008-06-08T22:46:00.003Z

Solen skinner i Reykjavík, termometeret viser 14° i skyggen. Jeg står over for Þjóðskjálasafnið og venter på 15'eren med min sportstaske mellem benene. Der hviler en tung sommerstemning over byen, næsten som om man kunne have byttet rundt på tallene ovre på termometret. Folk går med korte ærmer, kasketter og lugter af solcreme.

Jeg glæder mig til at komme af sted til Vestmannaøerne, Vestmannaeyjar, for alle folk har sagt "nej hvor spændende". Oddný på arbejdet var nærmest misundelig: "Jamen, der har jeg da aldrig været" og Davíð udbrød "der er en helt anden stemning der, en helt anden verden - det er et helt eventyr!". Mine egne forventninger var nok ikke så store før det, og havde Steinunn ikke tilbudt at jeg kunne bo hos hendes far, havde jeg nok aldrig taget derud. Men jeg glæder mig, og er blevet spændt på at se hvad der er derude. Desuden siges det at øboerne er Islands mest venligtsindede og gæstfrie.

Jeg sætter mig i bussen til Þorlákshöfn som kort efter forlader buserminalen. Skyerne ligger derinde og ruger over bjergene. Vi drejer af mod syd og kører ind i en grøn og sort verden. Skyerne har pludselig overtaget alt, og det er som om vi bevæger os gennem en lukket kasse, sådan som skyerne får bjergsiderne til at forsvinde deroppe. Det er et sært landskab. Og endnu mere sært ser det ud, da vi pludselig når kanten af bjergmassivet og snoer os i hårnålesving ned mod en gigantisk sort slette. Og dér, lige der ude for enden ligger en hvid klynge. Det er huse. Vi passerer en cirkelformet samlingsplads for asetroende med røde, runelignende dekorationer midt på denne slette.

Færgen Herjólfur forlader havnen. Der er en fin udsigt ind til Hekla og den sorte kyst. Hundredevis af havfugle. Jeg køber en danskvand med citron og en simpel og kedelig sandwich bestående af hvidt toastbrød, en våd skive skinke og alt for meget italiensk salat til 650 krónur og sætter mig til bords henne ved vinduet. Det gynger hæsligt og kvalmende uforudsigeligt. Min hjerne kan slet ikke genneskue hvordan den næste bevægelse vil blive. Havet ud for Island er et bæst. Men, trods alt sidder en damen bag mig dybt optaget i sit strikkeprojekt, og hun har adskillige nøgler garn i gang samtidig og manøvrerer yderligere at holde en samtale i gang med damen overfor som er iklædt et skrigende grønt stykke tøj, garanteret også hjemmestrikket. Det er en sørgelig, intetsigende beretning om hendes mor - hun falder efterhånden dybere og dybere ned i et uddøende tonefald, damen med garnnøglerne nikker venligt og udstøder jævnlige "já, jájá", mange af dem idet hun ånder indad og samtidig trækker i nøglerne. Jeg mister koncentrationen og stopper med at lytte på samtalen idet hele bordet bag mig bryder ud i det vildeste og længste latteranfald jeg længe har oplevet, og ærgrer mig et øjeblik over at have mistet tråden i historien.

Og puha, hvor det gynger. Jeg går ud på dækket og trækker lidt frisk luft, inden jeg sætter mig ind og lytter til Ólafur Arnalds' musik på iPod'en. Foran mig kan jeg i korte intervaller se havoverfladen dukke op i vinduerne når færgen gynger ned i en bølgedal. Mærkværdige, længselsfulde følelser skyller op gennem mig sammen med de kvalmende skvulp i min mave. Det er som at se de dokumentarfilm om en persons tilbagevenden det et glemt land, en glemt verden efter lang tid. Det var det hele, musikken og sådan som de sorte silhouetter pludselig stikker op af havet stik foran færgen. Forbjerge som styrter direkte ned i havets dyb og musikken min ører. Det er en fin stemning - og det leder et øjeblik mine tanker hen på noget andet end den påtrængende søsyge.

Vi kommer tættere på øerne og derinde, godt gemt væk bag fjeldene, i læ for Nordatlantens rasen, ligger den hvide by. Vi sejler forbi de høje fuglefjelde som rager langt ind i himlen. Der er fugle over alt. Sikke et liv der er.

Vi sejler ind mellem de lodrette bjergvægge - havnens grønsorte vand er i modsætning til havet udenfor uhyggeligt stillestående. Øens to vulkaner hæver sig inde faretruende inde bag byen. Helgafell hedder den ældste, og den nyeste Eldfell som blev dannet ved udbruddet på Heimaey i 1973 under det katastrofale udbrud, som trods alt endte lykkeligt - selv havnen blev bedre afskærmet for dønninger. Det ryger stadig sælsomt op fra Eldfells røde krater.

Jeg ankommer i blidt vejr, blíðviðri, som de siger på de vindomsuste øer herude. Jeg er træt og går i seng næsten med det samme jeg har fået mig indkvarteret. Jeg kigger et øjeblik ud i den lyse nat før jeg ruller persiennerne for, som dog ikke afskærmer for lyset. Det er en god halvanden måned siden jeg har set rigtigt nattemørke.

I løbet af natten ligger jeg jeg meget af tiden og kigger op i loftet mens vinden tager til ude på den anden side af muren. Jeg har tit kigget på vejrudsigten for Vestmannaeyjar med en længselsfuld fantasi om at være der midt i et af de mange uvejr, som området er kendt for. Og her er jeg, kun en tynd ydervæg fra rusk, som nu går over i en voldsom flåen i huset. Det knager og river og larmer, persiennerne klaprer, jeg rejser mig op og lukker vinduet efter jeg har haft det stående på klem i det gode vejr som nu helt er forsvundet.

Jeg får en god nats søvn, og tager lige et par ekstra kvarter - vejret er, sagt med et godt islandsk ord brjálað - eller skítaveður det så smukt også kan hedde.

Iklædt t-shirt, underbukser, bukser, termosokker, islænder, støvler, regnbukser, regnjakke, hue og vanter bevæger jeg mig ud i det værste vejr jeg nogensinde har oplevet den 7. juni! Med den kulde og det besvær jeg har med overhovedet at bevæge mig fremad tænker jeg på at det er godt at det trods alt er sommer, vinteren ville da have været helt umulig!

Byen sover under uvejret og skyerne der bevæger sig ind mellem fjeldene i rivende fart, lige akkurat berører hustagene og er over alle bjerge før man når at tænke sig om. Persiennerne er for det meste nedrullede, jeg møder ikke en sjæl, selv fuglene har søgt ly i klippehulerne. Stemningen er død og musestille trods uvejret som larmer lige over hovedet på mig. Jeg sætter mig på en bænk midt i byen og får vejret efter at have kæmpet mod vinden i et stykke tid. Føler mig først som en dum turist som jeg sidder der og allerede er totalt gennemblødt.
Jeg får efter en psykisk overbevisning af mig selv bevæget mig videre gennem byen. Snart rammer gaden lavastrømmen og drejer skarpt for siden hen at følge randen af den sorte strøm fra '73. Der stikker et hus halvt ud af lavaen. Den er stoppet så brat og tårner sig op over byens østligste huse. Det er sært at tænke på at husene engang bare fortsatte længere østpå - nu ligger de begravet.

Jeg møder to mennesker som helt klart må være turister, hvem begiver sig ellers ud i det her? Og ganske rigtigt taler kvinden inde under det flagrende regnslag tydeligt hollandsk da vi passerer hinanden. Jeg drejer ind ad en villavej og kigger på kirkegården, tager et enkelt billede, og skynder mig videre. Det ser så dystert ud her i uvejret, alle de hvide kors som stikker op af jorden og den hvide jernport som uhyggeligt står og våger. Jeg havde ligget på jorden og taget væmmelige billeder i frøperspektiv hvis det ikke havde regnet.
Jeg forsætter ud af byen og går op mellem de to vulkaner som forsvinder oppe i skyerne. Jeg går 100 meter med stop for hver femte; det tager mig nok et kvarter eller tyve minutter. Det er egentlig hæsligt. Jeg har det som i tegnefilm hvor en engel og djævel sidder på hver sin side af mit hoved og råber til mig - således er jeg flere gange ved at vende om, men fortsætter på mærkelig vis. Himlen er i oprør 20 meter over mit hoved. Der suser skyerne ind mellem de to vulkaner. På den anden side snor vejen sig og undgår med nød og næppe afgrunden ned til havet der pludselig ligger svimlende langt neden for fødderne af mig.
Jeg tager et hvil og søger ly på en lav bænk bag en stor klippeblok som lige afskærmer for vinden. Det rusker og flår i alt rundt omkring mig. Jeg opdager at jeg sidder og ler af forbavselse over situationen. Det er virkelig sindssygt.

Jeg går et lille stykke op ad vulkanen Helgafell, men når aldrig toppen af frygt for at blæse ned, og desuden er der også skyer deroppe. Da jeg vender mig om for at gå ned til vejen igen har et par får i mellemtiden nærmet sig og står nu midt på stien foran mig. Det giver et kraftigt sæt i mig som havde jeg set et spøgelse. Her gik jeg og troede jeg var alene i et uvejr uden lige, og så står de dér - og gnasker græs! Hjertet slår stadig inden i mig efter chokket da jeg når ned på vejen. HVEM BOR HER?, tænker jeg idet jeg kæmper mig hjemad. Hvad er det dog for et sted? Jeg savner med et Reykjavíks trygge gader, føler mig meget langt hjemmefra.

Jeg falder i en dyb søvn da jeg kommer hjem og vågner tre timer senere, øm i hele kroppen - udenfor står verden stadig i et.

Mens jeg sidder og drikker en kop varm te sker det mest forunderlige, pludselig stopper vinden. En ro falder over det hele. Solens stråler titter frem og gør den grå verden til sølv. Det kaster en glans over det hele. Det er måbende smukt.
Jeg går en tur igen efter at have slugt et par stykker pizza med ost, skinke, peperoni og banan fra Heimaeys lokale pizzabageri.

Jeg vælger at gå en tur ud til fyret på Stórhöfði, hvor Europas mest vindomsuste vejrstation ligger, og som jeg adskillige gange har tjekket på internettet. Nu har jeg muligheden for selv at gå derud. Og vejret er blevet perfekt. Ingen vind. Solen bader øerne i sine blide aftenstråler. Det er virkelig smukt.
Landskabet ligner til forveksling Færøernes. Bølgerne slår ind mod klippekysten og ude i vandet ligger klippeøer. Det er en fornøjelse at stå stille et øjeblik, lukke øjnene og trække havluften alledybest ned i lungerne.
Der er forbavsende megen trafik på den lille, storslåede vej ud til fyret. Der kører biler som er propfyldte med unge mennesker. Det minder om dem som cruiser ned af Laugavegur i Reykjavík med høj musik og albuerne ud af vinduerne. Jeg ser de samme biler passere mig en seks-syv gange mens jeg går i vejkanten. De kører i pendulfart mellem fyret og midtbyen, en tur på allerhøjst fem minutter i bil. Sikke et sted. Hvor er det fantastisk storslået. Jeg kan lige pludselig alligevel godt forstå hvorfor folk bor sig her. Jeg bliver enig med mig selv om at det er det bedste jeg har gjort i rigtig lang tid. Jeg tænker virkelig ikke på andet, kun på vejen foran mig og lader skønheden sejle ind gennem øjnene og bedøve min hjerne så jeg føler mig helt beruset. Det er en total oplevelse, alle sanserne gaber ud som sultne fugleunger for at opfange mest muligt, mens mine ben let og helt af sig selv glider hen ad vejen.

Jeg vender tilbage omkring midnat og passerer gennem byens stille yderkant i det gråblå nattelys. Det er tyst. En hest står i silhuet med havet som baggrund. Jeg orker ikke engang at tage flere billeder, jeg er helt fyldt op af indtryk.
Det er en bedste nats søvn jeg får den følgende nat. Det er en glæde at være fuldstændig uafhængig, jeg sætter ikke vækkeur, jeg har slukket min mobiltelefon, jeg er geografisk uden for rækkevidde - jeg er helt fri - og lader mig glide ned under den tunge dyne. Fjernt gennem vinduet som står på klem kan jeg akkurat høre havet mod kysten og et par havfugle inden alt bliver stille og jeg forsvinder ned i min underbevidsthed.

Jarðskjálfti

2008-05-29T16:02:00.008Z

Mine ben ryster stadig indeni. For et kvarter siden, 15:44 præcis, går jeg rundt her i lejligheden og vasker lidt op, pludselig ryster og skælver det i hele huset. De førte sekunder tror jeg det er en stor lastbil der starter, i næste øjeblik tror jeg den er kørt ind i huset. Det ryster stadig, glassene i skabet sejler rundt, hårshampooen falder ned af hylden ude på badeværelset i lander med et brag på brusekabinens plastikgulv. Jeg åbner min dør ud til gangen, går et par gange rundt om mig selv - det skælver stadig i hele huset - der bliver talt højlydt i firmaet nede under, kan jeg høre. Det er jordskælv. 6,7 på Richterskalaen.

Fuldstændig forvirret og næsten ude af stand til at stå på mine ben der ryster af en blanding af rædsel, overraskelse, ubehag, tænder jeg for fjernsynet og radioen for at få oplysninger. Jo, den er god nok. Jeg prøver at ringe, men mobilnettet er overbelastet, ligeledes nyhedssiderne på internettet; det er nok hovedparten af alle indbyggere i hele det sydlige og vestlige Island der har prøvet at komme derind samtidig, ja skælvet mærkedes helt i Akureyri og i Ísafjörður.
Jeg lytter til nyhederne klokken 16 hvor der er direkte forbindelse igennem til Selfoss, nærmest skælvets epicenter. En hurtigtsnakkende pige kommer igennem, efter at være kommet ud af et supermarked hvor alt ligger hulter til bulter. Her i Reykjavík strømmede folk ud på gaden fra kontorbygningerne på Borgartún. Et par sætninger jeg fangede i radioen og nyheden fra Ríkisútvarpið:

"Ég er hér úti á götu á Selfossi, allir eru í miðri götunni. Inni á kaffihúsinu eru stólar og glerbrot út um allt."
"Ég var semsagt á ferðinni þegar skjálftinn var og það var bara mjög óþægilegt. Ég hélt að hjólin væru sprungin - allir stoppuðu til þess að skoða bílana sína."

Nyheden fra ruv.is: ruv.is/heim/frettir/frett/store64/item209656/
"Öflugur jarðskjálfti varð á Suður- og Vesturlandi kl. 15.44. Staðsetning er suðvestur af Selfossi og styrkleiki er 6.7 á Richter skv. mælingu. Samhæfingarstöðin hefur verið virkjuð. Engar tilkynningar hafa borist um tjón eða slys á fólki. Grjóthrun varð í Vestmannaeyjum og vegurinn undir Ingólfsfjalli er lokaður sem og brúnni yfir Ölfusá. Samhæfingarstöðin mun fylgjast með ástandi mála og senda frekari upplýsingar um leið og þær berast.
Margir eftirskjálftar hafa fundist. Fólki á Suðurlandi er mjög brugðið samkvæmt fréttaritara Útvarps þar. GSM samband virðist hafa dottið út þar og er fólk beðið að nota ekki síma nema í neyð.
Allar björgunarsveitir Slysavarnafélagsins Landsbjargar í Árnessýslu hafa verið kallaðar út vegna jarðskjálftans. Einnig hafa sveitir á höfuðborgarsvæðinu og í Rangárvallarsýslum verið settar í viðbragðsstöðu.
Skjálftinn fannst einnig á Ísafriði, Akureyri, í Svínafelli í Öræfum og í Vestur-Húnavatnssýslu."

Så har jeg også prøvet det. Jordskælv. Det er ikke til at forklare hvor skræmmende det er når alt pludselig skælver under ens fødder. Pludselig bliver man mindet om at vi mennesker er temmelig hjælpeløse over for den store natur.

Der er det jo

2008-05-20T17:34:00.004Z

I går sad jeg og bladrede rundt på nogle forskellige sider inde på nettet. Efter halvanden time i Wikipedias uundslippelige urskov af mere eller mindre interessante artikler på et utal af sprog og et utal af link som jeg bare lige må læse inden jeg forlader siden, slipper jeg endelig ud og ankommer på det norske NRK's hjemmeside hvor jeg klikker mig ind på net-tv. Jeg ser et kavalkadeprogram for Eurovisionens Melodi Grand Prix i Beograd hvorefter jeg opdager et spændende musikprogram som besøger Reykjavík. Det er jo som at være hjemme næsten at se Reykjavíks gader der, jeg kender det hele. Men pludselig spidser strækker mine ører sig ekstra meget ud, for der er noget som virker ekstra hjemligt, trods jeg aldrig har hørt det før. De viser et indslag med musikeren Ólafur Arnalds som spiller et nummer fra sin nye plade.

Det er næsten deja-vu-agtigt. Det er lige præcis den musik, den stemning jeg har gået og nynnet inde i mit eget hoved gennem hele vinteren her. Og ikke bare tilnærmelsesvis, jeg kan nynne med. Der var den islandske vinterstemning, udtrykt musisk. Jeg har i mange måneder ledt næsten overalt efter det jeg kategoriserede som noget hen i retning "dokumentarfilmmusik med enkelte, lyse klavertoner, melodier i mol, indslag af dur på de helt rigtige steder så det giver kuldegysninger og gåsehud på armene, op ad halsen, ned ad ryggen, lette strygertoner som understreger stemningen osv. osv. osv..." Det er sådan noget musik jeg har gået og forestillet mig, og hver gang jeg er kommet i nærheden af et klaver og har kunnet spille frit efter hjertet har jeg sidder og nørklet med sådan en stemning. Det er hændt at folk er kommet forbi og sagt "sikke noget sørgeligt musik" eller "ej, kan du ikke spille noget mere muntert?", men den der lidt sørgelige, melankolske stemning elsker jeg, og er min tolkning af de mørke islandske vintermåneder som jeg har gået rundt og spundet musik af inde i hovedet og som jeg elsker. Og nu har jeg fundet musikken; jeg købte straks begge udgivelser på internettet og har hørt musikken lige siden, har lagt det ind på min iPod - nu kan jeg have den islandske vinterstemning mellem hænderne.

Lys

2008-05-15T23:49:00.003Z

Foråret kommer. Sommeren gør også. Det bliver ikke mørkt. Og jeg som behøver mørke til at sove. Det er umuligt bare at tænke på at gå i seng når solen skinner ind af vinduet.
Der er en helt anden stemning, og jeg selv er også i en helt anden stemning. Mørket gjorde noget ved mig, fik mig til at emme af ord som bare måtte ud - indtrykkene stod i kø for at blive nedskrevet. De var der hele tiden. Konstant så jeg syn som jeg bare måtte berette om. Bare også bare se på min aktivitetsfrekvens her på bloggen: i november skrev jeg 7 indlæg, i december 9 og i januar var jeg helt oppe at skrive 12, hvor det siden hen er trappet ned i takt med lysets tilbagekommen. Det et sket helt automatisk.

Den sidste uge har budt på nogle blændende flotte sommerdage - fuld sol og op til 15 graders varme - folk er strømmet til parkerne og torvene, cafeerne har været overproppede. I går forlod jeg Keiluhöllin ("Bowlinghallen") på Öskjuhlíð klokken 01:15, og jeg bliver nødt til at komme med et overflødighedshorn af begejstring: For fødderne af os lå Reykjavík badet i et blegorange skær fra solen som gemte sig nogle grader under fjeldene der langt ude på Snæfellsnes. Bjergene omkring hovedstaden svævede på skyer af violette natteskyer, lysene nede i byen blinkede som stjerner. Ude i horisonten sov Snæfellsjökull sin evige søvn og stak op over disen og over det hele hvælvede fuldstændig uvirkelige nuancer sig. Det var fuldstændig fantastisk.

I dag har skyerne ligget et par hundrede meter oppe, Esjas bjergsider forsvinder hurtigt op i ærtesuppen som får dem til at se uendelige ud. Det har støvregnet stille og fået de udspringende planters dufte til at sprede sig.

Natterodehoved

2008-05-09T01:43:00.003Z

Jeg er et natterodehoved - det må være titlen på en person som roder rundt om natten og laver alt muligt andet end at sove. Nu er klokken knap kvart i to, og jeg sover ikke, f.eks. gik jeg lige før ud i opgangen og kiggede mod nord, for nu er den lyse tid begyndt, nu bliver det ikke rigtig mørkt før til september.
Himlen er dækket af en tyndt lag skyer i snorlige bånd som samler sig i et enkelt punkt ovre bag ved Esja for herfra at blive kastet ud over hele himlen. Nuancerne går fra næsten sort i syd til en glødende blanding af orange, blå, meget blå og næsten helt hen i grønt. Der er ikke en vind som rører sig. Det er fuldstændig magisk. Og så stort, alt for stort til at fotografere, for det fylder hele hvælvet over Reykjavíks lys, den glødende nattehimmel. Så derfor sidder jeg og skriver det ned nu - og sover stadig ikke - for jeg bliver simpelthen nødt til at berette om det. Jeg blev helt paf lige før da jeg kiggede ud af vinduet, ligesom det er sket så mange andre gange her i Island. Et er landskabet, men ingen andre steder har jeg set sådanne farver, et sådant lysindfald på himlen som skaber de mest utrolige scenerier så jeg ikke tror mine egne øjne! Det er næsten umuligt at sætte ord på, så smukt er det, men jeg prøver.
Og jeg må også hellere prøve at sove lidt nu. Godnat.

Amerika

2008-05-01T21:49:00.003Z

Der noget over navnet Amerika - i stedet for bare at sige USA.

Åbningen i skyerne bliver større og pludselig åbenbarer et helt nyt kontinent sig - lige dernede. Jeg føler mig næsten som Leif den Lykkelige eller Columbus; tænk, et helt nyt kontinent. Under flyvemaskinens støjende skrog strækker sig et uendeligt tundralandskab med små søer - antallet forekommer mig uden for tællelig rækkevidde - og floder der bugter sig landskabets lavninger, frosne: jeg kan se isflagerne flyde rundt som et komplekst puslespil. Sneen ligger stadig tungt over store dele af området dernede, men det er ved at bryde op, foråret er et sted lige om hjørnet.
Vi flyver over ødemarkerne i Labrador, Canada.

Skyerne tillader sig at lukke til for den fine udsigt. Jeg udfylder papirerne jeg skal bruge for at komme ind i USA, fornavn, rejseformål, statsborgerskab, jeg sætter kryds i "no" ud for spørgsmålet om jeg på nogen måde har været indblandet i Nazitysklands aktiviteter fra 1933-1945. Sådan fortsætter jeg et godt stykke tid.

Det er fint udsigtsvejr, da vi lægger an til landing i JFK-lufthavnen. Der er endeløst mange huse, og så er der træer! Fine, nyudsprungne, lysegrønne træer. Nogle har lyserøde blomster og lyser op som krydderier i det friskgrønne. Og dér, lige der rejser New Yorks skyskrabere sig op af disen. Hjertet på denne gigantiske slette af huse. Min første tanke er "wow!".
Hjulene rører landingsbanen og kort efter er der et utåleligt mylder af mennesker som vil hurtigst muligt ud, mens nogle få, ligeså utåleligt, standhaftigt bliver siddende i deres sæde med det der nej-se-hvor-rolige-vi-er-og-hvor-er-I-dog-tåbelige-at-I-virkelig-gider-mase-sådan-for-ingen-ting-blik. Jeg selv flyder med strømmen ned gennem midtergangen (ja, selvfølgelig gør jeg det) og tænker "nej wow og uh hvor er I fornuftige, sikken bedrevidenhed, hva'!", da jeg passerer de fastlimede sædevarmere.

Yderligere spørgsmål skal besvares inden indslusningen til USA, og jeg får taget både ansigtsbillede og fingeraftryk af begge pegefingre. Min kuffert er den allesidste som endelig tipper ud på bagagebåndet inde bagfra; den er et kærkomment syn, det kunne lige passe at den var havnet i Usbekistan.

Jeg er paf og siger ikke et ord på busturen ind til Manhattan, både fordi klokken derhjemme er langt over midnat og fordi der er millioner er nye indtryk. Alt undtagen himmelen er nyt og anderledes, det er ikke som at køre ind i et nyt boligkvarter, hvor husene måske er bygget anderledes - her er det hele nye og uudforsket: skiltene, træerne, bilerne, byggestilen, lugten, og New Yorks skyline som ligger der og tårner sig op over ude bag hele området i en knaldende purpurfarvet solnedgang - det er luftforureningen som kreerer disse fantastiske farver; den anden vej kan man se den brune farve afsløre sig som et omsluttende tæppe over området.
Der er noget sjusket over forstadskvarterene: ledningerne hænger sine steder i store klaser og kludrede bundter, bårne af træpæle som langtfra alle steder står lodret. Husene er alligevel bekendte, det er ligesom at køre gennem en spillefilm fra Hollywood. Det er så amerikansk . Vinduerne er de der tvedelte, to kvadratiske ruder over hinanden i et opretstående rektangel, hvor man så kan skubbe den nederste opad for at åbne. De er der altid i filmene.

Vi krydser East River og så er vi der. Ankomne i navlen. Husende er nakkebrækkende høje og synet ned ad Avenuerne er overvældende. Natten er begyndt at lægge sig og lysene tændes overalt. Det firkantede bylandskab gør det muligt at kigge mange kilometer ned ad gaderne med skyskrabere på begge sider. I bunden vrimler det med lys, biler, mennesker, taxaer, busser, flere mennesker, yderligere biler, mange flere mennesker og alle lugtene der sammenblandes til en særlig blandingslugt af by. Vi kører et øjeblik ved sydenden af Central Park på 59th Street og fortsætter opad Broadway diagonalt med den øvrige byplanlægning.
En dundrende træthed hænger over mig da vi når hotellet. Sikke en masse nye indtryk, det er så stort og enormt og svært rumme på en gang. Welcome to New York City.

Innnes

2008-04-26T00:29:00.004Z

Nu har jeg spenderet 12.700 krónur på rauða kortið, det røde kort, som trods sit pudsige navn er noget så tørt som en busbillet. Men det gode er at den gælder i tre måneder på hele nettet af Strætó over hele hovedstadsområdet plus Kjalarnes, Mosfellsdalur og Akranes. Så nu er jeg i færd med at udforske hvert et hjørne fra Hafnarfjörður til Akranes - jeg har faktisk allerede været længst ude i begge retninger, så jeg mangler egentlig det der ligger midt imellem. Det er lige mig først at vælge yderpunkterne, det har altid sagt mig et eller andet.

Ikke længe efter jeg havde betalt kortet satte jeg mig op i 1'eren og lod mig transportere til Hafnarfjörður hvor jeg skiftede til blå linje 22 mod de sydligste kvarterer af Hafnarfjörður, derude hvor man bygger byen ud i lavasletten. Det er lige et mig-sted, sådan et mystisk sted. Idet vejen krydser under Reykjanesbraut bliver alt sort. Jorden er sort, lavastykkerne der stikker op alle vegne er sorte. Hist og her afbrudt at hvide huse og de steder hvor lavaen er lilla, rød og orange.
Her ligger et helt samfund, en skole, et fritidshjem, legepladser, boligblokke i lækker, moderne standard, en enorm Bónusbutik - som også er sort - der cykler små børn rundt på deres cykler op og ned ad kvarterets stisystemer alt imens området fyldes af lugten af aftensmad, den lugt som lugter ens om du så er i en opgang i indre by, et stille villakvarter i provinsen eller nu i dette sære kvarter. Eller, så sært er det ikke, først når man ser sig om - for da ser man naturen smyge sig ind mellem husene og blande sig i indbyggernes liv, selvom det vel nok er omvendt, det er dem som har kilet sig ind mellem lavablokkene med byggematerialer og forsøgt at omdanne det til at sted at bo. Helt er det dog ikke lykkes. Stierne som de mindste børn cykler hen ad fører gennem vilde landskaber med sorte afgrunde til hver side, og sprukne bobler ser så sprællevende ud som kunne udbruddet have foregået den selv samme dag i stedet for 10.000 år. Midt i beboelsen.

Bussen passerer adskillige stoppesteder som består af et enkelt skilt, faststøbt i en betonklods som så er stillet i vejkantens sorte sten. Og der står de ellers bare og ser mærkelige ud; det er lige før det beskedne blå-gule bussymbol giver liv til hele den sort-hvide verden ud i en vis radius. Jo, de står og tiltrækker sig opmærksomhed, de stoppesteder - men det er vel i og for sig også meningen.
Linje 22 ender allerlængst - mig og mine yderpunkter - mod syd i kvarteret, der hvor hovedstadsområdet på en bare centimeterbred grænse går over i uberørt lavamark.
Det lugter hæftigt af fisk. Lidt ude ad vejen mod Krýsuvík står fisketørringsstativer og tørrer fisk til delikatessen harðfiskur, hårdfisk. Ellers er her bare lava og en vej som tilsyneladende støder på en bjergvæg ude i horisonten. Lyd er der heller ikke noget af. Jeg klapper i hænderne. Lyden siver bare ud og bliver til ingenting. Se, det kan man kalde ro. Om så megen ro så er behagelig er så til diskussion. Jeg bliver enig med mig selv om at det virker overvældende. Så enormt og gigantisk et landskab og så stille. Netop denne sætning hører jeg mig selv gentage igen og igen, men jeg har stadig ikke fattet hvordan det kan lade sig gøre.
Jeg bryder stilheden og sætter Páll Óskar i ørerne. Det passer fint her.

Min tur nummer to gik så til det andet yderpunkt, Akranes, en fiskerby 49 km nord for Reykjavík. Jeg tager 15'eren til Mosfellsbær og stiger på linje 27 - Skagavagninn - som kører til Akranes med stop på Kjalarnes hver anden time, sådan nogenlunde regelmæssigt. Stemningen her er mindst ligeså islandsk som mellem lavaen i syd, men bare på en helt anden måde. Der er så meget der bare er islandsk, det er helheden der gør det. Men her passer Páll Óskars musik ikke. Slet ikke. For det er ikke mystisk og dragende her, det er nærmere betagende. Storslået, smukt. Vejen kører over græsstepperne med havet på en ene side, mens steppen fortsætter op i lien, og siden den stejle skråning. Her er heste og får. Og gårde. Det er heller ikke Björk der passer ind her. Jeg finder noget musik frem af Björgvin Halldórsson, musik noget i stil med dansktop, jeg tror ikke der er noget der hedder islandsktop. Men genren er fastlagt i hver fald. Det er store ord om kærlighed, kliché på kliché og yderst forudsigelige melodier, emotionelle akkorder. Og så tilsat lidt harmonika. Det passer perfekt hertil.
I udkanten af Akranes kører vi forbi gården Innnes. Jeg morer over de tre n'er. Tænker egentlig alt for længe på dem, og efter utallige gennemmumlinger af navnet indser jeg at det ville være en skændsel at fjerne et af n'erne af udseendesmæssig grund, for de udtales faktisk alle tre. Det er en ufattelig lang nynnen pakket ind i "I" og "es". På dansk ville vi have udtalt to n'er, Indnæs, da vi ikke udtaler et langt N i ind.

Akranes er i sig selv ikke specielt ophidsende. Små huse, betongader, betonfortove, en havn. Udsigten er fantastisk. Jeg går rundt i byen i to timer. Sidder i hvert fald halvdelen af tiden på forskellige bænke ved kysten og lader blikket undersøge udsigten.

Jo, jeg skal undersøge nogle steder jeg ikke har været før. Måske tager jeg op og undersøger Grafarholt i morgen. Måske Álftanes, eller Setberg? Udkanterne af Garðabær? Det kommer også an på vejret.

Skønt vejr

2008-04-16T22:52:00.002Z

Hvor har det været dejligt vejr i dag. Her midt i vejrskemaerne der vrimler med solskinsdage og regn som en by i Rusland, har vi haft en helt overskyet dag. Det var helt dejligt at se en anden farve himmel en blå; tænk at skulle sige det, det plejer altid at være den blå himmel der skaber glæden. Den grå himmel var fyldt op af susende skyer i alskens grånuancer og mine øjne nød at kunne være ude, uden at skulle knibe sig sammen for sollys.
Og så er det som om foråret endelig er kommet i gang, efter en lang vinter og en indtil nu frossen første forårsmåned - marts tæller i islandske kalendere jo med til vinteren. Der har været otte graders varme i dag, og en masse vind.

Jeg har en stor forkærlighed for blæsevejr, så jeg nød at være på legepladsen med børnene i børnehaven i dag. Det blæste så meget at et åbent vindue i garderoben fik det til at suse med en pivende lyd gennem hele børnehaven.
Udenfor føg sandet i vindstødene henover legepladsen og det var egentlig ikke en kold vind med forårstemperaturerne. Den næste time fik vi til at gå med at sætte farvede bånd op i de små træer og lade dem blafre i vinden. Imens blæste små blade og tørt græs om ørerne på os og sandtingene begyndte en storartet vandring fra sandkassen og henover græsplænen. De ellers populære gynger stod tomme i eftermiddags og gyngede med sig selv mens børnene var fuldt optagede af alle mulige andre ting.

Mere

2008-04-13T02:51:00.004Z

Vejret har lyst til at blive ved med at lege vinter. Det var så blændende flot solskin i dag, så mine muskler ved øjnene var blevet helt trætte af at knibe sammen for lyset. Men så kom skyerne. Først et par stykker, senere blev det helt sort, så kom natten.
Udenfor sner det. Og det blæser. Igen lige som sneen fra sidste omgang var ved at smelte væk. Det fyger livligt rundt i luften og ned fra tagene, og der nok faldet fem centimeter; på sålbænken ligger der så meget at det begynder at læne sig op ad ruden. Det er faktisk lidt hyggeligt. Det giver sådan en fred her midt i natten med et lag ubetrådt nysne over det hele.

Linje 28

2008-04-12T12:00:00.003Z

Jeg går ind på strætó.is og kigger buslinjeoversigten igennem. Dér har jeg ikke været før, linje 28. Det er fredag, allersidst på eftermiddagen. Solen skinner og skinner og vinden blæser kraftigt og koldt gennem gaderne, kun i læ er det faktisk lunt. På min vej ned mod Hlemmur går jeg forbi adskillige optagede bænke, hvor gadens ældre beboere har taget plads og nysgerrigt følger med i trafikken, skænker ikke en mine til de forbipasserende.
Klokken er lidt over seks, og rundt omkring begynder det at lugte af kogte kartofler og stegeos, og inde bag de for solen nedrullede gardiner lyder genklangen fra nyhederne og bestik i tallerkenerne.

Chaufføren i linje 1 er noget sent på den, men kommer endelig traskende som om den forestående bustur var det han allermindst havde lyst til lige nu.
Jeg sætter musik i ørerne, og bussen ruller ud fra Hlemmur. Først kommer Kim Larsens Papirsklip, og bagefter starter Glósóli af Sigur Rós. Musikken passer fint til Reykjavík, og da vi kører op på siden af Tjörnin åbner landskabet sig næsten magisk samtidigt med musikken som går over i en næsten syret genre. Der kommer Perlan til syne på toppen af Öskjuhlíð foran en baggrund af hvide bjerge. Nedenfor slanger Reykjavík sig dovent ud over et enormt areal - det er faktisk et lidt syret syn.
Næste sang er et umådeligt smukt stykke klassisk musik, det passer bare slet ikke ind. De smukke toner ville høre hjemme i Alpernes dale med maleriske landbyer og himmelragende tinder. Men her er det ikke smukt på den måde, sådan lidt ekstremt, og især i det her solskinsvejr. Tinderne er ikke himmelragende i Island, det er bare uendeligt udsigter. Og så manglen på træer.
Bussen drejer af, og kører i sydlig retning. Jeg skifter til et Björknummer for at blive i stemningen. Det passer også fint til dagens landskab uden for vinduet.

Jeg står af på toppen af Kópavogur ved strætóknudepunktet Hamraborg. Det ligger på en bakke nær hovedstadsområdets geografiske midtpunkt, og her er så godt som panoramaudsigt. Det er ret flot.
Jeg skifter til linje 28 mod Vatnsendi, den inderste del af de nyeste kvarterer i Kópavogur. Bussen er gammel, faldefærdig, der er slidte sæder, sprungne ruder og buschaufførens ordforråd er "takk", men jeg får et stort smil med på vejen og hele to takk'er. Jeg finder en af de pladser hvor ruden stadig er intakt, så jeg har en smule udsyn.

Bussen sætter i gang og skramler østover ind gennem Kópavogur. Det første lange stykke tid ligger ruten på toppen af denne bakke, og udsigten er virkelig mageløs. Vi passerer tæt ved "motorvejen" som løber herigennem og nu slynger ruten sig rundt Smári-kvarteret nede i den nedre del af byen. Her minder det igen en smule om storby, men Kópavogur har ikke noget centrum, bare tusindvis af huse, og så det store indkøbscenter Smáralind mit i det hele. Ved et stoppested vrimler det ind med polsktalende unge, vel nok sidst i teenageårene. Nogle stoppesteder længere henne forsvinder de allesammen igen, og der er atter stille i bussen.
Jeg sætter musikken i ørerne idet bussen bevæger sig endnu dybere ind i Kópavogurs østlige del, eller rettere sagt, op. Brat lægger man hovedstadsområdets puls bag sig og kan kigge ned over området fra et mærkeligt ingenmandsland. Solen begynder at dale ned mod vandet derude, og Kópavogur ligger og skinner dernede som en fjern by på en anden planet, omgivet af en gold stenørken. Bussen kører langs med den skarpe grænse, på den ene side har man ligefrem gjort det beboeligt med masser af rullegræs og sirligt anlagte haver foran de hvide huse - til den anden side skærer en vild stenslette sig ind, længst ude i horisonten rejser der sig hvide bjerge.

Det er et underligt område det her, ligesom jeg havde forestillet mig. Lugten af æg fra Hellisheiði begynder at sive ind i bussen med østenvinden. Musikken spiller Páll Óskar. Stemningen passer som jeg har sagt mange gange virkelig fantastisk til sådan nogle mærkelige, lidt sære steder. Det er noget med rytmerne, de flydende underlægningstoner, sproget.
Vi forsætter gennem huse og ingenting. Her stikker busstoppestederne op af stensletten og fører tilsyneladende ingen steder hen. Ikke desto mindre står der en gråhåret dame lige dér med en plastikpose og venter. Hun sætter sig på sædet foran mig. To stoppesteder længere henne stiger hun ud i ligeså meget ingenting som hun kom fra og begynder med lange skridt at vade henover det brune landskab, væk fra bebyggelsen. Musikken i ørerne har gjort mig sært filosofisk, jeg elsker at være i det humør og sidde og snuse indtrykkene til mig. Jeg spekulerer på hvad hendes mening mon var med at rejse fra ingenting til ingenting. Solen står stadig kraftigt ind over alt og varmer mig på siden af hovedet, eller snarere brænder. Det er til at blive helt døsig af. Og den så godt som tomme bus fortsætter gennem området.
Jeg kan det næste stoppested rage op længere henne. Her har endnu en skikkelse fundet vej til og står halvt inde i skyggen fra det lille blikhus. Og der står den flotteste islandske fyr i skæret fra aftensolen. Jeg tror aldrig jeg har set et hvidere hår, det er næsten filmisk, jeg kan se ham midt i mylderet - menneskemængden mangler dog, men følelsen af det. Han svæver ind i bussen og sætter sig to sæder foran mig. Jeg kan mærke mig selv smile og trykker lidt efter på stopknappen. Det må være her jeg skal ud, der ser fint ud. Han vender sig om idet jeg går ud af bussen og vi når at få øjenkontakt i et halvt sekund. Bussen sætter i gang og forsvinder så af syne ude i sollyset.

Det er koldt herinde. Jeg er kommet i plateau med landskabet bag hovedstaden, og en strid vind kommer derinde fra. Og det lugter af svovl. Faktisk temmelig kraftigt. Man må vænne sig til den når man bor herinde i denne del af byen. Der står byggekraner som meget ivrigt bygger byen længere og længere ud i klippeblokkene, og efter tusinder af tusinder af rullegræsruller og opskydning af huse ligner det næsten et sted at bo. Det ser dog stadig kunstigt ud, computerlavet, sådan som græsset ligger som et puslespil. Nogle steder er man ikke nået længere, og pludselig afløses det computerlavede kvarter af røde og sorte lavablokke. Det er sådan et bylandskab jeg forestillede mig, da jeg engang tilbage i folkeskolen læste en science fiction-bog om hvordan menneskene startede et nyt liv op på en anden planet efter Jordens undergang.
Rundt om solen er der en halo - det fuldender bare stemningen.

I øvrigt er det koldt. Meget koldt. Solen er næsten forsvundet og lader aftenen glide hen i pastelfarver, siden dybere orange - bjergene har skiftet farve til lyserød.
Det begynder at bide i mine fingre. Hvor er mine handsker når jeg allermest skal bruge dem? Jeg går på stien langs Breiðholtsbraut og forlader science fiction-kvarteret. Der hviler en helt anden ro da jeg går ned gennem Elliðaá-dalen, Elliðaárdalur. Vandet risler blødt og adskillige heste tølter forbi mig på ridestierne. Et par fugle kvidrer smukt og medvirker til aftenstemningen som gennembores af iskulde, det passer næsten ikke sammen.
Jeg når til broen over Elliðaá. En gammel stål- og betonbro, engang for længe siden malet turkisgrøn, men nu rustet og afskallet. Den ser sær ud, minder mig om rækværker i landbyer i Rusland eller Ukraine. Der er noget sørgeligt over den. Jeg så en billedserie forleden dag fra den spøgelsesbyen Прип'ять, byen som blev evakueret efter Tjernobylulykken. Her vrimlede det med de her afskallede metalrækværker i stærke farver: rød, turkis, gul. Det må være derfor broen gør så stærkt indtryk på mig. Det er som at rejse fra fremtiden tiltage til fortiden, hernede i dalen. Der er så mange forskellige små verdener og stemninger når man bevæger igennem hovedstadsområdet.

Det er stadig koldt, og mine fingre er fuldstændig enige. Jeg over mod bydelen Norðlingaholt for at støde på linje 19. Tiden passer lige - der er fem minutters ventetid.
Buschafføren har hvidt strithår og hun hilser mig muntert góða kvöldið da jeg stiger på. Radioen drøner derud af på FM 957 - eff emm níu fimm sjö, som sloganet lyder. Jeg er den første på bussen indtil en pige på allerhøjst femten år stiger på. Hvid, kort jakke med guldmønster, sort mascara som har forlænget øjenvipperne titusind billioner gange og en interessant frisure. Hun bruger midtergangen som catwalk, før hun sætter sig og bladrer gennem mobilen. Det er flot på vejen ned gennem villakvarterene der ligger som rismarker ned ad skråningen. Tusmørket har sænket sig og et endeløst tal af lyspletter dukker op i det blå. Der er en betagende udsigt herfra. Jeg bliver aldrig træt af at køre igennem den verden af lys.

Velkommen tilbage, øde stemning

2008-04-08T21:54:00.004Z

I morges var det klart vejr efter gårsdagens kortvarige indelukkethed i skyerne. Det var så lunt at jeg ligefrem skiftede til min forårsjakke på da jeg gik ned til mødet efter arbejdet i dag. Solen skinnede over Laugavegur, og da jeg ventede på grønt fodgængerlys ved Snorrabraut blandende noget udstødning fra en opgassende bil sig med lugten fra den solopvarmede husmur bag mig til en lugt af sydeuropæisk storby og en følelse af sommervarme strømmende op i mig mens lyset stadig var rødt.
Det var som om der var flere mennesker på gaden, de fleste ikke i mere end en trøje, bilerne cruisede ned gennem gaden - jeg så den samme bil tre gange i løbet af tyve minutter - og der var en summende stemning, den smilede til mig.

Mødet varede halvanden time. Vejret var skiftet. Det var en kold tur hjem i min forårsjakke. Jeg blev blæst ned gennem Laugavegur. Det summende liv var væk, det var som om jeg gik ned gennem en helt anden gade end før. De nok så lyde af ting som blæser rundt på asfalten havde overtaget og på tankstationen stod der nu pludselig kun +1°, og skal nok have nået frysepunktet inden jeg kom hjem. Det lugter på en helt speciel måde når det er frostvejr.

Mørket falder på. Jeg kigger ud af vinduet. Det er hvidt. Sneen tumler kraftigt ovenfra ned og dækker det hele til. Stemningen bringer vinteren frem igen som fnuggene falder ned gennem mørket og siden rammer gadelygternes orange lyskegler. Det er der noget helt særligt over. Der er musestille igen. Længere nede ad gaden ser jeg to eller tre sorte skygger skynde sig gennem den orange verden. De forsvinder ind i grillbaren under det røde Coca Cola-neonskilt. Jo, der er noget sært og øde over den stemning. Gad vide hvor lang tid det nu bliver ved.

Indevejr

2008-04-07T20:16:00.012Z

Forleden aften åbnede jeg vinduet som jeg så tit gør. Der var et eller andet i gang. En lyd som jeg ikke havde hørt i flere måneder.
Jeg stak hovedet ud og blev drivvåd; det hele stod i et med gaden, gadelyset glinsede i den våde asfalt og forskellige ting for over vejen i forrygende fart: plastik, flamingo, flasker, en skraldespand. Det støjede højlydt - den lyd hørte jeg sidst i uvejrene tilbage til december måned. Siden da har de lydt anderledes - sneen har lagt en sær dæmper for den værste larm og frembragt nogle hårrejsende snestorme med dybe brøl fra det ukendte højland. Nu er det anderledes igen; regnen får det til at blive lydt, selv før den er ankommet. Min bedstemor har mange gange fortalt at når det skal til at regne, kan hun ligeså tydeligt høre toget fra Struer inde fra køkkenet.
Imens jeg funderer og bliver endnu mere våd i panden raser vejret ubarmhjertigt videre.

Det er som om skiftene skal ske så voldsomt. Før hen ad ved juletid havde vi ikke haft virkelig frost og sne, men efteråret havde fra september måned jævnligt rusket de arme bygninger og det regnede voldsomt meget. Midt i december blev det endnu værre, og tre orkaner svang sig på en uge ind over øen. Og så var det at orkanerne lagde sig og det begyndte at sne. Det sneede og sneede i en uendelighed. Vi har haft en smuk vinter hvor jævne snestorme har efterfulgtes af dage og uger med blændende flot vintervejr.
Og nu vendte vinden så tilbage - for en kort stund. Det er som om der i hvert fald er sket noget. Foråret er på vej, trods nattefrost, snestorm i nordøst, lukkede bjergveje, men det er på vej, det kan jeg mærke.

Alt er stille da jeg kommer hjem fra arbejdet i dag. En ro har lagt sig over det hele, det er næsten som om bilerne kører langsommere. Endeløst har vejret været så klart her på det sidste, jeg har ligefrem fået sol i ansigtet - i dag kom disen i løbet af eftermiddagen og krammede stemningen sammen i sin store hånd. Det støvregner småt, alt lys forsvinder diffust ud i tågen. Man kunne vælge at kalde det trist og deprimerende, men jeg synes det er rart. Det er så stille. Det er vejr til at sætte sig hen i det grå lys ved vinduet og fordybe sig i en bog, lukke sig inde i sig selv, tænke, spekulere, en dag hvor det er ligegyldigt med musik. De skarpe kanter sover i dag og lader deres slørede gengangere overtage. Det er utroligt så meget forskel der kan være. Jeg tænker på nogle dage i vinter hvor farverne var så stærke som jeg aldrig har set før. Blå og orange, så klare at jeg blev overvældet, og nu er der kun en enkelt nuance af grå. Jeg lader lyset sejle ind gennem øjnene og følger med i at det bliver mørkere og mørkere, mens verden uden for glasset gradvist viskes ud og til sidst forsvinder i natten.

Hvorfor har jeg ikke været her før?

2008-04-04T22:40:00.014Z

Jeg tog bussen ud til Seltjarnarnes da jeg havde spist aftensmad i dag. Det har været flot vejr i dag og fortsætter weekenden ud, ifølge Veðurstofan.
Temperaturen kravlede under frysepunktet idet jeg forlod Brautarholt. De 280 krónur til strætóbilletten er tilforladelige at betale i dag, det er trods alt en tur på syv kilometer. Det er et mærkeligt system med Strætó, det islandske svar på HT-busser (betegnelsen Strætó kommer af strætisvagn, en bus som kører i hovedstadsområdet - en bus i provinsen kaldes rúta, ligesom rutebil. På islandsk er endelsen -ó opstået, og piller man overflødige stavelser væk fra et ord og erstatter det med denne, er det muligt at kreere slangudtryk af næsten alle ord; byen Patreksfjörður bliver til Patró, Siglufjörður til Sigló, Mosfellsbær til Mosó - gymnasierne Kvennaskólinn í Reykjavík og Verzlunarskóli Íslands bliver til hhv. Kvennó og Verzló, navne, som er blevet så officielle at man kan finde hjemmesider som kvenno.is og busstoppesteder som Verzló - tyggigúmmí bruges næsten aldrig til fordel for tyggjó og da slet ikke det klodsede sleikibrjóstsykur som overalt er blevet erstattet af det mere mundrette sleikjó for slikkepind, undtagen i ordbøger, hvor -ó-formerne er trodsigt fraværende. Endelig har vi altså pillet -isvagn af strætisvagn og lavet det til Strætó, og sådan vrimler det med -ó'er. Lige en slutbemærkning i min nu allerede alt for lange indskudte parentes: bogstavet ó er et selvstændigt bogstav i det islandske alfabet og det er således ukorrekt at omtale det som noget i retning af "et o med en accent over" - vi siger jo heller ikke "et a med en bolle over", "o med en skråstreg igennem" eller "et sammenklasket a og e" når vi taler om æ, ø og å. Bogstavet ó udtales omtrent som ordet åg); de ligner til forveksling hinanden, ligeså gule, samme sæder, samme lugt, samme lyd. Køber man en enkeltbillet gælder den fra Hafnarfjörður i syd til Akranes i nord - og nok snart også helt til Borgarnes - og så er det ellers fuldstændig underordnet om man skal hen til næste stoppested, eller rejse de 55 kilometer fra syd til nord.

Jeg stiger af bussen i det stille parcelhuskvarter på spidsen af Seltjarnarnes. Her, bare et par kilometer fra centrum, er der næsten larmende stille. Her kan man kun høre vinden, havet og fuglene. Jeg dvæler en stund i den røde blikspand af et læskur til busstoppested. Det er temmelig ucharmerende, men lige her udenfor slår det mig hvor islandsk det bare alt sammen er. Der er noget der bare er kendetegnende for det her, det der indtryk af stemningen af en sovende tysk landsby, men jo slet ikke alligevel. Skiltene er lave, på en måde og for enden af villavejen er der den mest storslåede udsigt til stilelige, snedækkede bjerge.
Jeg går på stien som gennemskærer det boligkvarteret, og det tynder ud i bebyggelsen. Den yderste stribe huse består af rækkehuse, også overvældende islandske: et hus placeret lige der, som en glemt legoklods der mangler at blive ryddet op, der er ingen kruseduller, ingen have - højst et par forblæste græstotter - og så ellers en eller to enorme firhjulstrækkere som det eneste udenfor. Det er som når børnene i børnehaven tegner "hjem": et hus og en bil, jeg tegnede altid et hus og et træ med røde æbler.

Nu er jeg ude af husene. Jeg er kommet ud på græssletten, her hvor det er umenneskeligt på dårlige dage. Der ligger små klatter af sne fra i vinter på den ellers jævne, beige græsslette - ja, nu har vi endelig nået en forårsmåned, april. Men dog, vandpytterne er dybfrosne i det kolde vejr, så ikke helt forårsagtigt, måske i islandsk forstand.
Det er en skøn lille verden herude. Som evigheders kørsel fra centrum, som bare ligger fem minutter væk i bil. Til sidst når jeg stranden hvor en vadesti går ud til fyrtårnet Grótta (husk ó'et). Jeg går ned langs den sorte kyst og sætter mig til rette på en sten i det glødende orange lys. Himlen begynder at skifte farve og derude kommer Snæfellsjökulls tvedelte tinde til syne af den fjerne dis. Nu kan jeg så lade den kolde brise ramme ansigtet, lukke øjnene og ånde stemningen ind gennem næsen. Det er jo helt befriende. Hvorfor er jeg aldrig taget herud før?

Her lige før kigger jeg ud af vinduet, og ser at himlen står i lys lue i grønne og lilla farver. Jeg tror aldrig jeg har set nordlyset så kraftigt som i dag. Jeg går ud på trappen og kigger. Det er endnu ikke blevet kulsort, og det gløder svagt blåt på vesthimlen. Det vælter ind over himlen med fantastiske kurver som standser, snurrer lidt om sig selv, lægger en smule mere farve på og siden hen begiver sig ud på en flugt uden lige indtil det forsvinder i horisonten. Sådan bliver det ved længe.
Kulden fra metallet under mine fødder bliver pludselig temmelig ubehagelig og tvinger mig ind. Sådan er det altid når nordlyset viser sig, stillestående, klare aftener med frost der før eller siden får dig til at søge ly hjemme i varmen. Så må man kigge videre i vinduet.

Helt enestående

2008-03-29T18:35:00.005Z

Jeg arbejder på toppen af en højderyg som løber ned gennem næsset hvorpå Reykjavík ligger. Der er en følelse over det som er helt speciel. Man kender billedet fra film: et hus beliggende på et afsides sted, en kvinde i en blafrende kjole som står og hænger vasketøj op i vinden som konstant blæser ind over området - og hele indtrykket badet storslagen underlægningsmusik. Der er noget særligt over sådan et sted.
Jeg går hjem fra arbejdet, og pludselig bruser denne stemning op i mig, hele atmosfæren af sådan et sted, den samme følelse som i film. Det er privilegerende at være på sådan et sted. Tænk at arbejde her, det er fantastisk! Jeg går her på toppen af Reykjavík og vinden strømmer stridt op over højdekammen. Nedenfor strækker alt sig ud i en endeløs udsigt. Græsset som er blevet fladtrykt i løbet af måneder under sneen, begynder at rejse sig igen og bølger nu livligt i vinden.

Jeg er i Laugardalur, et roligt villakvarter nordøst for centrum, oppe på en anden højderyg, Laugarás. På siderne ligger villakvartererne med hyggelige huse. Haver med gasgrille, hvide huse, jordfarver i pastelnuancer, få løvtræer, men fyrretræer og grantræer - det får stilen til at se helt speciel ud, og ikke så mange kruseduller, men dog er husene alligevel "tæt byggede" - der er forholdvis små vinduer, nogle af husene ser helt fejlagtigt sydspanske ud, men alligevel ikke. Det er næsten sirligt som i Tyskland eller elegant som i Japan - det meste af Middelhavsstemningen blæser dog væk med den hæftige vind som åbenbart altid er her. I baggrunden går det nedad og ser man ned ad villavejene i en bestemt vinkel ser det ud som om samtlige huse ligger ved verdens ende. Fra andre vinkler kommer baggrunden til syne med blændende hvide bjerge. Det er et smukt og rart sted. Og himlen er så stor.
Jeg forlader villakvarteret og bevæger mig mod toppen af højderyggen. Her ophører husenes nærhed på en gold slette af sten og græs. Det er er helt anden verden heroppe. Man har placeret tre enorme højhuse her på ingenmandslandet - og en parkeringsplads med alt for mange, overdimensionerede firhjulstrækkere. Det stormer voldsomt her. Der er intet til at holde på vinden og mellem højhusene dannes forrygende små hvirvelstorme.

Det er skønt at gå ud af døren denne formiddag. Termometret viser 0°. Vinden har flået i det pæne villakvarter hele natten. Alt ligger badet i et blændende sollys. Frem med solbrillerne; det lyser kraftigt hvidt fra villaerne, og højhusene deroppe på toppen står bare der og står. Det er endnu et dragende sted, betagende. Udsigten er fantastisk heroppe fra mod de hvide bjerge og et hav som er mørkeblåt med hvide skumsprøjt. Det er koldt, faktisk fuldstændig enormt totalt sindssygt lammende koldt og min pande er næsten stivfrossen, men det gør ikke så meget.

Jamen, hvor ER storbyen?

2008-03-28T18:40:00.005Z

Det er vel ikke nogen overraskelse at der er temmelig øde på Island. Europas tyndest befolkede land med to indbyggere per kvadratkilometer. Når man forlader Reykjavík stopper det hele - kører man den anden vej, bliver man efter timers kørsel gennem intetheden hver gang forundret over hvordan bilerne drøner gennem Kópavogur på en firsporet vej der næsten antager form af motorvej.
Her på det sidste har jeg måske lidt for mange gange gået og bildt mig ind at jeg har fået storbykuller og længes ud herfra.

I går gik jeg ned gennem den inderste del af Reykjavík. Det var en smuk, kølig aften med en frisk brise som stod ind mellem husene. Lige der kom billeder af New York og Tokyos kilometervis af beton, gader som fører dig på jorden, gemt væk i evig skygge under himmelragende skyskrabere i en forfærdelig larm - ja, det er det billede jeg har i mit hoved. Da kom jeg i tanke om at det jo faktisk var stille her, der var næsten ingen lyd, trods hovedpulsåren gennem centrum løb lige der bag mig, på en almindelig torsdag aften. Så nej, "Reykjavík er ikke en storby", konkluderede jeg med mig selv, forlod Týsgata og forsatte op ad Þórsgata.

Og så dog.
Jeg taler på kaffestuen med Valdís og Þorgerður som har familie i Húsavík i det nordøstlige Island. En provinsby med lige knap tre tusinde Húsvíkingar, husvikinger, som indbyggerne kalder sig. Valdís fortæller historier fra Skagaströnd, endnu en afsides by i det nordlige Island med hele 650 indbyggere. Der bliver børnene så hurtigt voksne, siger de, og det var så anderledes end i Reykjavík. Mellem drengene er der åbenlys status i at have været i seng med så mange piger fra bygderne som muligt. Man har faste kærestepar langt ned i folkeskolen som bliver sammen resten af livet. Hun fortæller om engang hun kørte hos noget familie omkring byen Blönduós, og blev mødt af far og den 14-årige søn i bilen, med sidstnævnte bag rattet. Jeg får en følelse af en gammel film. Det virker hyggeligt på en eller anden måde, samtidig næsten skræmmende anderledes.
Så måske er Reykjavík i virkeligheden en moderne storby, i hvert fald ifølge turistbranchen. Alt er vel relativt.

Vinterens dagdrømmerier

2008-03-25T18:43:00.011Z

Jeg sidder her ved mit vindue og udenfor er sneen ivrigt i færd med at drysse alt til med flormelis, lige som de sidste rester af is var ved at forsvinde hernede i byen. Fnuggene synes at have glemt alt om tyngdekraften som de snarere bevæger sig opad end nedad.
I fjernsynet kører et madprogram fra Italien, Undir ítalskri sól. Det morer mig at se på, alt er så anderledes. Farvetonerne, lydende. Jeg kan pludselig mærke varmen og solen i ansigtet. Jeg kan smage rødvinen, de solmodne tomater og den kølige olivenolie. Følelsen skyller op i mig og minder mig om sommer. Bare tæer, en let stikken i huden fra den støvede jord og de varme sten på verandaen og de koldere fliser i det afkølede hus' lette tusmørke under eftermiddagssolens værste hede. Jeg kan se mig selv stå i vinduet og kigge ud over endeløse strækninger af olivenplantager i det bløde landskab.
Pludselig kalder madmor i italienske toner og vandrer forbi med den nykogte pasta. Vi sætter os til bords i skyggen af det store træ ude i haven. Her er rart, og mine øjne slapper af med jordfarverne, den lysebrune jord, det okkerfarvede hus.

Jeg læner mig et øjeblik tilbage i stolen og snuser sommerlugtene ind, inden jeg atter kigger ud af vinduet til de stadig travle snefnug. Det er helt modsat. Nuancerne er hvide, grå og sorte - dog brudt en smule af det azurblå bliktag på huset overfor. Havde udseendet været dertil kunne det blå tag sagtens have passet fint ind med de hvidpudsede mure og givet et græsk islæt, men det er der temmelig lang vej til. Alt er bare utrolig meget islandsk. Det er svært at lave om på. Skumringens bleggrå lys filtreres gennem skyerne og ligger lige nu så umådelig fjernt fra den italienske eftermiddagssol. En stemning af ingenting falder med lyset ind gennem ruden og lader et blødt skær lægge sig over lejligheden. Det er næsten helt tyst.

Flormelissen er tilsyneladende stadig ikke kommet i tanke om hverken tyngdekraft eller gnidningsmodstand og bevæger sig som luftpudefaretøjer hen over parkeringspladsens ru asfalt.

Forår?

2008-03-21T23:11:00.001Z

Forårsfornemmelser? Haha, nej - glemt alt om dem!
Der var en snert af forår, det er der ikke mere. Steinunn talte om skítaveður, og det er egentlig meget en brugbar betegnelse. Det sneede let i går morges hernede i Reykjavík, og selvom vinden var stærk, så var det ikke helt vildt. Bare en smule sne. Det var dog en helt anden historie da vi skulle krydse Hellisheiði for at nå til Hveragerði. Oppe i passet blæste det storm tværs ind over vejen og solen skinnede ind i snefygningen som stod ubesværet henover den høje bus. Det var muligt at se et par meter frem, før alt forsvandt ind i et blændende hvidt lys. Det var et enormt kraftigt lys, jeg ventede bare på at se en engel træde ud og præsentere indgangen til Himlen.

Stormen slap ikke, og i Haukadalur ved de berømte gejsere rykkede det i bussen da den stod på parkeringspladsen. Døren til cafeteriet smækkede voldsomt hver gang en person blev kastet ind, og det er virkelig ikke nogen overdrivelse - man blev kastet rundt. En japansk turist fandt det morsomt og var i hvert fald inde og ude af døren fem gange imens jeg opholdt mig der, hver gang med det største brag så man troede vinduerne smadrede.
Alt var frosset til, Þingvallavatn var enormt smuk i sit vinterkostume.

Og så i dag. Der er ikke en sky på himlen og solen sender ligefrem varme stråler nedover Reykjavík så cafegæsterne er rykket udenfor og badegæsterne i Den Blå Lagune bliver solbrændte.
Der er noget specielt over Reykjavík og området ude vest for. Når man når Hafnarfjörður går landskabet på denne bratte måde over i vildt lavalandskab, og de nyeste dele af byen prøver med mere eller mindre held ihærdigt at få rodfæste mellem lavablokkene. Det ser meget sært ud som husene sådan skyder op fra ingenting. Det er en utopi at prøve at få det til at se nogenlunde normalt ud mellem husene med græsplæner, så det er tilsyneladende droppet. I stedet strækker et mærkeligt, sort ingenmandsland sig mellem de splinternye boligblokke. Men hvad er også normalt her? Det kan i hvert fald ikke blive anderledes. Det ser øde ud, sælsomt, men der er noget dragende ved det her område, det er der altså.
Vi forlader lagunen efter mange timers afslapning og træder ud i den kølige vind. Det er blevet mørkt, men det blusser dog stadig mørkeblåt ude mod vest og kreerer en fin stemning henover parkeringspladsen som så småt begynder at blive tømt for biler. Til alle sider er der kun en sort silhuet af lavaslette så langt øjet rækker.
Chaufføren slukker lyset og bussen sætter i gang med kursen ind mod Reykjavík. Jeg sætter Páll Óskar i ørerne mens vi svæver gennem intetheden. Fuldmånen står på nattehimlen over vulkanerne inde bag sletten. Denne musik passer helt perfekt til denne strækning gennem natten. Det har jeg sagt før, og siger det igen. Den har den her dæmpede nattestemning som gør det til at næsten drømmende oplevelse at køre gennem natten. Flyve gennem natten, og så nå ind til Reykjavík og køre gennem pludselig udstrakte panoramaer af lys. Jeg kan aldrig få nok af at køre gennem Reykjavík om natten.

Det bliver for resten spændende at se hvornår foråret virkelig bryder igennem. Sådan rigtigt.

Et begyndende strejf af forår

2008-03-17T20:00:00.003Z

Jeg sidder og rydder op i min indbakke mens jeg ud ad den ene øjenkrog ser nyheder i fjernsynet. Udenfor kryber en orange farve op ad den sorte beboelsesblok lige ovre på den anden side, og fortsætter så småt op på den grå himmel.
Jeg hopper hurtigt i min strikkede sweater og nærmest flygter ned af bagtrappen.

Jeg når på ingen tid op på højen bag mit arbejde og stiller mig ud til kanten mod vest. Her kan jeg skue mere end hundred kilometer ud i horisonten, og Reykjavík og Atlanterhavet ligger bogstaveligt talt for fødderne af mig.
I dag er det anderledes; for første gang i mange måneder kan jeg høre fuglesang, den er ikke megen, men den er der med gode intervaller. Gennem vinteren har de få livstegn fra de fugle som overvintrer ikke mindet meget om sang; ravnenes tungsindige skrig har ikke lyst mørket særlig meget op, men i dag var der sang.

Ude over havet går solen ned i et landskab af skyer på himlen, slet ikke voldsomt og dramatisk, det er ikke en af disse svimesolnedgange der er til at dåne over, men helt fredelig ligesom resten af verdenen omkring mig. Selv vinden kan finde ud af at beherske sig i dag. Brisen som smyger sig om mit hoved skubber nænsomt til de yderste totter af mit hår. Den er forfriskende kølig, så kølig som den kan være før jeg skulle have beskrevet den som kold. Ude over Reykjanes kan jeg følge en regnbyges grå striber skråt ned over himmelen. Inde over fjeldene skifter striberne farve til hvid og falder som fin nysne. Kigger jeg østover genspejler titusindvis af ruder solens fredelige orange lys.
Jeg lod mobil og alt ligge derhjemme. Jeg er helt uden for rækkevidde. Jeg står bare og snuser årets første forårsaften i mig. Hvor er det skønt at stå lige her og tænke på ingenting. Lukke det hele ude og indånde den friske brise mens øjnene kan slappe af til solnedgangen og havet.

Energi

2008-03-13T22:48:00.008Z

Da jeg vågnede i morges, skinnede solen ind gennem sprækken mellem rullegardinet og væggen, og lyden af vinden fyldte hele rummet. Det er et stykke tid siden jeg har hørt til den. Men i morges var den der, og jeg begav mig fuld af morgenenergi hen og rullede gardinerne op, åbnede vinduet og lod den kolde, friske morgenluft fylde mine lunger.

Der er smeltet en del sne, men på den gode, tøre måde - ikke på den lidt mere kedelige, våde måde, hvor den fine pulversne pludselig bliver forvandlet et plaskende vådt virvar af sjap. Jeg gik tørskoet på arbejde i dag.
Inde i kaffestuen stod vinduet på klem - højst en centimeter - og der stod en hylende vindstrøm ind. Rummet fyldtes med luften som blandede sig med lugten af køkkenets næsten færdigtilberedte kødsuppe, kjötsúpa.

Her til aften går jeg til kor ned gennem Reykjavík. Vinden er strid. Den står hårdhændet ned gennem gaderne og rykker i alt hvad den kan få fat i. Pludselig passerer et eller andet mit øre og fortsætter hastigt flyveturen ind gennem en port. Det suser gennem min krop med energi, og jeg husker på hvor fantastisk det er at være her. Lige her. Brautarholt, Reykjavík, Island. Jeg kan kende Island igen. Der har været et par underlige dage hvor vejret været ubeskriveligt, ikke ubeskriveligt flot eller ubeskriveligt smukt, virkelig ubeskriveligt, for der har ikke været noget. Sådan en slags nul-vejr, som man af og til hører hos vejrentusiaster. Eller, jeg bemærkede et fint sølvskær på himmelen ved solnedgang i går, men så heller ikke mere. Nu er vejret kommet tilbage, der er bølger på vandet, lige der nede. Klokken er lige lidt i otte, og det er stadig lyst. Jeg kan fornemme et meget forsigtigt, næsten uskyldigt strejf af forår, trods kulden.

Da jeg går hjem godt to timer senere glemmer jeg forårstankerne. Vinden er ikke mindre end tiltaget og jernstilladserne op ad Skólavörðustígur synger deres flerstemminge længselssang. Eventyrligt, overjordisk, sært. Atter er det ikke så underligt at mange islandske musikere har underlige lyde med i musikken - man behøver ikke engang bevæge sig uden for Reykjavík for at få en snert af mystik.
Jeg blæser rundt om hjørnet og står med et foran min hoveddør, så hurtigt plejer det alligevel ikke at gå, men i dag var jeg overfyldt med energi, og mine skridt må have været utrolig lange hjulpet på vej af medvinden hjemad.

Oven for uvejret

2008-03-10T19:50:00.003Z

Mens De Britiske Øer har ligget under orkan, så har vi her ovenfor ligget i en nordenstrømning af kold og klar polarluft. Når det er så klart kommer alle ting meget nærmere, og da jeg i blændende sol og bidende kulde traskede på arbejdet var det som om jeg næsten fik bjergene i hovedet. Perlans kuppel lå og lige der, man kunne lige række ud efter den, som en nyslebet ædelsten og funklede i snelandskabet.

Der blæser en strid vind op over højdekammen da vi går på legepladsen i dag, men sneen fyger ikke - den er frosset fast i nogle mærkelige små formationer som strækker sig hen ad jorden, halvt dækket af tykt lag is. I børnehavearbejdet er der punkter vi skal komme ind på i samværet med børnene, jeg holder meget af at beskæftige med dem som hedder "sprog", "natur" og "musik", og når vi er ude er "natur" jo oplagt, selvom det også kan gøres indefra. I papirene står at man skal fremme børnenes nysgerrighed til den islandske natur og lære at nyde og værdsætte den. Jeg brækker sammen med en 4-5 børn fra min gruppe nogle store stykker is af de mærkelige formationer på jorden og holder de klare stykker op i sollyset så lyset falder og skaber det smukkeste spil. Vi får et langt stykke tid til at gå med at finde isstykker i alle mulige forskellige former og holde dem op i lyset, stikke dem ned i sneen eller smadre dem på klipperne så det lyder som glas.
Helt uheldigt skærer jeg min langefinger med en papirstynd flage. Børnene er meget interesserede, og spørger mange gange til om det gør meget ondt og en siger "allt í lagi?" (er du okay?) og holder en hånd på min skulder. Jeg forsikrer dem om at jeg er helt på toppen!

Over Reykjavík ligger senere en grå skyplamage, men kun i retning opad, hele vejen rundt i horisonten er himlen endnu mere azurblå end jeg synes jeg har set den før, og Skarðsheiði er smukkere end den nogensinde har været. Ovre bag ved Hvalfjörður rejser bjergmassivet sig en kilometer over fjorden og ender op i skarpe tinder. Når de samtidig er drysset med sne og har sådan en himmel som baggrund, kan det ikke blive flottere.
Lidt længere ude er der i dag også frit udsyn til Snæfellsjökull. Herfra ser det ud som om den rejser sig direkte af havet.

Í sundi að íslenskum hætti

2008-03-05T23:28:00.006Z

I svømmehallen på islandsk maner - en yderst behagelig tradition. I Island flyder det med varmt vand som fosser op af jorden. Inde i selve Reykjavík er flere mere eller mindre kunstfærdige "åndehuller" fra jordens indre bygget som skulpturelle skorstene, hvor det konstant strømmer op med hed damp. Det ligner næsten frås med dyrebar energi, men på det punkt er det her et overflodssamfund, så det er tilladt at fråse: tage enormt lange bade, lade radiatoren køre på fuld drøn med vidtgabende vinduer, opvarme Atlanterhavets kolde vande på en kunstig strand i Reykjavík og lægge varme i hovedstrøget; det er morsomt at gå en tur i den mest forrygende snestorm hvor bilerne kan skøjte rundt i gaderne, og idet man træder ind på den nederste del af Laugavegur er der ikke et fnug at se, der løber kun en sagte smeltevandsstrøm i hjulsporene på den overtrafikerede gade. Skillelinjen er skarp, på en enkelt centimeter er man når Laugavegur forlades atter tilbage i vinterbylandskabet.
At Laugavegur er overtrafikeret er næppe en overdrivelse, måske endda en underdrivelse. Hovedparten af bilerne er der for nysgerrighedens skyld, de er "á rúntinum" - på rundten, en disciplin som foretages alle ugens dage, på næsten alle tidspunkter, mest som tidsfordriv eller bare samvær med vennerne. Hovedparten af dem som er på rundten er unge under aldersgrænsen for gå ud-steder på tyve år, som, for at sige det på godt dansk, fredag og lørdag aften cruiser ned ad Laugavegur og "skoða fólkið", tjekker den linde strøm af bygæster ud inde fra bilen, gerne med musikken skruet helt op og med albuerne hvilende i de nedrullede ruder.
I løbet af en rundte kan man snildt nå en tre-fire gange ned ad den ensrettede Laugavegur, og man må køre i en kæmpe bue uden om centrum for at komme til gaden igen. "Nå, hvor skal vi køre hen nu?", lyder det fra chaufføren, og vi bliver enige om at tage en tur ud omkring Sæbraut for igen at lande ved Laugavegur. Det er en bælgravende sort himmel og sneen fyger ind over vejen. Der bliver skruet op for Páll Óskars toner og vi flyder gennem Reykjavíks gader.

Men tilbage til svømmehallen - indendørs ligner det til forveksling en dansk en af slagsen. Men udendørs finder man det som er specielt: "heitu pottarnir", de varme gryder, med 42 grader varmt vand. På en frostklar aften damper det voldsomt fra de små gryder og den kulsorte himmel hvælver sig over ens hoved. Vinden som står ind over gryderne sender dampen på flugt i forrygende formationer. Og så er der panoramaudsigt ud over Reykjavíks tusindvis af lys og Perlan, hvis fyrtårn sender skiftevis grønne og hvide lyskegler ud i natten.
Så kan man ikke gøre andet end at lægge sig tilbage og nyde udsigten mens men bliver godt og grundigt gennemvarmet midt i den frysende nat. Man føler sig næsten kongelig.

Et helt anderledes vinterstemning

2008-02-29T21:04:00.005Z

Jeg ser ikke længere end tyve meter ud af vinduet da jeg er gået ind for at tjekke vejrudsigten inde i edb-lokalet. Hele morgenen har det væltet ned med himmelstormende snemængder og fuldstændig overdimensioneret snefygning.
Om der minsandten ikke er spået opklaring i eftermiddag - så kan vi gå på legepladsen der. Her til formiddag er samtlige børn indendøre.

Ganske rigtigt kan jeg ved halv et-tiden se opklaringen nærme sig som en skarp linje helt ude fra Keflavík af.

Vi går ud klokken halv fire. For første gang siden i sommer er samtlige børn på legepladsen og der er et leben uden lige. Solen skinner, himlen er azurblå, det er vindstille og sneen blænder så vi må gå med solbriller. Alle er glade og fornøjede. Nogle bygger snemænd, nogle kælker og de allermindste børn prøver ivrigt at følge med og få møvet sig gennem sneen der går dem langt op over knæene. Alle smiler. Det er fredag. Sikke en glæde.
Hvis man lukker øjnene og vender hovedet mod solen kan man føle varmen og høre lyden - den lyd af fjerne børnestemmer man også hører når man en varm sommerdag ligger på stranden med hovedet halvt begravet i sand og håndklæde. Ja, det er sådan så flere af os lader den øverste del af flyverdragten hænge frit ned mens vi sidder et øjeblik og nyder solen og en kop varm kakao, som sad vi på terrassen ved en bjerghytte midt i et skisportssted i Alperne. Ja, det er netop stemningen af et skisportssted i dag. Varmt selvom det er langt under frysepunktet, mærkeligt, men lige præcis sådan husker jeg følelsen fra skiferier.

Så for en gangs skyld en helt anden og måske mere optimistisk stemning på en vinterdag, på skuddag, stemningen af Alperne her i Island, hvor der de fleste andre vinterdage hersker en helt anden, barsk stemning. Se nu bare på i formiddags.
Da klokken nærmer sig fem, nærmer skyerne sig også, og inden Elfa og jeg når at rydde det sidste legetøj ind i skuret er det igen begyndt at sne og blæse en halv pelikan, så stemningen fra før omgående hvirvles bort af snefoget som snart har slettet samtlige spor fra den glade eftermiddag på legepladsen: fodspor, snemænd, sneengle.

Om natten

2008-02-28T18:15:00.005Z

Jeg havde vel sovet i et par timer da jeg vågner, stirrer op i loftet og får en uudholdelig trang til at skulle på toilettet. Jeg plejer aldrig at blive afbrudt i min søvn af toilettets kalden, jeg husker ikke hvornår jeg sidst har skullet - gid man kunne udsætte det nogle timer og sove videre! Når man pludselig bliver nødt til at stå ud af sengen er det som om dynen bliver tre gange behageligere og fuldstændig umulig at rive sig væk fra. Hvorfor? Der kan der da ikke være nogen grund til det! Men - der er ingen vej tilbage: jeg må på mine dynevarme fødder stige ud på det kølige trægulv, åbne badeværelsesdøren og få det andet chok ved at træde ud på de endnu koldere fliser og endvidere blive sneblind i adskillige øjeblikke når jeg jeg tænder lyset. Og vaske hænder i iskoldt vand, fordi jeg ikke gider vente på at det skal blive varmt. Nu kan man idet øjnene akkurat har vænnet sig til lyset, slukke det og atter blive blind så man må famle sig ørt i retning af sengen.
Efter alle disse chok kan man ikke andet end være blevet vågen; jeg åbner vinduet og kigger en enkelt gang ud, før jeg lægger mig igen. Det gør jeg tit - lige kigger ud af vinduet - det er så rart, men er vel nok også bare blevet til en eller anden vane.

Idet jeg åbner op pisker fygesne ind og sender et kuldegys ned ad min bare krop. Jeg havde slet ikke set det var sådan et vejr, jeg kunne slet ikke høre vinden da jeg var vågnet - den må være kommet fra en retning, for der var musestille i lejligheden og det peb og knagede ikke som det plejer at gøre når det blæser.
Jeg kigger ud igen da sneen holder sig væk, og skuer direkte ud i et artisk eventyrland. Det er stille, men vinden er der, og den hvirvler sne fra tagene mange meter op i luften hvor det snørkler sig i spøgelsesagtige, træge bevægelser, siden hen i voldsom flugt med et vindstød og atter langsomt og svævende. Ind imellem vindstødene kommer den sorteste nattehimmel til syne med millioner af millioner af stjerner som blinker i den frostklare luft. Hen over hvælvet danser en bred bræmme af nordlys. Pludselig gløder hele vesthimlen lysegrøn og lyslilla og sender undertiden endnu kraftigere bånd hen over himlen.
Så kommer der et vindstød mere, og med et er luften mættet af et virvar af sne fra og til alle retninger så jeg må lukke vinduet i for ikke at få for meget smeltevand i vindueskarmen. Nordlyset vender tilbage, og så vinden og sneen, og så lidt at begge dele, og pludselig er det gået en halv time hvor jeg bare har siddet i vinduet. Jeg går ud på badeværelset og tørrer mit hår som efterhånden er temmelig gennemblødt - det var også bare fordi jeg absolut skulle sidde med hele krydderen halvt ude af vinduet i sådan et vejr, men jeg blev nødt til det, og lægger mærke til at jeg står og smiler da jeg får kigget ind i spejlet. Jeg bliver så glad af sådan en oplevelse. Det passer mig lige. Og nu kan jeg sove - det er enormt hyggeligt at krybe sammen under dynen og tænke på vinterens vidunderligheder lige ude på den anden side af væggen.
Måske var der alligevel en grund til at det netop var i nat jeg skulle vækkes sådan i utide.

Sikke en smuk morgen

2008-02-25T19:14:00.003Z

Jeg går op mod børnehaven. Nu er det blevet sådan at når jeg går på arbejdet ti minutter i ni, så står solen lige akkurat under bjergene mod øst. Så det er ikke mørkt længere, men er lige på det sted hvor det allersidste tusmørke glider over i dagslys.
De tynde skyer ligger rundt om i horisonten i vandrette linjer, eller er det skyfrit denne morgen, hvor frosten er tocifret og æder sig ind i huden. Vinden, som praktisk talt ikke er der, har skiftet retning og svovllugten fra i nat er lettet, og nu lugter har ikke af andet end vinter. Det er den lugt af dybfrossen vinter som næsten ikke har nogen lugt, det er som om den forsvinder sammen med alle lydene. For nogle dage siden havde vi nogle dage over frysepunktet og en dag jeg gik hjem fra arbejdet var det egentlig ikke specielt smukt vejr, det var helt overskyet og sigtbarheden ikke god, dog heller ikke dårlig, bare en almindelig tør gråvejrsdag med nogle plusgrader mellem fem og ti. Men lugten var bemærkelsesværdig, den lette brise lugtede så dejligt, så fik mig som så mange andre gange til at smile. Det var den lugt at en frisk luft, ikke kold, ikke varm, men otte grader behagelig, lidt ligesom dansk efterår eller islandsk sommer - som første gang jeg var her i Island sommeren efter min konfirmation. En sen højsommeraften kravlede far og jeg et godt stykke op på en fjeldside oppe på Nordlandet, og mens vi sad der og så den orange midnatssols skær over Ishavet blæste en luft med præcis denne lugt ind i ansigtet på mig.

Lugte fremkalder så mange minder, ligesom musik kan gøre det - eller ligesom helt tredje ting hos andre personer. Der er også lugten af sommer, i Danmark, som jeg husker siden anden klasse. Jeg troede ikke der var andre der lagde mærke til det, men en dag vi havde biblioteksdag og gik med lånebøgerne under armen udbrød Maria: "Nej, det lugter af sommer!", og jeg svarede noget i retning af "ja, sådan af sand og græs", og vi har helt enige. Jeg tænker stadig "sommer" når jeg lugter den lugt. Helt tilbage i Munkebo Børnehave opfandt jeg sammen med, jeg tror nok hun hed Louise, eller Jannie?, et vrøvleord for noget friskgrønt ukrudt som vi gik og spiste bladene af - og som i øvrigt smagte helt fantastisk og efter min mening sagtens kunne bruges i en salatskål!, noget hen i retning af ærtebælge, men dog mildere og lysere i smagen, ligesom farven - vi kaldte det sisikros (læg hovedtrykket på første stavelse og bitrykket på sidste, og udtal i'erne som i is og o'et som i Lone, og placer så endelig et stød mellem o og s).
Endelig skal jeg ikke glemme lugten af morgenluft, sådan det lugter i de første par åndedræt når man åbner vinduet om morgnen efter lige at være vågnet op. Det er næsten den herligste af dem alle, næsten metalagtig i bouqueten, hvis man man tillade sig at udtale sig sådan om lugten af morgenluft. Jeg kan blive hængende i vinduet og dvæle i flere lange stunder med sådan en fin lugt.

Jeg fortsætter op mod arbejdet og jo længere jeg kommer opad mod højderygge i Háteigurkvarteret, jo mere udsigt for jeg udover naturen omkring byen og ser at det er helt usædvanlig klart i dag. Jeg kan uden besvær se til Keflavík og jeg kan følge bjergene på Snæfellsnes helt ud i enden hvor de ender op i den dramatiske og sagnomspundne Snæfellsjökull. Så dramatisk er det dog slet ikke nu, alle bjergene er snehvide og bag dem er himlen lyserød, det strækker sig helt ind over Skarðsheiði på den anden side af Hvalfjörður. Det er alt sammen ud til at ligge så nært med det klare vejr. Længere ovre mod øst ser jeg et par skytotter og dampsøjlerne oppe fra Hellisheiði. Det ser ud som om skyerne er i flammer.

Jeg når ind på arbejdet. Klokken slår ni, og da jeg går fra garderoben og ind gennem spisesalen hvor der sidder en halv snes børn og spiser havregrød med mælk og rosiner, bryder dagens første solstråler frem over fjeldene og lader deres gyldne sejle ind gennem vinduerne.

Tag en dyb indånding!

2008-02-25T02:31:00.005Z

Nå, så gik endnu en weekend. Vinteren ligger stadig tungt over os, med undtagelse af en række dage i sidste uge hvor vi havde hele otte graders varme! Kort efter kom sneen og frostvejret igen. Alt bliver så meget flottere i det vejr, og man bliver ikke pladdervåd, man kommer højst til at ligne en snemand når man går ude - men det gør nu heller ikke så meget. Vejrudsigten viser frost og snebyger så langt frem det er muligt at spå.
Vejret i torsdags husker jeg stadig, og havde tænkt på at skrive et indlæg, men droppede det. Fredag var vejret endnu engang dejligt, men på en helt anden måde; det skrev jeg heller ikke noget om, selvom jeg mange gange overvejede det og allerede havde gået og formet sætninger inde i hovedet. Men det bliver så til en sammenfatning her.

Torsdag var det helt stille vejr, klart med et par drivende skyer over himlen, et par graders frost. Jeg var som som ofte før ude på legepladsen med børnene, hvilket jeg nyder. Selv den værste og mest uheldige dag hvor alle børnene tilsyneladende har fået begge ben og arme totalt forkert ud af sengen, løsner sig elegant op lige så snart de træder udenfor. Så falder der sådan en ro over det hele. Pludselig begyndte det helt magisk at sne lige så stille fra den næsten klare himmel, og det dalede ned med fine snefnug.
Dagen efter blæstes den fine magi fra gårsdagen væk af en hæftig kuling. Til gengæld var det helt skyfrit og tørt i vejret, og sneen føg i solskinnet, og alt tog sig atter helt anderledes ud. Når børnene af og til skvattede omkuld - dog ikke på grund af vinden den dag, mere som børn nu regelmæssigt gør, og ikke slår sig det mindste, tænk hvis voksne gik rundt og snublede ligeså meget; men der er selvfølgelig ikke så langt at falde for børnene - da føg en dyne af sne hen over dem - det så ret morsomt ud.

Alt har været så smukt og klart i dag, søndag. Vinden har igen forladt os for en stund og skyerne har heller ikke været at se i dag. Den blå skumring var så smuk, den kan tage pusten fra mig hver gang jeg ser den, og hver gang bliver jeg forbavset over at det virkelig ser sådan ud og at det ikke bare er et redigeret billede i et rejsekatalog.
Nu er det nat, stjerneklart med millioner af stjerner over det snedækkede Reykjavík. Da jeg kom hjem for lidt siden bed den strenge nattefrost sig ind i ansigtet på mig, der hvor huen og halstørklæder ikke når til.

Jeg åbner vinduet på klem for at trække noget frisk luft inden jeg går i seng - og ind siver en fæl lugt af æg ind af vinduet. Så kraftig har jeg aldrig før bemærket den hernede i byen, men kun når jeg har kørt forbi kraftværkerne oppe på Hellisheiði eller været i andre geotermisk aktive områder. Når det er så stille og koldt i vejret, så rutsjer den kolde luft derindefra lige så stille ned over Hovedstadsområdet. Den er virkelig styg!
Men på samtidig er den også bare så islandsk - jeg kigger ud i natten hvor Reykjavík sover tungt, fyrtårnet blinker lige derovre, kulden bider, sneen ligger let og mine elskede ranglede orange gadelygter står trofast og majestætisk ned ad Skipholt og lyser op for ingen som helst. Så kan jeg ikke gøre andet end at smile.

Æ þink ðis is kænd öf fönni

2008-02-19T02:10:00.004Z

Ná æ vil træ to vræt somþing inn mæ blogg in englis böt við æslandik letters, læk ðis. Æ þink it is só fönni bíkos ðer is akksjoli olmóst ðe ræt letters in ðí æslandik langvids to vræt en englis text, vits ðer is nott in menní oðer, for exempel deinis or svídis, ðei níd ðe sánds læk ðe vons in þikk en ðis. End ðen, ven jú vræt við ðís letters jú gett ðe næs æslandik akksent veri ísi. Ðei sei its veri strong end ven jú sí ðe tíví jú kan hír þings læk djeims bönd end klósan flöss. Æ þink ðis is veri fönni bíkos æ læk tú hír difrent sánds. End meni tæms æ akksjúli sí ðis kænd off vræting englis, veri möts difrent in neims.
Vot sjúd æ vræt mor? Æ kan sei ðatt ðe vind is veri strong vræt ná átsæd end ðe vind is læk búm búm búm on mæ vindó. Ðen æ kan olsó tel jú vot meni æslanders læk dúing in ðe sömmer. Som þink its veri næs tú gett som sön in ðe sáþ bött meni stei hír in Æsland end djöst dræv öránd ðe köntri in ðeir bigg kars ver ðei sí ðe bjútíful æslandik landskeip við ðe blakk sand bítses in ðe sáþ end ðe mántens. Jess, ðer ar meni ðatt dú só.

End ðen in vinter jú kan gó for exempel on skí in ðe mántens, jess, ðer ar difrent skí areas in Æsland, öránd ðe kappital böt móst in ðe norþ. Ðatt is veri næs, æ þink só. End iff jú vont tú gó bakk jú ar olveis velkomm. Só sí jú.

Gråt

2008-02-16T18:06:00.010Z

Det er noget rigtigt pladder, er det. Skyerne ligger så lavt at bare treplanshuse forsvinder deroppe, som var de tårnhøje skyskrabere. Det drypper og sjasker og bruser ned med fint støvregn. Termometret på tanken viser +5°. Når det regner bliver alt så lydt - alt har været så stille gennem den sidste måned hvor vi har haft frost og sne, men ny lyder det som om jeg går i gennem et trafiktungt Manhattan. Det er halvmørkt og jeg kunne måske presses til at kalde det halvtrist. Jeg går på stien op mod Kringlan og bilerne suser hensynsløst forbi, mit hår bliver efterhånden gennemblødt og klasker ligeså stille ned af panden og lader dråberne glide ned og hænge til pynt yderst på næsetippen. Jeg kan næsten ikke gøre andet end at tænke ØV og vente til mine fødder har transporteret mig frem til målet. Jeg glæder mig til på tirsdag, der har de lovet koldere vejr og sne; det er bedre end det her.
Det er overfyldt af mennesker inde i indkøbscentret - her lever man på sådan en grå lørdag eftermiddag når man ikke har andet at tage sig til. Alle "fortovs"-cafeerne er proppede til bristepunktet af caffè latte-drikkende gæster.

Jeg oser rundt i forskellige butikker, egentlig ikke fordi det er særlig spændende, bare fordi jeg skal have lidt tid til at gå på denne grå dag, præcis ligesom alle de andre. Det er nu også meget rart bare at gå og snuse indtryk til sig.
Et øjeblik slår det mig hvor mange flotte, pæne, ligefrem lækre islændinge jeg passerer og tænker flere gange "wow". Der er et eller andet som bare er islandsk ved deres udseende, uden jeg kan sige hvad; jeg har flere gange fået at vide at jeg så "dansk" ud, uden vedkommende så kunne sige lige præcis hvad det var. Men det er nu egentlig heller ikke så mærkeligt, er vi ikke også enige om at svenskere er lette at genkende? At indere, grækere, englændere, østeuropæere, franskmænd osv. osv. er svære at tage fejl af?
Jeg køber krimien Mýrin i en boghandel, den har jeg hørt så meget om, så nu må jeg læse den og se hvad den gemmer af oplevelser.

Efter en hurtig indkøbstur forbi Bónus trasker jeg igen hjemad gennem vejret som ikke har ændret sig den mindste smule. Jeg propper høretelefonerne i og hører radio på mobilen. Jeg synes gudhjælpemig - undskyld eden, men de er lidt vanskelige at undgå i visse situationer - også at musikken i radioen er grå og tungsindig og ikke hjælper det mindste på vejret. Det er åbenbart bare meningen at det skal være sådan i dag!?
Da sangen slutter og radioværten introducerer næste nummer afslutter han "... og det næste nummer vil på sådan en gråvejrsdag nok få hjertet til at slå lidt hurtigere hos rigtig mange kvinder - og måske også hos mange mænd".
Det varmede inderst inde, og jeg følte mig helt godt tilpas og nød resten af turen hjem gennem det slørede halvmørke som var blevet en hel tand lysere og mere positivt. Nogen gange skal der ikke mere end et par ord til at løfte humøret.

Afskedsstemning

2008-02-14T21:56:00.007Z

Gennem den sidste uge har vi i børnehaven haft besøg af to børnehavepædagoger fra Antwerpen i Belgien. De har været meget imponerede af Island og børnehavesystemet, og ikke mindst naturen her. Vi har til gengæld lært flamske børnesange og -danse, hvilke børnene fandt umådelig morsomme da vi havde samling i formiddags. Her i aften har vi haft afskedsmiddag i børnehaven, de rejser hjem tidligt i morgen. Og den kommer altid, den besynderlige men altid samme stemning når man står og siger farvel - ikke fordi det er overfølelsesladet, men alligevel sært på en eller anden måde, lige meget om det er meget nære personer eller nogle ligesom i denne situation.
Jeg synes altid det er nat og halvkøligt når man står der og siger farvel. Det er selve rejsesituationen der er lidt sær, sådan helt længselsagtig, rejsefeber som også rammer mig selv om jeg ikke skal rejse. Sådan får jeg det i hvert fald hver gang. Hvis jeg er den der skal rejse er det altid at sige farvel til det sted man har været, og skal jeg omvendt blive, så får jeg sådan en storslået følelse, ligesom en overdimensioneret tåreperser, og kan næsten høre en højtidelig og tapper stemme for mig selv: "Ja, nu bliver jeg her, her hvor jeg hører til. Kan I have en god rejse", og alt påstyret i sidste øjeblik med at sige farvel, få puklet al bagage ind i bilerne som allerede står klar og oser og lyser ud i natten, alt det ender pludselig brat med lyden af forsvindende biler i løbet af få sekunder, og tilbage er en larmende stilhed. Så står vi tre tilbage og siger "ses i morgen" til hinanden og forsvinder i hver sin retning ud i mørket. En let brise fejer ind over området og trækker hverdagen med sig mens den puster den resterende lugt af bilos bort. Så ligner det atter sig selv, som om intet var hændt.

Jeg trasker hjem, og trods mørket kan jeg se tågen komme rullende inde fra højlandet. Denne gang er jeg glad for at det ikke var mig der skulle rejse. Det er en rar følelse.

2008-02-12T21:40:00.001Z

"Jeg løber gennem gaden i lynets hast, hjertet sidder oppe i halsen på mig, mine ben holder snart ikke til mere. Jeg løber, løber, løber skrækslagen gennem askeregnen som et usynligt genfærd bag det frådende gab som åbner sig ned til helvede. Det vælter op med glødende lava i en væg foran mig og lyser faretruende op i den mørke nat. Jeg haster mig ind for at tage de allervigtigste ting med mig, løber ukoordineret rundt i stuen. Da jeg tager i hoveddøren for at løbe tilbage til havnen bliver jeg mødt af et bedøvende mørke. Gadelygterne er slugt, alt er kulsort, det regner med aske ned i håret på mig. Det er en mur af sort, sort, sort ..." Så antager hun et stift udtryk og stirrer udtryksløst gennem os andre, vifter siden hen sukkende med hånden og tager en slurk kaffe.

Endnu en kaffepause og et par overhørte samtaler. Emnet var gledet over i det mystiske hjørne, og en af mine kollegaer fortæller om et af sine mange mareridt efter oplevelsen af vulkanudbruddet på Vestmannaeyjar da hun var barn. Det løber næsten koldt ned af ryggen. Sikke en voldsom oplevelse det må have været.

Her til aften har vi holdt personalemøde oppe i Geislabaugur Leikskóli i Grafarholt i det østlige Reykjavík. Igen blev jeg imponeret af Island, det er virkelig sådan et storslået sted, man behøver ikke engang bevæge sig uden for Reykjavík. Der er udsigt til bjergene og ind østover begynder lavaformationerne at flyde ubevægeligt gennem landskabet. Her ender al bebyggelse brat. Til den anden side falder byen stejlt ned mod havet, men rejser sig ligeså hurtigt igen mod Esja.
På turen hjem var det blevet mørkt, og oppe fra denne del af byen kan man se ned over hele byen. Det er en lysende slette, det er ubeskriveligt smukt. Og det er så klart. Der en en helt særlig stemning at køre gennem denne verden. Så fremtidsagtigt, på en eller anden måde, alle lygtepælene står rangt og lyser ud i frostluften og jorden er dækket af et jævnt lag sne. Inde på tankstationerne og i siderne af vejen er der hist og her skrabet enorme snedynger sammen. Alt er så ualmindeligt pænt og ordentligt. Jo, det minder lidt om science fiction.

2008-02-07T01:15:00.000Z

Klokken er kvart over et. Jeg slukkede lige for fjernsynet efter at have set en film, og havde bestemt mig for at gå i seng - men jeg bliver nødt til at berette om dette øjeblik. Jeg er sat i helt rigtig stemning til at skrive, sådan hvor ordene bare strømmer ud.
Jeg sidder med computerskærmen som det eneste tændte lys og oprullede rullegardinerne. Ind kommer et stærkt, men dog diffust orange lys, natten er slet ikke mørk - det vælter ned med sne, virkelig vælter. Jeg er nok ekstra modtagelig for indtryk nu, efter den islandske film jeg lige sad og så, de er så tungsindige, sørgelige og storslåede på en sær og næsten skræmmende måde, ligesom Island selv. Damen i radioen læser vejret op i lange baner klokken et og lover voldsomt vejr i vente. Jeg danner mig som vejrstationerne bliver remset op efter geografisk placerings rækkefølge et indre vejrkort af vejret omkring denne vejrbidte ø. Det blæser med orkanvinde i farvandene rundt om landet og så advarer hun om svær overisning og kraftigt snefald i strædet ude vest for Reykjavík. Pludselig får jeg et sus af at stå her i den lune lejlighed mens snestormen hærger ude og gør farvandene til rene mareridtsscener. Pludselig slår det mig at jeg virkelig er ude midt i ingenting, Reykjavík ligger bare her på et sådan umenneskeligt sted på en tange ud i Atlanterhavet og leger moderne storby. Man glemmer det i hverdagen, men på sådanne tidspunkter er det en dragende tanke at tænke på byen som et lille lysplet midt en rasende fimbulvinter. Det er så trygt og godt herinde i varmen.

Jeg har før talt om det, og som nævnt ovenfor er der en særlig stemning over islandske film, både handlingerne og musikken og alt i samspil. Jeg har snakket om en særpræget islandske sound i musikken som bliver produceret her. Og så kan man spørge sig selv hvorfor det alt sammen skal være så melakolsk og trist, og hvor alt den storslåethed kommer fra.
Det er slet ikke svært at svare på det, sådan er det bare her. Det ligger dybt nede i naturen og befolkningen, det skinner endda igennem de topmoderne reykjavíkborgere som stavrer gennem indkøbscentrenes adskillige modebutikker og ikke spor ligner "sådan nogle" der tror på alfer og underjordiske folk.
Jeg kommer udefra og mærker tydeligt hvorfor de særlige stemninger er som de er. Kynisk kunne jeg spørge mig selv om det ikke bare er fordi jeg hjemmefra har lyttet til musikken og læst at "den er melankolsk" og at der findes "en speciel islandsk sound", det er kunstnere som Björk og Sigur Rós' musik som man hører og læser om uden for Island, hvilket har fået mange mennesker til allerede at forgude dette land, før de overhovedet har været her. Spørgsmålet er så om man bevidst fremkalder disse stemninger som man nu havde læst så meget om, for at kunne sige "nej hvor er her bare fyldt af melankoli, nej, hvor er det sjovt og spændende at opleve". Det kan der være noget om, og jeg selv er da også meget fascineret af tanken om alt dette mærkelige, så det kan sagtens være.
Men det er her!

Det har altid været her, og selvfølgelig, må man også kunne sige, hvorfor skulle folk i middelalderen ellers komme på sådan nogle historier om overnaturlige ting og dødbringende gengangere. Det er til at se og høre i de gamle viser fra middelalderen. Livet var hårdt og naturen var voldsom, og det har skabt disse drabelige fortællinger og sagn som stadig lever. De fleste islændinge vil meget nødigt afvise deres tro på alfer underjordiske folk, og svaret bliver sjældent et klart ja eller nej - "der er jo ikke noget bevis på at de ikke er her, men til gengæld masser af tegn på at de er". Dette "det" er slet ikke til at komme udenom i Island! Underlige vuggeviser og gamle uhyggelige fortællinger fortælles til børn helt nede i børnehaven og kommer ind som en del af enhver islændings opdragelse. Igen og igen føler man de sælsomme udtryk fra kvadene.
En kendt og meget populær vuggevise har hvis man lytter til teksten et gysende væmmeligt indhold, det er til at få kuldegysninger over; det er godt at de yngste børn bare synger glædeligt med og ikke tænker videre over teksten når de lægger sig til at sove. Jeg vil oversætte et par vers og lade dem stå som afslutning, de siger det hele og kunne stå i stedet for hele dette indlæg.

Når vejret raser bidskt
og ruger over den mørke slette,
tænder jeg mine fem lys,
uddriver vinternattens herskende mørke.

Bíum bíum bambaló
bambaló og dillidillidó.
Jeg vugger min ven til ro
men ude venter ansigtet på ruden.

Bolludagur

2008-02-04T22:08:00.000Z

Gígja henslynger at skiltet ved Kringlan viste -8° da hun kørte forbi, og Steinunn er hurtig til at beslutte at vi bliver inde med børnene her til morgen. Vegagerðin, Vejdirektoratet, advarer om kraftige vindstød på Kjalarnes her til morgen og dagen ud. Sneen fyger voldsomt i kastevindene og slører det spæde morgenlys. Reykjavík var været vågen i flere timer, men først nu vågner resten af naturen op, lidt efter lidt, som solen kommer til syne bag fjeldene mod øst. Først er det mørkeblåt, så følger laksefarvet, purpur, postkasserød, orange og med et blændes man af dagens første dyborange solstråler, som skinner gennem snefygningen og får det til at glitre som guldstøv.

I dag er det national Bolludagur, Bolledag - og nej, det er ikke en dag hvor landets fremtidige demografiske omstændigheder skal sikres, sådan som man har set det i Rusland, det er helt uskyldige flødeskumsboller som spises i massevis, og bagerne bugner af alskens boller med flødeskum, lige fra walesdej, via almindelig gærdej og helt ud i berlinerudgaven med olie og sukker. Fælles for dem alle er dog flødeskum, masse af flødeskum, chokoladeglasur og så lidt syltetøj for smagens skyld.
Jeg er mere end overmæt og forkvalmet da jeg går hjem fra arbejde i dag, men de var gode, bollerne! De fleste af børnene ved mit bord formåede med fortænderne at skrabe laget af chokoladeglasur af i professionel stil og siden efterlade bollerne som om ingen havde rørt dem.

Efter arbejde vandrer jeg en tur ned til kysten i den hårde kuling. Det er ishamrende koldt, og det sprøjter ind over stien med salt vand fra det frådende hav, jeg kan næsten smage sommerferierne ved Middelhavet skønt kulden er godt på vej til at bedøve mit ansigt. Alle kampestenene ned til havet er dækkede af et tykt, hvidt lag is, næsten som glasur oven på flødeskumsboller. Nej puha, ingen boller!
Jeg trækker huen længere og længere ned om hovedet, så langt den kan komme uden at spærre udsynet. Det blæser orkan på toppen af Esja, skyerne er af en mærkelig jævn, strømlinet karakter og klamrer sig i farten til de stejle klippesider. Det ser smukt ud i den begyndende solnedgang, hvor alt begynder at gå til ro igen, og lige så stille gemme sig væk i de smukkeste farver, indtil alt er sort.
Jeg vender omsider ryggen til den dræbende vind og bevæger mig væk fra kysten. Det går gennem marv og ben. Jeg må hellere sætte kursen hjemad. Jeg går gennem et kvarter med en masse nye mangeetagede bølgebliksblokke i forskellige jordfarvenuancer. Ind imellem er byggeriet stadig godt i gang. Vinden hiver og flår i jerngitrene som afspærrer byggepladserne og sneen har antaget en rustbrun farve. Det er et besynderligt område.

Jeg fotograferer et par af de tårnhøje kraner som strækker sig mod de uddøende farver på himlen. Inden jeg når hjem begynder det at sne, og fra opgangen kan jeg se en mur af skyer og Esja er sporløst forsvundet et sted derude. Jeg overvejer aftensmaden, tænker på flødeskumsboller. Jeg udskyder aftensmaden.

Jeg dropper aftensmaden.

Wow!!

2008-02-01T23:15:00.001Z

Jeg havde egentlig gået og tænkt på at skrive et indlæg om hvordan dagen i dag har været så smuk; jeg kan lige gøre det kort: Det har været helt klart vejr men kraftigt sollys og kulden er sivet som et bedøvende tæppe fra nord og i løbet af i dag har vi jævnt haft ti til elleve graders frost. Dagen har været ganske ulig gårsdagen, for der har ingen vind været, og det har været helt tyst under kuldetæppet.

Nå, men her til aften bestemmer jeg mig for at gå en lille tur, vandre lidt rundt ude i kulden og lade mig fylde med lidt vinternat. Jeg tager mit kamera med i lommen, hvis der nu skulle være noget som fangede min opmærksomhed. Så jeg klæder mig godt på, finder skisokker, halstørklæde, hue, islandsk sweater og vanter, støvler osv. osv., indtil jeg ligner en eskimo. Det er minus tyve udenfor nu; sneen knaser på en helt anden måde.
Og nu er det så at mit "wow" begynder - da jeg lige vil kigge på den sorte nattehimmel for at nyde det stjerneklare vejr, så er hele himlen fyldt af grønne og lilla, bølgende gardiner af nordlys! Det havde jeg slet ikke regnet med, og er fuldstændig paf. Man kan slet ikke være andet når man oplever sådan noget. Godt nok har jeg set noget i Danmark, men det her er det som jeg altid kun har set på billeder, og egentlig ikke har syntes var så fantastisk endda, men jeg er stadig måbende mundlam og står og stirrer paralyseret op på det mærkværdige, fuldstændig ubeskrivelige syn. Pludselig forstår jeg hvorfor så mange mennerskers fascination af dette lys, og også hvorfor det har virket skræmmende og været et uheldsvarsel for mange folkeslag i polaregnene i mange tider. Det kan sagtens virke frygtindgydende, men samtidig noget af det smukkeste.
Jeg havde aldrig troet at de virkelig bevægede sig hen over himlen, jeg troede bare det var hurtige afspilninger i forskellige fjernsynsudsendelser, men de slyngede og bugtede sig i linjer og buer, og endda cirkler henover Reykjavík. - Men hov, jeg har jo mit kamera!, huskede jeg pludselig, og begyndte af fotografere. Det kan dog slet ikke blive det samme på billeder, men lidt kan man dog godt se. Jeg har fuldstændig glemt kameraet i min forbavselse over nordlysene.

Kulden gnaver sig ind gennem støvler og vanter, det er koldere end inde i min dybfryser derhjemme. Det er helt ubeskriveligt fascinerende at gå igennem denne nedfrosne verden.

Den lyd!

2008-01-31T23:08:00.000Z

Når man i en film skal skildre et øde, koldt og ugæstfrit sted følger notorisk et snedækket, fastfrossent landskab, lidt fygning og så den lyd af vinden som hyler mørkt og et eller andet som står og klaprer. Den opskrift virker altid.
Sådan var det i dag. Det var ikke til at tage fejl af. Da jeg træder ud af døren, træder jeg ud i en film - lige præcis på sådan et øde og ugæstfrit sted.

I nat vendte vinden mod nord, og temperaturen er faldet drastisk til under ti graders frost og en lammende storm har sat en dæmper på landet. Det blæser hensynsløst og uhæmmet ind over alt og alle og det er nærmest hypnotiserende koldt. Selv sneen er helt ugenkendelig, den er fuldstændig hård og man kan gå oven på den uden den brister. Det sner kun meget let, men fyger tværtimod kraftigt nede i jordhøjde. Og så er der den lyd! Den er mørk og den er hylende og konstant, og prikken over i'et givet det at trælågen ved et af husene konstant står og hamrer op og i. Det er den helt perfekte location til en øde vinterscene i en film.
Alle stemningerne er med, den rå, tungsindige og fuldstændig ensomme stemning; det er lyden som gør meget af det. Det er helt utroligt så meget en lyd kan rumme af indtryk. Den er så markant et den er blevet en fast ingrediens i mange islandske bands' musik som underlægning - nogle numre består sågar udelukkende minutter lange optagelser af denne lyd. Det er noget at det som giver meget af islandsk musik den af mange omtalte islandske sound, som det hedder i musikterminologi.

Hov - den er væk!

2008-01-30T09:12:00.000Z

Nu har der lige siden jeg begyndte her på arbejdet i august måned været en gren med torne som har strittet ud over stien på vejen herhen. Jeg har mange gange tænkt at det dog var et utrolig irriterende sted den sad, men efterhånden bare tilegnet mig en automatisk undvigelsesmanøvre hver gang jeg er gået forbi den. Jeg undgik den også i dag. Men, den var der jo slet ikke! Grenen med tornene var væk!
Alt tyder efter udseendet på at der er en der har fået flip og flået den af busken i hysterisk irritation. Der var efterladt et stort flosset brud der hvor den havde siddet, og var i hvert fald ikke skåret med en saks!

Så nu behøver jeg ikke længere at undgå den hver morgen, men ikke desto mindre går der nok et lille stykke tid før jeg vænner mig af med min lille daglige undvigelsesmanøvre, og jeg bliver nok lige overrasket over dens manglende tilstedeværelse adskillige gange endnu.

Små reflektioner

2008-01-29T17:26:00.001Z

Der findes utrolig mange smukke ting, ikke mindst når man først får stoppet op og set alle detaljerne. Pludselig åbenbares en masse ting som man slet ikke normalt ser, og det giver en utrolig mængde energi at lade sig beundre af og give sig tid til at lægge mærke til disse små ting og hændelser som man ellers måske bare tager for givet, bare et halvt minut i ny og næ.
Det er sådan nogle tidspunkter hvor man falder i staver, dagdrømmer, er åndsfraværende eller, med moderne sprog, stener, og mange gange bliver "vækket" af en viftende hånd foran ansigtet og et "hallo, er der nogen hjemme?", og nærmest undskyldende svarer "uha ja, jeg var lige væk et øjeblik" og stikker modparten et påtaget "ja, det er også bare mig der sidder her og sover"-smil som om det var en fejl man lige havde begået.
Jeg siger ikke at vi alle skal gå rundt i en evig tåge af dagdrømmeri, det ville jo være noget værre rod, men bare en gang imellem et lille øjeblik.

Jeg husker helt tilbage fra min egen børnehavetid tusserne som vi brugte når vi tegnede; der var de tynde tusser og de tykke tusser. Alle var de i klare farver, jeg husker samtlige af dem, mange nuancer var der ikke, men det tænkte man ikke på dengang. Der var den (postkasse)røde, den (citron)gule, den lysegrønne, den mørkegrønne, den klare (appelsin)orange, den brune, den lilla, den mørkeblå, den lyseblå, den pink, den hudfarvede, den (muse)grå og den sorte - de fandtes både i en tynd og tyk udgave. Jeg kunne blive helt opslugt af især den pink farve, så meget at jeg farvede og farvede papiret indtil det var næsten helt opløst og rullede sig sammen i små våde kugler. Den pink farve var helt lysende og jeg kunne sidde og kigge på den i lang tid på papiret, den var pink som russisk salat, bare endnu mere intens. Noget andet var den var den tykke lyseblå tus. Den var "bare" lyseblå på papiret, men til gengæld var jeg helt betaget af selve tusstiften i pennen: den var mørkere og havde en helt ubeskrivelig smuk nuance af himmelblå. Jeg har været en to-tre år gammel, men præcis disse øjeblikke fra min børnehavetid står helt klart.

Kender de fleste ikke også det at vågne op om morgenen, slå øjnene op og følge støvkornene på øjeæblerne som sagte glider nedad. Så kan man lige blinke en enkelt gang og få dem til at bevæge sig opad igen. Det kan man falde i staver over i lang tid, og jeg undrede mig i mange år over hvad det egentlig var for noget, de der små halvgennemsigtige pletter der bevægede sig og man selv kunne styre ved at blinke med øjnene, indtil jeg hørte at det var støvkorn. Jeg havde ingen anelse om hvad det kunne være, og slet ikke tanken at det kunne være placeret på selve øjet. Men jeg spurgte aldrig nogen om hvad det var.

I dag sidder jeg i min kaffepause og læser avisen. Idet jeg bladrer, reflekterer urskiven på mit armbåndsur lyset fra den kulørte lyskæde som hænger hen over maleriet bag mig. Hvis jeg vugger håndleddet lidt frem og tilbage skifter de små reflektioner farve, snart er det rødt, så blåt, så grønt. Det funkler som klare ædelsten henover urskiven.

Þorrablót

2008-01-25T23:57:00.000Z

Súrsaðir hrútspungar, harðfiskur, svið, blóðmör, lifrarpylsa, hákarl, flatbrauð, rúgbrauð, kartöflur, rófustappa, síld, hangikjöt, hvít sósa. Vinterfesten Þorrablót vrimler med traditionelle islandske retter som stammer fra en tid hvor danskerne forbød islændingene i at få salt - så måtte man finde på andre måder at konservere maden på, blandt andet ved at syrning og røgning.
I dagens anledning er der i dag stor buffet til middag, og et langt buffetbord står i spisesalen med et afsvedent lammehoved som pynt på en piedestal i midten. Der lugter for at sige det mildt ret kraftigt i salen da vi sætter os til bords. Bryndís fra køkkenet fortæller mig, danskeren, med iver om alle de små retter, hvordan de er lavet og hvordan man spiser dem. For resten gemmer der sig bag de islandske navne i starten følgende retter: Syrnede væddertestikler, tørfisk, fårehovedgele, blodpølse, fåreleverpølse, modnet haj, fladbrød, sødt rugbrød, kogte kartofler, mos af gule roer, sild i lage, røget lammekød og hvid sovs. Så er det bare at sætte tænderne i!

Appetitten hos børnene er ikke så stor som den plejer at være, men ikke desto mindre er der en god del af børnene som bare spiser og spiser. Det bedste er silden (det minder umiskendeligt om dansk julesild) og tørfisken som man spiser i små bidder med smør på. Det er ret bastagtigt de første par sekunder, men efter en god gennemtygning er det blødt helt op, og er en himmelsk oplevelse af en saltet smag - islændingene spiser det som chips, og med god grund synes jeg. Så er der det røgede lammekød, hangikjöt - hængekød - som man spiser med fladbrødet. Det er nu heller ikke så ringe endda! De syrnede væddertestikler lyder skræmmende, men smager egentlig bare af geleret kød med citronsaft, selvom det nu ikke er citron, men en eller anden syrningsproces de har været udsat for. Fåreleverpølsen er også helt udmærket.

Men herefter bliver det også noget specielt; blodpølsen laves i en stor balje hvor man samler fåreblod og fedt og blander det sammen med mel og gryn. Siden fyldes det i den tomme fåremave og sys sammen, hvorefter det bliver kogt. Man kan spise den porøse pølse varm lige efter kogning, eller vente og lade konsistensen blive helt fast, næsten som smør. Det smager egentlig ikke af det helt store, men når man tygger det er det som at tygge i margarine hvor fedtet sætter sig fast på ganen, og der er nogle sære klumper hist og her som jeg egentlig ikke er interesseret i at vide hvad er. Og til sidst den berømte hákarl, hvilket er det islandske ord for “haj” og udtales hawkardl med tryk på første stavelse, rullen på r’et og et lydløst L i slutningen. Det er grønlandshaj som i sig selv er giftig, men efter nogle måneder nedgravet i jorden hvor den er modnet og trådt godt ind i en forrådnelsesproces bliver den spisbar, altså, på den måde at man ikke bliver syg af at spise det. Spørgsmålet er om det virkelig burde spises. Det serveres i små udskårne terninger og spises så med tandstikker. Det lugter efter min mening fælt af salmiak og en fuldstændig sindssyg fiskelugt. En dreng på min stue sidder og spiser løs af den lille skål med glæde, og har tømt den inden jeg har set mig om.
“Argh hva’!”, tænker jeg. Så kan jeg også, så jeg tager lige en omgang mod til mig og spiser en terning. Så nu kan jeg sige at jeg har spist HÁKARL!

Sådan skal det bare være!

2008-01-24T23:49:00.000Z

Med en vis risiko for at komme til at lyde kosmisk, så har jeg bare oplevet det bedste her til aften. Det har sneet kraftigt næsten hele dagen, men her i aften kom blæsten også med i spil, og så ligger Reykjavík gemt væk inde i vinteren.

Efter et par timers kor hos Norræna Félagið på Óðinsgata i hjertet af centrum går jeg hjemad. Det sner. Jeg tror det sner mere end jeg nogensinde har set. Det vælter ned gennem Týsgata med sne, fygning og stiv kuling - luften er mættet, og da jeg drejer ned ad Skólavörðustígur forsvinder den til begge sider ud i ingenting, ligesom i tåge. Jeg går den helt forkerte vej, men jeg må og skal bare derop, op til kirkepladsen foran Hallgrímskirkja. Det fyger i flere meters højde, det fyger fra tagene, mine forspor bliver næsten øjeblikkeligt slettet og de i forvejen tilføgne biler forvandles til stadig mere fremmede væsener.
Så dukker kirketårnet pludselig frem i snestormen, det tårner sig voldsomt op foran mig og åbenbarer sig som et sløret billede af sig selv som standhaftigt står i uvejret. Jeg møver mig ind på kirkepladsen og står i et inferno af vinde som netop lige her svipper ind over højdekammen som går gennem Reykjavík - herfra går det ned til alle sider. Det er til at blive mundlam af. Det er så stort. Der er et eller andet samspil mellem det her sted og min hjerne, det går helt berserk. Der er noget ved kirken, næsten guddommeligt. Og så i det her vejr, det er ubeskriveligt. Sneen lukker mig inde, og får mig til at føle mig endnu mere alene lige her, selvom jeg i forvejen er alene; folk er for længst krøbet ind bag de lunende ruder hvis varme lys jeg kun akkurat skimter herfra. En lukket, næsten tavs verden og en underliggende mørk brølen af vinden. Det fyger i sære runde formationer ind over kirkepladsen og faldvinde fra kirketårnet kommer uventet og konstant og blinder udsynet.

Jeg træder ud af denne mærkelige tilstand og lader mig fyge ned ad Frakkastígur; på et eller andet tidspunkt støder jeg vel nok på Laugavegur og kan dreje til højre.

Plask!

2008-01-22T23:45:00.000Z

… ja, det er det der bedst har kunnet beskrive dagen i dag. Og så dog alligevel …

Nu har vejret været stabilt i utrolig mange dage hvor vi har ligget inde i en isnende luftmasse og fået en vild mængde sne, indtil så i aftes hvor der blev lovet storm og tøvejr. I nat fik vi så en af de snart sædvanlige storme i hovedet, og vinden nåede også op på en halvtreds-tres sekundmeter på de værst udsatte steder i nat. Og så regnede det, og det regnede og regnede. I løbet af seks timer faldt der 70 mm regn, og resultatet da jeg skulle på arbejdet i morges var ikke mindre end PLASK. Der lå op til tyve centimeters vandmættet, tung sjap over alt og for hvert skridt jeg tog svuppede det med dybere og dybere plask. Sikke noget sjask.
Det var kun de ældste børn i børnehaven som vågede sig udenfor i dag, og da blev overtøjet ellers sat på en vandtæthedsprøve. Det stod ned i stænger! Og stormen jog med hensynsløse vindkast ind over legepladsen så alle børnene måtte stoppe op og plante benene solidt et stykke fra hinanden og så ellers vente de øjeblikke som vindstødet varede. Vådt, vådt, vådt, koldt og klamt - altså udenfor. Indenfor var det fint at sidde og kigge ud på.

Da jeg senere gik hjem fra arbejdet blæste det stadig kraftigt, men nedbøren var næsten holdt op - og omkring 30 cm sne, nogle steder hele snedriver var pist borte efter pladdervejret.

Her sidder jeg og ser fjernsyn, og jeg kan høre vinden som begynder at rive fat i bygningen igen. Jeg ruller gardinet op, kigger ud, og ser forbløffet lige ind i en mur af en snestorm; det fyger voldsomt i alle retninger og vælter i enorme strømme ned med sne. Det var ikke så lang tid vi fik lov til at være snefri.

"Sólin er komin"

2008-01-17T18:51:00.000Z

Da børnene træder op i vinduet udbryder de spontant: “Sólin er komin! SJÁÐU, Marc!”

Øjnene lyser af glæde og de smiler med hele kroppen. I dag kom solen for første gang i vinter lige akkurat over husenes tage, boligkvarteret som ligger syd for børnehaven, og solens stråler flød ind gennem vinduerne og opyste rummene i en stærk lysegul farve.

Der ligger et tykt lag sne overalt, det sner stadigvæk! Til gengæld er den meste vind borte, så den sne der er faldet siden i går har ændret landskabets barske udseende med fygesnedriver, skarpe kanter og vilde sneformationer til et blødt flormelislandskab, med fine, afrundede kanter. Og så kom solen frem i dag, og den isblå himmel kom til syne mellem de kraftige snebyger som hele dagen er rullet ind over Reykjavík.
Himlen virker enorm som den hvælver sig over ens hoved her, det er virkelig stort, og snebygernes bevægelse skaber deres helt eget lys når solen skinner ind i dem og genskæret kastes herned i helt ubeskrivelige nuancer, somme tider er man i en verden af blændende hvidt snelys og himlens blå og minutter efter skinner det orange over alt. Pludselig kommer bjergene rundt om byen frem af skjulet, og Esja troner sig majestætisk frem i sin nye hvide vinterdragt; ligeså gør tårnet på Hallgrímskirkja som nu ligger badet i sollys. I helt tredje øjeblikke forsvinder lyset, nuancerne og sigtbarheden brat - og frem fra horisonten buldrer gigantiske sneskyer frem og farver verden mørkegrå, og luften bliver kort efter mættet med snefnug og al sigtbarhed forsvinder.

Endnu en fantastisk dag, jeg kan bare ikke få nok af alle de smukke indtryk hver dag.

snjór, sne, snø, snow, χιόνι, niege, nieve, Schnee, снег, neĝo, sneeu, neu, snö, śnieg, sneeuw, naiv, neve, elur, nèu, snie, kar, qar, snijeg, sníh, …

2008-01-16T18:13:00.000Z

Nej, hvor det sner, og sner, og sner og sner endnu mere. Det kan da ikke blive ved!? Det VÆLTER jo ned, og nu begynder det at halte for føret, ikke mindst her i Hovedstadsområdet. Det hvide pulver sidder over alt, selv på de stejleste kirketårne og fyger hist og her sammen i enorme driver. Og den lange nat er ikke det mindste mørk, nærmere oplyst.

Island ned over hovedet

2008-01-15T02:23:00.000Z

Nogen gange ramler Island med en bedøvende kraft nedover hovedet på mig. Det gjorde det i dag.

Det er den følelse som går helt ned i maven på mig, den samme følelse som altid har været lig med Island hos mig. Lige fra dengang jeg så de første billeder herfra i skolegeografibøger hvor en ensom vej slyngede sig gennem et gråbrunt landskab, som i en bilreklame. Det er første indtryk jeg har af Island, og satte sig som den følelse der nogle gange dukker frem som en sprudlende, fysisk følelse. Selvom jeg befinder mig i centrum af det internationale Reykjavík, så er der noget som formår at række sine grabber ind i denne boble og sætte sig som en pil i hjertet.

Da jeg går på arbejdet i morges er det umådelig koldt, og ansigtet skriger af kulde, sneen fyger i en halv meters højde hen over parkeringspladsen og solen er jo stadig langt borte. Men det er ikke så meget det; en smule fygesne er jeg snart blevet vant til - ikke at jeg ikke nyder at gå gennem dette vintereventyr, for det gør jeg, det er skønt, men det fejer ikke benene væk under mig, hverken i direkte eller overført betydning. Det, som satte kollisionen i gang var mens jeg sad i kaffestuen i formiddags og snakkede med et par andre. Der tikkede en besked ind på Elvas telefon om en aftale et par timer senere med nogle som skulle komme fra Grindavík - det kunne hun godt glemme alt om: - Það er mjög slæmt veður hérna, alveg stórhríð. Við komumst ekki úr bænum. Það er alveg ófært almennilegum fólksbílum á Grindavíkurveginum og á öllum götum innanbæjar!, [Det er meget slemt vejr her, voldsom snestorm. Vi kan kan ikke komme ud af byen. Det er fuldstændig ufarbart for almindelige personbiler på Grindavíkvejen og på samtlige gader inde i byen!] citerede hun måbende fra telefonen, og vi andre lyttede ligeså måbende, mens vi kiggede ud af vinduet; det var virkelig ikke mere end snefald og fygning, men snestorm var der langtfra tale om her i Reykjavík.
Jeg gik ind på internettet og tjekkede nyhederne og vejret. Jo, den var god nok. Hele den sydlige del af Reykjanes var ufarbar og oversået af ikoner som advarede om kraftigt snefald og kraftig vind. I nyhederne på Morgunblaðiðs hjemmeside stod at al skolegang i Grindavík var aflyst på grund af et kraftigt og meget lokalt uvejr, hvilket var kommet bag på mange af indbyggerne, da sådan et vejr er helt unormalt på de kanter - det er noget som hører Nord- og Østlandet til. Den anden i kaffestuen, Elfa, som er på min egen alder, fortæller så om dengang hun var barn på Nordlandet og skulle ud i laden til fårene og kunne gå på snedriver i samme højde som taget på gården.

Jeg har gået rundt og smilet resten af dagen - i dag ramte det mig. Og senere på eftermiddagen nåede en snert af det også til hovedstaden hvor alt forsvandt. Jeg tror jeg har en konstant trang til at være et sted hvor naturen konstant viser tænder og hvor udsigten alle steder tager pusten en mig. Det skaber virkelig en enorm glæde - og jeg bliver beriget med noget som er fuldstændig fraværende når jeg tænker på Danmark. For Danmark er stadig hjem, men der er noget som holder fast i mig, og som bare mangler. Det virker helt antiklimatiserende at tænke på. Det er virkelig magisk her, som der er så mange rejseguider der lokker med. Måske ikke magisk i sådan hokus pokus-forstand, og hvilket mange nok finder som grænsen af kvoten af brugen af fine tillægsord, men det er sandt, for det fremkalder en forandret psykisk og selv fysisk tilstand hos mig, og det er vel også magi.

Alligevel går jeg konstant og søger efter mere og mere af det her. Ligesom denne blog. Jeg skriver og skriver, indlæg efter indlæg, og ordene vælter ud af ærmerne på mig - selvom der næsten ingen ærmer er i denne t-shirt - og prøver at beskrive netop det som gør stedet her specielt, enestående, særpræget, sælsomt, lyst, mørkt, uhyggeligt, rart, skræmmende, fantastisk, storslået, vildt, dunkelt, ubestemmeligt, melankolsk, fremmed, hjemligt, øde og et uendeligt antal flere tillægsord. Det er stadig bare som om der er noget der mangler, en eller anden længsel som stadig synger ligesom Luna i Bamse og Kylling som længes mod landet med lyserød sne og kongeørne (hov, lyserød sne, det har jeg da set her, det kom jeg først til at tænke på efter jeg havde tastet færdiggjort sætningen og var begyndt på den anden side af tankestregen, så nu skyder jeg lige en parates ind; læs i øvrigt mit forrige indlæg fra den 9. januar) - er det bare det med at man aldrig falder til ro når man endelig har nået sit mål, men altid vil have mere?! Endelig bor jeg i Island og bliver fra tid til anden overbrust med min følelse, men på sin vis er der bare mere jeg søger, og “det” ved jeg ikke hvad er.

Uret i hjørnet af skærmen viser 02:19 lige nu. Jeg kigger ud af vinduet. Der kommer mere sne nu, det vælter faktisk ned og det fyger ned fra tagene overfor. Men det er helt stille derude.
L-a-r-m-e-n-d-e stille.

Blåt

2008-01-09T22:26:00.000Z

Blandt vejrentusiaster bruges ofte et udtryk, whiteout, om det tidspunkt i en snestorm hvor høj fygning, snefald eller den samtidig hvide himmel gør, at himmel og jord står i et, som et sjovt modstykke til blackout. Når det er whiteout er man i en hospitalshvid verden.
I skumringstiden ændres og dæmpes solens lys, og det indirekte dagslys rammer vinterverdenen og laver det, der i forlængelse af ovenstående ville hedde blueout.

Jeg er kommet tilbage på arbejdet i børnehaven, og går i løbet af dagen og fyldes med små indtryk fra vinterlyset udenfor. Fra klokken kvart over ti og frem til lidt før solopgang er der totalt blueout. Jeg besvimer ikke i blackoutforstand, men besvimer dog ind i den blå verden sammen med resten af dem der er på legepladsen, de voksne trisser tavse rundt og de fleste af børnene leger i stilhed med at brække isflager i små stykker for derefter at spise dem. Det er blåt over alt i den tilfrossede morgen i Reykjavík, en blå farve som næsten sluger alt, farverne på børnenes flyverdragter, de røde legehuse. Man bliver på en sjov måde blændet af det halvdunkle blå og når jeg træder indenfor går der nogle øjeblikke før synet er helt skarpt, ligesom en sommerdag hvor solen står højt på himlen, måske har man endda ligget i solen og kun haft de tynde øjenlåg som værn mellem øjet og solens stråler - når man træder indenfor i den kølige gang ser man også helt blåt, bare modsat.
Det er næsten helt klart vejr i dag, kun lige nogle enkelte skyer lyser stadig lyserødt og orange ved middagstid. På trods af det klare vejr er der ingen solstråler som blænder øjet, de holder sig omme bag husene og bjergene mod syd. Det er stadig denne fornemmelse som om man er vippet en halv gang over; lyset kommer nedefra og giver den mest storslåede uplighteffekt.

Senere står jeg på legepladsen igen og skuer rundt på de snedækkede bjerge omkring Reykjavík. Det er en energikilde uden lige at stå at stirre på. Fra kælkebakken kan man se over bugten til Akranes, og længst ude i det fjerne rammer dagens sidste solstråler de hvide bjerge som ligger badede hen i et eventyrligt lyserødt. Det ser flot ud mod den blå skumring. Den anden vej på forsvinder solen igen helt, og hele sydhimmelen er blevet flammende orange.

Kominn aftur til Íslands

2008-01-06T19:15:00.000Z

Hvor kan man blive udkørt af bare at sidde, og siden hen sidde endnu mere. Fuldstændig træt. Så det var rart endelig at stå foran hoveddøren, selvom rejsen i dag nærmest også var en energibombe; man kan ikke sige at jeg har set for meget til solen her i de seneste dage, så da Amager hurtigt forsvandt under de lave, mørke skyer og flyet fløj ind i en hel ny verden kunne solens livgivende stråler vandre ind gennem vinduerne og opyse kabinen i et fantastisk sollys.

Skyerne var over alt, verdenen deroppe bestod kun af isblå himmel og et jævnt lag skyer nedenunder, men pludselig gik der hul på “gulvet”, og dernede åbenbarede sig enorme issletter og bjergkæder i Islands højland. Senere fløj vi syd om Reykjanes, og alt var synligt. Man kunne tydeligt se vejen over Þrengsli og Hellisheiði og Suðurstrandavegurinn fra Þorlákshöfn til Grindavík. Midt i Reykjanes’ bjerge lå den dystre Kleifarvatn som et dybt sort hul i det ellers hvide landskab. Den Blå Lagune kunne også tydeligt ses, da vi fløj ind over sletten fra syd og landede i Keflavík nogle minutter senere. Vejret var fantastisk og en let brise stod ind over lufthavnområdet. Trods solen var ved at gå ned, var lyset helt anderledes end i København og det var skønt bare at sidde og skue ud over intetheden på busturen ind til Reykjavík. Så kunne jeg slappe af.
I bussen overhørte jeg samtalen mellem fire danske lærerinder fra Århus som lød som talte de med hele bussen. Videre spændende var det ikke og den ene som har været her før og gjorde udtryk for et stooort kendskab til placeringen af seværdighederne i Reykjavík, sad hele turen spændt og fortalte om at hun ville vise de andre Bessastaðir, Islands præsidentbolig. Adskillige gange var jeg liiiige ved at bryde ind fordi der var fantastiske udsigter netop ud til Bessastaðir på næsset Álftanes, men gjorde det dog ikke. Den ivrige lærerinde fik aldrig øje på præsidentboligen.

Jeg smed mig i to minutter på sengen da jeg kom hjem og tog siden et dejligt varmt og langt bad - vandets svovllugt føltes faktisk hyggelig. Bagefter handlede jeg i Nóatún og NU er det tid til at slappe af!

Godt nytår

2008-01-01T15:13:00.000Z

Så er det igen 1. januar, og et år er gået. Man kan blive ved med at sige det, og jeg siger det igen: “Nej, hvor går det da utrolig stærkt!”Der er hændt mange ting i løbet af det forløbne år, for bare at nævne nogle af dem vil jeg fremhæve udvekslingstur til Spanien, jeg er blevet student, jeg er flyttet hjemmefra, jeg er flyttet til Island og mange flere.

Første januar er altid så fredfyldt, og skønt det i jule- og nytårsræset ugerne før kan være næsten deprimerende at tænke på at alle begivenhederne vil ende brat, så kommer Nytårsdag altid lige på rette tidspunkt; det er skønt at vågne op - bortset fra den dundrende tømmermandskvalme - og mærke freden sive ind af alle kraniets sprækker, åbne badeværelsevinduet og indånde den frostklare morgenluft. Det virker adskillige gange bedre end alverdens brusetabletter og lægger en god dæmper på det tunge hoved.
Lad os se hvad det netop begyndte år byder af spændende oplevelser. Godt nytår til alle herfra.

Glædelig jul

2007-12-26T10:51:00.000Z

Jeg er i Danmark på juleferie. Det startede alt sammen ud med en underlig rejsenat d. 19. december som begyndte klokken ti minutter over tre med hæslige lyde fra vækkeuret. Jeg gik gennem det tomme Reykjavík og tog med FlyBussen til Keflavík. Det var næsten det bedste, at sidde i en mørk bus og flyde gennem nattens indtryk. Jeg havde sat Páll Óskar i iPod’en og isolerede mig i verdenen af nattelyde; hans musik passer perfekt ind i min egen nattestemning. Bussen satte i gang og kørte forbi en sovende by, specielt Hafnarfjörður tog sig flot ud den morgen, hvor de voldsomme lavaformationer skyder op mellem de sirligt julepyntede rækkehuse. Resten af vejen til Keflavík er der ingenting.

En smuk solopgang over Færøerne og senere en helt fantastisk solbelyst skyflade - så energirig som her over skyerne har jeg ikke set solen i snart et par måneder nu, det var ren energi. Lige indtil man dykkede ned i flødeskummet, og snart var under det. Amager Fælled var med et allerede skræmmende tæt på - skyerne hang virkelig lavt - og træer og dansk udseende gårde kom til syne i en grå verden.
En grå verden, uden vind, stillestående - og en gennemtrængende bundkulde som når ind til marv og ben. Hvor er vinden, hvor er den svage lugt af svovl? Luften har ligefrem en anden lugt, som om den er tungere!? Det lugter af Danmark. Vandet i vandhanerne smager fladt. Jeg vil have at alt skal være forandret, men på det tidspunkt er det jo ikke mere end fire måneder og ti dage jeg har været væk fra Danmark, så alt er som det plejer at være, eller hvad? Er der ikke blevet enormt rodet i Bilka Hundiges forhal? Jeg synes det flyder over det hele.

Jeg kommer mig lige så stille over antiklimakset og bevæger mig mod julen. Dansk jul. And. Flæskesteg. Rødkål. Brune kartofler. Nødder. Marcipan. Nougat. Sovs. Jødekager. Dadler. Mandariner. Og alt det andet.

Jeg går og daser rundt og laver ingenting og pludselig, før man ved af det, bliver det Nytårsaften. Mon der kommer sne mellem jul og nytår? Mon gråvejret har en ende? Og hvor blev vindens konstante hylen af? - den var jeg næsten ved at blive gode venner med.

(...)

2007-12-17T20:34:00.000Z

Det blev ikke lyst i dag.

Udhviskede silhuetter.

Elektrisk belysning.

Dagen forsvandt.

Natten overtog.

Sorte vinduer.

Dunkel kirke.

Mørk hylen.

Melankoli.

Mørkeleg.

Intethed.

Stilleleg.

Storm.

Hvor?

Slut.

Haglfygning ...

2007-12-14T20:29:00.000Z

Eksisterer i ordbogen over det danske sprog ordet “haglfygning”? Jeg er aldrig stødt på det, og har aldrig haft brug for det, men vi oplever hele tiden noget nyt, og sommetider har vi brug for at kunne forklare og udtrykke sig mere detaljeret om helt nye fænomener, det kender vi fra it-verdenen, hvor det myldrer ind med nye gloser hele tiden, især fra sproget engelsk - sommetider ryger det nye ord ud af munden helt uventet, uden man nåede at opdage om det var et egentligt eksisterende ord. Men i hvert fald, og lige meget hvad, blev ordet “haglfygning” tilføjet mit danske ordforråd i dag.

Endnu et kraftigt uvejr med nedbør af alle former og orkanvinde er blæst ind over det vestlige Island i dag, og alt stod stille i dag: skoler, biler, lufthavne, vejene var tomme, og endnu engang remsede radioen konstant op hvad der var sket rundt omkring, f.eks. at en familie var vågnet ved at deres grantræ i haven var knækket, havde smadret ruden, fløjet ind gennem soveværelsevinduet og landet midt i dobbeltsengen. Så blev alle indrings- og udenrigsfly holdt tilbage, der blev varslet 12 meter høje bølger uden for havnen i Grindavík og 5 meter over normal vande ved flod i aften. Så var der også laden som ikke længere var en lade, men føg rundt på hovedvejen uden for Reykjavík som et virvar af jernplader, hø og plastik. Ikea i Garðabær havde indendørs oversvømmelse og så blev forældre i morgenradioen bedt om at holde børnene hjemme på grund af lukkede skoler, dels på grund af ufremkommelige veje, dels på grund af strømafbrud i hele det østlige Reykjavík - hvornår finder de også ud af at grave højspændingen ned i jorden i det her mildest talt temmelig blæsende klima??

Juleballet i børnehaven blev aflyst på grund af vejret i dag, og vi som var mødt op holdt sammen et meget intimt lille julebal i børnehavens sal. Der var ikke noget elektrisk lys, det var nattemørkt udenfor, kun stearinlys over det hele indenfor. Vinden og regnen tordnede ind på ruden som bølgede frem og tilbage og det rev højlydt i den stakkels bygning; og så hørte vi en traditionel islandsk julesang i mol, kun akkompagneret af klaver og saxofon. Endnu engang - det er sket så mange gange her siden midt i november, hvor det for alvor er blevet mørkt - blev jeg helt overvældet af situationens helt overfyldte stemning, det var en fuldstændig komplet oplevelse i de tre-fire minutter som den sang varede, alle, fra bedsteforældrene til de mindste børn på et enkelt år, sad fuldstændig tavse i den lille sals tusmørke med vidt åbne øjne stirrende ind i stearinlysene. Der var virkelig ingen der rørte sig, alle var helt opslugte. Det er i sådan et øjeblik man hverken er i fortiden eller i fremtiden, men virkelig kun i nuet.

Det var da jeg gik hjem fra arbejdet i dag klokken lidt over fem at jeg krydsede en øde parkeringsplads. Pludselig begyndte det at vælte ned med hagl, og et enormt vindstød rykkede i mig og begyndte at løfte haglene i en halv til en hel meters højde som så fortsatte i vild flugt i vindens retning. Der skal alligevel noget mere til at løfte kompakte ishagl på størrelse med Pinocchiokugler end lette snefnug fra jorden.

Mere vinter

2007-12-13T18:59:00.000Z

Jeg kan ikke lade være med at skrive om vinteren og mørket her, jeg bliver så åben for alle indtryk når vinternatten omklamrer alt i så mange timer i døgnet.
Jeg er lige spadseret hjem fra arbejdet gennem en rivende snestorm - det er som om det altid lige blæser ekstra meget ned ad Skipholt og vinden er endnu endnu endnu engang taget til og containerne begynder atter atter atter bogstavlig talt at gå (eller skride) deres egne veje, elegant hen over den snedækkede parkeringsplads. Og keglerne til en afspærring spiller endnu engang en voldsom omgang skak med sig selv. Det fyger kraftigt henover området og det ikke mindre end vælter ned med sne.

Det har været endnu en fantastisk dag på arbejdet med masser af stemning af vejret udenfor og julestemning indenfor. Jeg springer tilbage til klokken tyve minutter i ti i formiddags og skriver her hvad jeg skrev på en lap papir for at huske stemningen.

“Klokken er 9:40 og jeg sidder og laver modellervoks med min gruppe af børn inde på stuen. Alle julekæderne er tændte og radioen spiller julemusik. Jeg holder et øjeblik inde med min kreering af en blå modellervokselefant og kigger ud af det kulsorte vindue. Det har stormet siden i går aftes, og i løbet af natten er der gledet kold luft ned over Island og nedbøren er for længst gået over i sne. Jeg skimter ikke meget på grund af det totale mørke, men dog kan jeg under de kære orange gadelygter se millioner af snefnug i vandret flugt gennem luften. Det er en total vinterstemning, det lukker helt sammen om en og man er bare her på pletten af lys midt i natten. Det er fantastisk.

Klokken elleve er det blevet lidt lysere, og imens vi venter på solopgang om en tyve minutters tid lader jeg atter blikket glide ud af vinduet og en isbil kører gennem det snedækkede tusmørkelandskab. Gad vide hvor meget is den sælger i dag!?”

Det er svært helt præcist at forklare stemningen på disse decemberdage når skyerne gennem samtlige få oplyste timer aldrig når at blive badet i rigtigt dagslys og bliver i røde og orange nuancer. Solen når slet ikke at komme op over husene og fjeldene mod syd og selv tårnet på Hallgrímskirkja ligger hen i skygge under den ellers klare himmel.

På kanten af dagslyset

2007-12-12T19:35:00.000Z

Klokken er næsten to om eftermiddagen og jeg sidder i min kaffepause på arbejdet og kigger ud af vinduet, jeg er alene inde på kaffestuen; det er halvskyet og lyset udenfor er underligt sært. Det er som om vi er blevet vippet en halv gang over, som om solen en placeret i jordhøjde og lyser opad, som om vi ligger på randen af et eller andet, eller ligefrem bag lyset - sådan føles det, som en helt anden parallelverden. Lyset forsøger ihærdigt at nå frem, men det bliver aldrig til mere end et halvdunkelt, musegråt lys. Det er ikke til at sige om himlen er oplyst eller om det er en lysere form af tusmørke. Et eller andet sted på grænsen derimellem. Gadelygterne er tændte, men lyser ikke op, de lyser bare … ud, ud i det svage dagslys, eller det kraftige tusmørke.
Der trænger nogle fjerne lyde fra børnene som leger ude i salen langt væk og lidt klirrende bestik ude fra køkkenet. Vinden hyler svagt ind af det halvåbne vindue, ellers det er underligt stille. Det er en næsten søvndyssende stemning.

Pludselig kommer Hulda ind i kaffestuen og begynder at rode i en bunke papirer; hun lægger ikke det mindste mærke til mig som jeg sidder helt stille ovre i hjørnet af sofaen og nedskriver dette blogindlæg på en lap papir… Nogle sekunder efter får hun vendt sig om og udbryder i en halvt forskrækket latter: “Æ, ég tók ekki eftir þér!” “Ég er í sjokki!”, fortsætter hun leende med sin hæftige nordislandske accent.

Klokken er omkring kvart i tre, og jeg går i den tomme sal og fejer efter børnene har spist frugt. Jeg kigger ud af vinduet. Nu står himmel og jord pludselig i et og det er mere end halvmørkt.

Det har været en sælsom dag hinsides dagslyset. Sært stille!

Nu har de lige vist vejrudsigten her halv otte, og en bidsk vindpil med 31 som middelvind vist over Sydvestlandet her. Så der må være noget om en sær stilhed før stormen, for stilheden var mærkelig, uden jeg var klar over at der faktisk ville komme storm, eller orkanvinde her i aften (igen igen igen) - ellers kan en viden om det der venter vel godt fremkalde en følelse af ekstra stilhed!?

BRJÁLAÐ VEÐUR!! - en lille stemningsrapport

2007-12-11T01:46:00.000Z

Det er da helt sindssygt vejr! Det river og flår i huset, det støjer højlydt i udluftningen på badeværelset, affaldscontainerens tunge låg klapper konstant op og i og flyver ind i jernhegnet bagi, containeren selv flytter sig lidt rundt i baggården som den har lyst til. Bilalarmerne begynder at hyle, regnen siler, øser, eller vælter ikke ned, nej, det her er som en naturlig højtryksspuler! Det er meget sjældent at vejret skræmmer mig, men det gør det nu. Den eneste gang det før har gjort det var den snart berømte orkane, fredag d. 3 december 1999. Nu er det altså sket igen, og selv under islandske forhold er det altså slemt. Jeg ville have gået ud at se på vejret, men kom aldeles ikke længere end til en halv meter uden for gadedøren, for pludselig var jeg et dun i forhold til vinden, ting og sager, skrald, kegler, plastdunke, reklameskilte og papkasser for alle gennem gaden i rivende fart.
Et lille sammenkog af aftenens oplysninger i radio og fjernsyn (jeg citerer, oversat fra islandsk):

“… og vi skal oplyse fra politiet i Borgarnes at Hovedvej 1 under Hafnarfjall er lukket for al trafik på grund af uvejr, vindstødene er i øjeblikket på over 60 meter i sekundet. Herudover advares der mod kraftig snestorm på Snæfellsnes og Hellisheiði er lukket, og det er uvejr og ikke sikkert at køre på Kjalarnes og på Reykjanesbraut mellem Hovedstadsområdet og Keflavík.”

Har man en smule kendskab til islandsk lokalgeografi, vil det sige at alle tre veje ud af Hovedstadsområdet praktisk talt er ufarbare, to af dem er lukket er lukket af politiet, den tredje skulle jeg ikke ud på! Det er sjældent at det er alle tre på én gang.

“… og farvandsudsigter: Der advares om storm eller orkan i alle farvandsområder som der laves udsigter for.”

“Det fyger med tagplader gennem gaderne i det sydlige Reykjavík og i Hafnarfjörður [i den sydlige del af Hovedstadsområdet] arbejder i øjeblikket 50 redningsfolk på at rette op på skader og advare folk om at blive inden døre; tagplader river sig løse af huse, både løsner sig i havnen, stakitter, paller, juletræer og trampoliner fyger på gaderne, flyvende grille smadrer vinduer og campingvogne, flagstænger og lygtepæle knækker, og klubhuset i . En bil er væltet og andre flyttes af vinden. Bliv inden døre i nat til vinden løjer af! Dette er ikke vejr at være ude i.”

Når radioværten ligefrem får en alvorlig stemmeføring, så er det nu det gælder. Ved almindelige storme bliver det nærmest bare nævnt som notitser i vejrudsigten, men sommetider tager vinden bare ekstragodt fat i det så forblæste land. Jeg tror jeg slukker for radioen nu, og lægger mig hen for at prøve at sove, og lytte på at vinden ligeså stille skulle tage af i løbet af natten her i Hovedstadsområdet. Sikke et julevejr!

Godnat - góða nótt

Að baka frábærar kleinur í mikilli jólastemningu

2007-12-07T20:42:00.000Z

[At bage fantastiske klejner i megen julestemning, er vidst den bedste oversættelse; islandsk kommer altid til at lyde meget højtideligt, når det oversættes næsten direkte til dansk. Et eksempel mere er en lille pige fra børnehaven som kom løbende ind i garderoben og ombragte nyheden om at nogle var faldet ude på den glatte kælkebakke på legepladsen: “Þeir eru dotnir”. Oversættes hendes “de er faldet” lidt mere nært, ville det lyde “de er faldne”, hvilket snarere lyder som en poetisk teaterreplik eller måske endda noget hen i retning af en sørgelig krigssituation; jeg morede mig lidt ved hvordan dansk anvender de korte tillægsformer adjektivisk på en helt anden måde og hvilke nuancer det faktisk kan frembringe, og fortsatte siden det jeg havde været i gang med …] Nå, et lille sidespor - dagen begynder helt anderledes …

Vækkeuret ringer alt for tidligt på en fredag morgen og jeg hiver rullegardinet lidt ud og kigger udenfor. Ikke videre overraskende er det mørkt, meget mørkt, men jeg skal lige kigge alligevel. Alt ser så øde og forladt ud, det ligner ikke sig selv; klokken er tyve minutter over fem, tre timer før jeg plejer at stå op. Det lugter svagt af svovl oppe fra Hellisheiði og luften er iskold og klar her til morgen. Jeg vralter hen og tænder for radioen som spiller julemusik og videre ud på badeværelset og falder i staver foran spejlet, halvdrømmer, filosoferer over toiletbrættet og spekulerer siden på hvor mange børstehår der mon er på min tandbørste … Ej, så er det nu! Af sted med mig!
Jeg låser døren og går ned på gaden. Det er helt tyst, isnende koldt, klart og mørkt, og sneen knaser under mine fødder - ja, det lyder næsten som en kvalmende kliche, men sådan er det bare, så her kan klicheen ikke undgås.

Lyset er tændt inde i børnehaven og vi samles ude i køkkenet og begynder at rulle dej ud og vride klejner i massevis før Ingibjörg og Þorgerður begynder at koge dem. Vi lukker lidt op for vinduet for den værste olielugt, og nu fryder mine næsebor sig: lugten af frostklar luft og nybagte klejner er helt speciel og bringer et velbehag op i mig. Jeg har noget med lugten af madlavning blandet med frostluft. Det er bare så hyggeligt. Min yndlingsplads når der bliver stegt kød på panden på en vinteraften, er i det halvåbne køkkenvindue, lige der hvor lugtene blandes. Radioen spiller julemusik og lyskæderne lyser i alskens farver både inde og udenfor, hvor de lyser sneen op. Det er rigtig julestemning. Vi begynder at pakke de færdige klejner i poser og klokken lidt over otte spiser vi morgenmad og drikker kaffe, og børnene er så småt begyndt at komme, og fremme i salen sidder de og spiser morgenmad.
Klokken ni går jeg ind på min stue, Holt, og her begynder min arbejdsdag; det er stadig ligeså mørkt udenfor, vinduerne er kulsorte, og det er begyndt at sne en smule, kan jeg se i lyskeglerne fra bilernes skarpe forlygter, når de dukker frem af mørket ude på parkeringspladsen.

Klokken nærmer sig elleve, og mens jeg går og gør parat til børnenes middagssøvn dvæler jeg et par gange ved vinduet og kigger ud i den fantastiske morgenskumring. Det er så småt begyndt at lysne derude, og lyset som fylder alt lige før solopgang gør det helt eventyrligt, sneklædte grantræer står henne ved siden af et hus, et par enkelte fugle flyver hen over himlen, ellers er at tilsyneladende fastfrosset. Pulversneen er let, men fyger ikke i dag, vinden er aldeles fraværende; måske har den gemt sig ude på Kjalarnes? Eller måske endnu længere væk i dag ...
Under middagsmaden går jeg stadig rundt i en tåge af godt humør, jeg kan slet ikke lade være med at smile over sådan nogle fine stemninger, jeg bliver det helt modsatte af vinterdeprimeret, og den skyr vi får er lige så let og lækker som pulversneen jeg så på gennem vinduet før. Jeg er fuldstændig opmuntret og dagens første lave solstråler begynder at skinne ind af vinduerne idet børnene går til ro i middagsluren. Udenfor er der et kraftigt hvidt lys af sne og sol og al den energi som man måske ikke fik i de tyve timer af døgnet hvor solen ikke var oppe, strømmer nu intenst ind alle steder og da børnene er faldet i søvn lader jeg mig glide ned i sækkestolen og lukker øjnene i en solstråle.

Et lys i skoen

2007-12-05T21:39:00.000Z

Jamen denne lille historie begynder i går da jeg får fri fra arbejdet. Jeg er på vej hjem og kigger over på Perlan som er smukt julebelyst og en masse lyskæder i haver og vinduer. Jeg bliver i rigig meget julehumør og bestemmer mig så for at gå en tur op til Perlan på Öskjuhlíð og fotografere det flotte lys, og på vejen hjem ville jeg gå forbi Nóatún supermarked og købe stearinlys til vinduet derhjemme.

Men men men… Man har et standpunkt til man tager et andet, og på vejen hjem gad jeg ikke gå forbi Nóatún, så lysene blev droppet. For det første var det koldt, for det andet var fortovet så glat så jeg utallige gange var ved at skvatte, ligeså alle mine forbipasserende - altså alle mine forbipasserende betyder her så kun to, så måske bedre med “begge mine forbipasserende”; der er ikke så mange fodgængere udenfor centrum. Måske derfor fortovene ikke er saltede eller der er smidt grus. Det var jo næsten perfekte skøjtebaner, så ens gang blev til noget hen i retning af at løfte foden lodret op og sætte den lodret ned igen, inden den anden fod fulgte efter med samme procedure - endelig ikke noget med at den anden fod allerede begynder sin bevægelse op fra jorden inden den anden er kommet helt på plads, sådan som man gør i almindelig gang, for så skred det hele.

I dag får jeg fri fra arbejde og går ud i garderoben og klæder mig på, og da jeg skal til at stikke foden i min højre sko, ligger der et mørkerødt stearinlys med påskriften JÓL (jul), skrevet med sølvfarvet stearin! Det første jeg tænker er: “Nå hehe, men så har jeg da et lys her”, og falder mig først i øjeblikket efter ind at det er temmelig mystisk at der lige skulle lande et stearinlys i min sko når jeg nu tænker på det jeg foretog mig i går.

Nu står det og lyser smukt i vindueskarmen og bringer julestemning ud i decembermørket.

Er det virkelig et sted for mennesker?

2007-12-01T04:33:00.001Z

Rytmerne dundrer ud fra højttalerne og spejlkuglen i loftet fylder rummet med lyspletter i rivende fart hen over mængden af mennesker på det fyldte dansegulv. Det er hedt, varmt som bagte man i en tændt ovn. Lige indtil man går ud derfra og træder ud på Laugavegur. Pludselig vågner man op!

Det stormer i meteorologiterminologisk korrekt forstand ned gennem gågaden, og det blæser virkelig til! I denne tid på året kan man også se at det blæser; al gadens juleudsmykning svinger voldsomt frem og tilbage, og det river hårdt i de mange lyskæder i de små træer. Det vrimler med folk på gaden og fra mindst hvert andet hus strømmer bassen ud af de pivåbne døre. Det er fredag aften i Reykjavík, og man ænser ikke vejrudsigten som fraråder folk at gå ud, da løsrevne ting og sager fyger med lynets hast gennem luften.
Vi bliver kastet rundt om hjørnet og fortsætter møvende mod vinden ligeud for at finde et sted med læ. Det gør det ikke bedre at termometrene viser -2° samtidig med denne storm. Den løse sne fyger om kap med os hen ad fortovet, men vinder vist flere gange over os. Så er vi kommet frem til busstoppestedet og kan krybe i ly for de værste vindstød. Man må være egoistisk og møve sig ind i den proppede boks for at få en plads, det ligner sammenklumpede pingviner på Antarktis, så fyldt er der. Endelig i læ; vinden river og flår nådesløst i bustoppestedet og det larmer og hyler og overdøver hele den snakkende menneskemængde. Så er det man begynder at spørge sig selv: “Hvad er dog der her for et sted? Er det virkelig meningen at der skal leve mennesker her?”
Om svaret så bliver et ja eller et nej, betyder egentlig ikke så meget, for det bliver der set fuldstændig bort fra. Beboerne er her bare - i Verdens nordligste Hovedstad, som i sådanne situationer lever mere end godt op til dette eksotiske tilnavn som det er umuligt at komme udenom.

Bilen kommer, og vi sætter os ind i varmen. Vi sejler nærmest lydløst gennem nattelivet hvor der er lige så mange mennesker som biler på vejene i den indre by. Bilen sejler videre gennem den klare nat og man kan sidde trygt fra mørket på bagsædet og lade indtrykkene glide forbi som en film.

Omsvøbt af vintermørke

2007-11-24T21:58:00.000Z

Kender I det når man liiige tager sig en blunder på en halv time? Det er skønt at gøre ind imellem, men pludselig har man sovet flere timer væk… Klokken er lidt over elleve på denne lørdag formiddag, og jeg tager en lur, det er alligevel ikke helt lyst udenfor endnu.

Jeg åbner øjnene med et sæt og er totalt indhyllet i mørke; jeg spekulerer et øjeblik på om jeg mon har sovet over mig og ikke er nået over på arbejdet i tide, men nå jo, det er lørdag. Og der står 15:50 med store, orangelysende digitale tal ovre på vækkeuret - det var vist en smule mere end en lille lur jeg fik mig der, og nu er det mørkt igen. Jeg har praktisk talt ikke set ordentligt dagslys siden i går eftermiddags ved halv fire-tiden.
Handleturen bliver dog ikke aflyst af den grund. Jeg åbner det lille vindue for at tjekke vejret, og får straks et par hidsige snefnug i øjnene: jeg iklæder mig vanter og halstørklæde og bevæger mig ud i den mørke eftermiddag med kurs ned mod centrum. Siden jeg var der sidst, er alle julelysene blevet sat op, og Laugavegur er faktisk enormt køn med alle lysene. Jeg handler kort ind i Bónus og skynder mig atter ud fra den frygtelige loftsbelysning og den polsktalende kassedame, som dog havde lært et gebrokkent “góðan daginn”, men beløbet på 708 kr. sagde hun på klingende engelsk!

Jeg gider ikke gå direkte hjem, så jeg lader mig drive med vinden og ender på flere steder som jeg aldrig før har været, skønt midtbyen ikke er vildt stor. Jeg glider op ad Vitastígur og ind ad Grettisgata og passerer den hyggeligste del af Reykjavík med små, ældre huse i forskelligfarvet bølgeblik og med kulørte julelys i vinduerne. Op ad gaden står lave gadelygter og i den friske brise gennem gaden svæver med korte mellemrum et par snefnug. En følelse af hjem fylder min mave, eller hvor er det egentlig at denne følelse sidder? Den er så varm at frostluften helt sikkert må bevæge sig i en bue uden om mit hoved, for jeg fryser ikke om hovedet trods min “manglende” hue, som ligger og putter sig på sengen derhjemme.
Jeg møder Frakkastígur og svinger lydløst om hjørnet sammen med en kat som jeg følger med øjnene indtil den forsvinder ud i mørket. Vejen går stejlt opad mod Hallgrímskirkja som er endnu mere majestætisk som hun ligger der i det klare mørke. Jeg flyder med vindstødende ind over kirkepladsen og lader blikket køre op ad det takkede kirketårn, indtil jeg når toppen som lyser i et gyldent lys. Jeg dvæler et øjeblik og betragter kirken en gang til. Fra pladsen her er der udsigt mod øst og syd. Byen tager sig fantastisk ud som den ligger og hviler her for foden af denne enorme kirke. Det er en storslået oplevelse. Alt er så stort og så tyst. Jeg fatter ikke hvordan det kan gå til at noget kan være så enormt og så lydløst samtidig. Det sner stadigvæk en lille smule, dog er himlen næsten klar og jeg opdager endda at lyset ikke er helt væk som jeg troede: oven over kirketaget gløder det svagt mørkeblåt. Der er oversået med stjerner.

Jeg fortsætter min tur hjemad og bevæger mig ned ad Egilsgata og passerer gennem et virvar af blinde gader og grå kvarterer med skumle haver - overraskende gamle træer som ligger halvt usynligt gemt inde mellem blokkene med to eller tre etager. Det lugter pludselig vådt, det er nedfaldent løv, det er en sjælden lugt i Island. Der er kun lys i nogle af vinduerne, i andre vinduer er der hæftigt lilla eller blåt julelys, i de resterende mange lejligheder er der tilsyneladende helt mørkt. Her er ingen mennesker, alle bilerne sover dybt - det eneste liv jeg ser tegn på, er en halv snes katte som suser forbi mig i rivende fart. Her er besynderligt. Det virker som om jeg er gået ind i en anden verden, det er som om jeg er trådt ind bag Reykjavík gennem en hemmelig dør.

Pludselig træder jeg ud igen og med et er jeg på Rauðarárstígur og livet ligner sig selv. Som altid er der travlt ovre på Hlemmur og busserne holder parat til at transportere folk ud i de yderste kroge af Hovedstadsområdet, men så heller ikke længere.

Jeg når hjem igen og tænder for radioen som spiller tysk schlagermusik. Tusindvis af kilometer af tysk motorvej dukker op i min erindring og jeg sætter mig ned og spiser et bæger jógúrt með hnetu- og karamellubragði, altså yoghurt med nødde- og karamelsmag; jeg har en eller anden trang efter at købe alt muligt med anderledes smag. Jeg er ikke sikker på at jeg var videre heldig denne gang, den smagte fint, men bægrets design var flottere end smagen. Jeg tror jeg lader den stå og pynte på hylden næste gang.

Mere eventyr

2007-11-21T18:30:00.000Z

Klokken har lige passeret fem på uret i tårnet på Sømandsskolen og fyrtårnet har allerede i et stykke tid blinket rødt og grønt. Jeg har fået fri fra arbejdet og bestemmer mig for at gå en lille omvej hjemad via Vatnshóll, en høj lige bag børnehaven, hvorfra der er panorama over Hovedstadsområdet.
Jeg går ud af bygningen hvor børnehaven ligger i, temperaturen har lagt sig maligt til rette på en fire til fem graders frost og en god kuling står ind over området; det er midt i tusmørket, eller nok rettere sagt, lidt senere end midten af det, midt mellem tusmørkemidten og nat. Det er så klart og de allersidste strejf af lys mod sydvest får krøbet sig op over horisonten og når Island. Der er ikke synet af en sky på himlen og vandpytterne fra i går er hver og en frosset fast i tiden af det pludselige vejrskift sent i aftes. Jeg svinger om hjørnet af huset og bliver endnu en gang forundret og forbløffet over hvor klart det er, det er virkelig som at få sat et par briller for øjnene, eller som om alt var redigeret i fotobehandlingsprogrammet hjemme på skrivebordet og der var skruet op for skarpheden på fulde drøn. Farverne bliver jeg også endnu en gang imponeret over: jeg har aldrig set en mørkere og samtidig klarere og mere dybblå farve på himlen.

Jeg går op ad den lille sti der fører op på Vatnshóll og isen krakelerer med en lækker sprød lyd under fødderne på mig. På toppen er der hele tre hundrede og tres graders udsigt over byen og jeg er stadig lige forundret over hvor klart det er: Keflavík står tydeligt frem ude på Reykjanes og halvanden hundred kilometer ude over havet tårner vulkanen Snæfellsjökull sig op som en mystisk silhuet. Lysene fra Akranes og Kjalarnes blinker i det fjerne og for fødderne af mig ligger centrum og lyser op. Vinden rykker i mig og kulden bider i ansigtet, men samtidig er alt musestille og der er ingen eller intet som ænser vinden og kulden, eller måske er det netop det der lægger en dæmper på det hele, her midt i eventyret af farver; Reykjavík ligger nu næsten hen i natten og kun en svag laksefarve viser sig længst ude.

Endelig asfalt til hele Þórshöfn

2007-11-21T17:52:00.000Z

Malbikað á Þórshöfn næsta sumar

"Til stendur að næsta sumar verði allar götur á Þórshöfn malbikaðar, auk þess sem ráðast á í nýframkvæmdir vegna tengingar vega og lagningu nýs vegar að hafnarsvæði. Eftir að leitað var tilboða var ákveðið að semja við Héraðsverk um framkvæmdina og er miðað við að megin framkvæmdartíminn verði í júní á næsta ári."

Sådan skriver RÚV i dag på deres hjemmeside. Måske er det også på tide at alle gaderne i det lille samfund deroppe langt mod nordøst får asfaltbelæging!? Eller måske er indbyggerne bedøvende, det har jo fungeret i mange år, så hvorfor skulle det ikke kunne fortsætte sådan? Men nu er der jo en anledning, så hvorfor ikke?

Vintersolnedgang

2007-11-18T17:12:00.000Z

Solen er gået ned for lidt siden, efter en dag i fuld konstrast til uvejret i går. Vi har haft omkring 3 graders frost og en helt klar vinterhimmel har hvælvet sig over Reykjavík. Og vinden er helt forsvundet. Hen ad eftermiddagen når solen atter falder i søvn efter en kort dag lavt på himlen her i den islandske vinter, da falder tusmørket lige så stille på og fletter sig ind med søndagsroen og skaber en fantastisk, næsten uvirkelig stemning. Så kan rejsekatalogerne og sikkert også min egen blog godt pakke sammen, for man skal bare opleve det selv. Pludselig går det op for mig at jeg virkelig er i verdens nordligste hovedstad og at det ikke kan være mere fantastisk, og at det bare er det helt rigtige sted jeg befinder mig lige nu. Jeg ville ikke være andre steder, sådan en stemning skal man bare sidde at falde i staver til og fylde sindet med al den ro den giver.

Luften er så klar at man uden besvær kan skelne de små biler og huse fra hinanden ovre på den anden side at fjorden, og bjergene ude på Snæfellsnes over hundrede kilometer borte står i tydelig silhuet bag den nu dyb-koboltblå himmel. Ja, det er så klart at der står den stjerne rundt om alle de skarpe gadelygter, ligesom tv-effekterne på tyske schlagershows lørdag aften! Luften er iskold, ligesom når man trækker vejret efter at have taget en halspastil, og de få skybræmmer lyser kraftigt lyserødt og orange. Esja er sneklædt efter snestormen deroppe i går, og står nu igen standhaftigt og venter på at mørket skal indhylle det, men det sker ikke på en klar vinternat, for både månen og nordlyset lyser sneen op, og millioner af uberørte iskrystaller glimter ud i mørket. Det er helt fantastisk.

Mørket er faldet på nu, Reykjavíks lys funkler i vinternatten her klokken halv seks, en vidunderlig duft af vinter har bredt sig og der er en ishalo rundt om den halve måne.

Stórhríð og óveður

2007-11-18T01:54:00.000Z

Stórhríð og óveður, eller på dansk henholdsvis kraftig snestorm og uvejr. Damen i radioen læser sine daglige veðurfregnir sirligt op, og ændrer ikke tonefald over et uvejr, nej, der bliver sagt i en rolig stemmeføring at det meste af Nordlandet ligger hen under sne, at bilister siden i eftermiddags ikke har kunnet komme østpå fra Akureyri, at to campingvogne i Selfoss fyger hen ad hovedvejen ned gennem byen og at trawlerne i farvandene vest for Island skal være opmærksomme på kraftig overisning. Så begynder opremsningen af vejrstationerne rundt om i Island og bliver indledt: “Mesti vindhraði á miðnætti voru 41 m/s …”, den højeste vindhastighed ved midnat var altså altså enogfyrre meter i sekundet; det er sådan bare lige et godt stykke over orkanstyrke. Indbyggerne i Keflavík, plus alle de turister der er ankommet her til aften, har skullet modstå 20 m/s og to graders frost og ligeledes de har de mange portugisiske gæstearbejdere på Kárahnjúkar haft deres at se til med 17 sekundmeter og -7°.

Ja, vi har haft en ordentlig omgang lavtrykspassage og nordenstorm i dag, men Sydlandet og Reykjavík er sluppet for al sneen de har fået oppe nordpå og har haft en pæn solskinsdag, set indefra, lige så snart bare storetåen blev stukket udenfor var det en helt anden sag.
Jeg gik ned i byen for at handle lidt efter middag i dag. Folk var i fuld gang med at hænge julelys op i butiksruderne ned ad Laugavegur. Vindstødene skubbede fuldstændig uhæmmet til folk som slet ikke kunne stå stille ved busstoppestederne, ja, det var lige før jeg blev blæst ud på kørebanen da jeg stod og ventede ved lyskrydset.

Da jeg kom hjem igen, helt stiv i ansigtet og ude af stand til at udtale et perfekt M, var de store kegler på parkeringspladsen i fuld gang med deres eget spil skak; først rykkede den ene sig elegant hen over asfalten og i det næste træk kom en kegle farende fra venstre og slog den foranstående kegle ud - som derefter væltede og hamrede ind i dækket på en parkeret bil.
Lidt efter tog jeg mig selv i at være faldet i staver over det pudsige syn. Jeg skyndte mig at finde nøglen frem og komme ind i varmen i en fart.

Argh...

2007-11-07T19:13:00.000Z

Øhm, det er alt for mærkeligt… For omkring en halv time siden sad jeg og hørte radio og så startede der en sang der lige var lidt støjende, så jeg slukkede og gav mig til at spise og tændte for fjernsynet og så skal jeg lige til at tjekke min indbakke og pludselig brager radioen ud igen - MIDT I DEN SAMME SANG SOM JEG SLUKKEDE I. Et er at radioen tænder af sig selv, men at det også er den samme sang. Blev den mon fornærmet over jeg bare sådan slukkede uden videre?!

En smuk sang

2007-11-05T23:55:00.000Z

Den smukkeste sang og tekst jeg har hørt længe, versionen med Hera er specielt god, synes jeg, men er oprindeligt af Bubbi Morthens.

Ég kom í þorpið kvöld eitt um sumar
klukkan tólf í miðnætursól,
ég fékk herbergi upp á verbúð, það virtist í lagi
með vask, borði og stól.

Um morguninn gekk ég út á götuna og skoða,
sá gömul vélhræ liggja útá lóð,
ég sá hús sem áttu sögu og sum voru að deyja,
það seytlaði úr gluggunum blóð.

Það er stelpa sem starir á hafið
stjörf með augun mött
hún stendur öll kvöld og starir á hafið
stóreyg, dáldið fött.

Ég sá hana dansa með döpur græn augu,
dansa líkt og hún værir ekki hér,
hún virtist líða um í sínum lokaða heimi,
læstum fyrir þér og mér.

Hver hún var vissi ég ekki en alla ég spurði
sem áttu leið það hjá
þar til mér var sagt að einn svartan vetur
hefði sjórinn tekið manninn henni frá.

Þetta er stelpan sem starir á hafið
stjörf með augun mött
hún stendur öll kvöld og starir á hafið
stóreyg, dáldið fött.

Þessi starandi augu, haustgræn sem hafið,
ég horfði ofan í djúpið eitt kvöld,
þau spegluðu eitthvað sem aðeins hafið skildi
angurvær, tælandi og köld.

Uppi á hamrinum stóð hún og starði yfir fjörðinn
stumdum kraup hún hvönninni í,
það teygaði hún vindinn og villt augun grétu
meðan vonin hvarf henni á ný.

Þetta er stelpa sem starir á hafið
stjörf með augun mött
hún stendur öll kvöld og starir á hafið
stóreyg, dáldið fött.

Þetta sumar var fallegt, ég fékk nóg að vinna,
það fiskaðist og tíðin var góð.
En ég stóð og hugsaði og starði út um glugga
um stelpuna sem var talin óð.

Eina nótt hrökk ég upp í skelfingu og skildi
hvað skreið um í hjarta mér.
Það sem virtist vera í fyrstu bara forvitni hjartans
hafði fundið ástina hér.

Í stelpunni sem starir á hafið
stjörf með augun mött
hún stendur öll kvöld og starir á hafiðs
tóreyg, dáldið fött.

Daginn eftir fór ég með fyrsta bílnum
sem flutti mig suður á leið.
Ég leit aldrei til baka, ég bölvaði í hljóði
og í brjóstinu var eitthvað sem sveið.

Er ég les það í blaði að bátur hafi farist
þá birtist mynd í huga mér
þar sem hún stendur og starir á hafið
starir þar til birtu þver.

Ég man stelpuna sem starði á hafið
stjörf með augun mött
hún stendur öll kvöld og starir á hafið
stóreyg, dáldið fött.

Sådan nogle stemningsødelæggere!

2007-10-28T12:41:00.000Z

Klokken er omkring ni på en søndag morgen hvor det fryser alt for mange grader. Jeg sidder på et halvøde busstoppested hvor sneen knaser under fødderne på mig hvis jeg bare rører mig det mindste og min ånde konstant forvandles til et virvar af damp. Reykjavík sover stadig weekendens festligheder ud og Höfuðborgarsvæðið, Hovedstadsområdet, ligger hen i en tung dyne af iset sne og Esjas bjergside er igen alt for tæt på, som om den ville æde boligkvarteret foran det. Selv solen er doven denne morgen, det gløder endnu kun svagt rosa oppe over byens tage og tusinder af gadelygter som smukt lyser det kuperede tærren op; det er en fantastisk oplevelse at sidde i morgenbussen imens jeg mere eller mindre skrider ind mod centrum, mod busstationen Hlemmur. Der er musestille, der er ikke så mange med bussen, og de der nu er der er lige så fastfrossede som vejret udenfor, og nok også jeg selv. Der udveksles ikke det mindste ord, ikke engang strejfet af et smil. Det er ved at blive vinter, nogle lukker sig inde i sig og klarer vintermørket på deres helt egen opfindsomme måde. Jeg synes jeg har læst at kun en enkelt procent af islændingene siger at de blev vinterdeprimerede, modsat en betydelig større procentdel af folk på samme breddegrad andre steder i verden. Måske vil de bare ikke indrømme det at de er lige ved at bukke under for vinterens manglende lys eller også er det noget helt tredje.

Jeg kigger igen ud af ruden, lytter passivt på de dybe vejrtrækninger som sammen med bussens skred i vejsvingene luller mig stille og roligt hen i en tilstand hvor jeg hverken er vågen eller sover. Det er rart. Lige indtil bussen stopper med et sæt og jeg banker hovedet ind i en kolde rude. I øjeblikket efter træder to fnisende teenagepiger ind i bussen og taler klingende amerikansk. Efter et halvt sekund udbryder den ene af dem højrøstet og fuldstændig overdrevet: “OOOH MYYY GOOOOOOD.. IT’S SOOOOO COOOOOLD!!!!!! Hey, you bus driver… eerm, yeah you that driver thing… can you pleeeeease turn off that COOOLD outside. OOH MYY GOOOD” - de er begge iført stramtsiddende cowboybukser og t-shirts. Folk ser forbavsede ud et kort øjeblik, men ænser ellers ikke noget og falder hurtigt tilbage i deres intetsigende ansigtsudtryk, undtagen mig, jeg bliver i mit nye irriterede udtryk, stirrende direkte på den mærkeligt højrøstede pige, hun sender mig et udtryk som kun kan være taget ud fra en amerikansk ungdomsfilm af en fornærmet cheerleader eller noget hen i retning af det. Inderst inde har jeg lyst til at kommentere hendes alt for store lår, at hun har fedtet hår, at hun har dårlig ånde, at hun er grim, at hendes deller falder ud aaaalt for mange steder, at hun burde bruge vandfast mascara, at hendes tøjstil er totalt yt og at nok burde rense sit ansigt i andet end bedstemors svinefedt med stegte løg!

Jeg holder mig på den pæne side og stiger nogle minutter efter ud på Hlemmur. Solen er ved at stå op og de første stråler blænder mig idet jeg passerer mellem Kaupþing Bank og Domino’s Pizza.

Merkileg orð en samt frábær!

2007-10-01T17:55:00.000Z

Når man sætter sig ned og tænker over ord, bliver de alle pludseligt mærkelige, især de små og korte. Tænk på et ord som “knæ” - eller hvad med “værelse”. Tænker man længe nok over det er det lige som om betydningen af ordet forsvinder, og det hele svinder bare ind til nogle lyde, hvilket det jo egentlig også er - det er bare en pudsig effekt det har. Jeg sad i dag og læste historie for børnene ovre i børnehaven, en bog som hed “Splass”, det islandske ord for “Plask”. Og plask er præcis sådan et ord som lyder morsomt, man skal sige det med en tilpas nonchalant tone. Og børnene var færdige af grin! De prøvede straks at efterligne, og pludselig sad der fem islandske børn og efterlignede et fladt, dansk A. “PLASK”, sagde de alle sammen.

Noget andet som jeg aldrig glemmer var en sjov opgave vi lavede tilbage i, det må være omkring tredje eller fjerde klasse. Da havde min dansklærer i stedet for de normale ord lavet nogle fjolleord til dagens diktat som var et lille forsøg for at se om de elever som ikke var så stærke i retstavning kunne stave disse ord, som jo lydmæssigt var lige ud af landevejen, rigtigt. Et par af disse ord har bare sat sig fast hos mig - jeg kan huske jeg virkelig syntes det var morsomt; de andre kunne slet ikke forstå jeg syntes det, men det har vel været min tidlige interesse for lingvistik. Ordene er: TRØFT - GLØR - SKRIRM; det sidste er egentlig ikke så sjovt som de to første, men jeg husker det fordi jeg havde fejl i det - jeg havde stavet det “skriam”; min lingvistiske stædighed påstår stadig at jeg kunne have ret, både fonologisk, men også fordi der jo ikke var nogen løsning i en retskrivningordbog da ordene var hjemmelavede - det kunne jo dreje sig om et lille stød efter i’et, altså [skri?am] eller [skriam]. Nå, men nok om det. “Trøft” skal siges med samme nonchalante tonefald som det var tilfældet ved “plask”, hvorimod “glør” bør siges på en lærende måde. Nå, det var lige lidt sprognørderi.

Rok og rigning í stríðum straumum

2007-09-10T21:07:00.000Z

For en uge siden gik jeg en tur ned gennem centrum i det fineste efterårsvejr: Høj, dybblå himmel og en frisk brise fra havet som gjorde hvert åndedrag til en nydelse helt ned i storetæerne. Siden da er vi både i kalenderen og alle andre steder trådt godt og grundigt ind i efteråret. Fjeldene rundt om byen forsvinder gradvist ind i et tæppe af støvregn og dis og ligeså de højeste kirketårne forsvinder deroppe, et eller andet sted. I radioens grundige vejrudsigt hvor data fra SAMTLIGE landets vejrstationer sirligt bliver remset op (det tager et kvarter med en monoton stemme), begynder nattemperaturerne at kravle ned under frysepunktet og nysneen er allerede faldet inde i ødemarken midt på øen. Vinden frisker pludselig voldsomt op, og regnen begynder at vælte ned, eller rettere sagt, suse vandret gennem luften i gadelygternes orange lyskegler. Så forsvinder alle fodgængere, og fortovene ligger øde hen – de få som dog bevæger sig ud ses som grå silhuetter gående i en foroverbøjet 45 graders vinkel. Over himlen fejer med nogle sekunders mellemrum skiftevis den hvide og grønne lyskegle fra fyrtårnet.

Men stormen larmer ikke, for der er ingen træer at ruske i, men er en dyb rumlen og en konstant hylen - og undertiden en fjern tuden fra et tågehorn. Kigger man ned over byen er der så godt som intet at se, og bygninger modstår standhaftigt ethvert vindstød som om de kunne klare selveste Ragnarok. Så er det godt man kan krybe indenfor og varme sig på en kop kaffe. På den inderste gade Laugavegur er der masser af sådanne små steder, nogle næsten gemt væk i kælderetagen. De står i stærk kontrast til de øde gader; her er et leben uden lige, der bliver drukket spandevis af øl og kaffe og luften er tyk af, om end ikke røg (rygelov!), summende stemmer og samtaler. I første omgang uforståeligt Reykjavík-islandsk, men mange gange er det både polsk, thai og andre mere eksotiske sprog som man mindst af alt ville forvente her. Her åbner folk op, og man kan måske til og med bryde noget af det reserverede ydre som mange islændinge går og bærer rundt på. Her dukker alle typer op, både oppefra – fra Reykjavíks fancy, moderigtige og moderne ansigt udadtil som har mere travlt med at opnå anerkendelse fra udlandet og at publicere Reykjavík som Nordens shopping- og nattelivsmidtpunkt. Islændingene arbejder gerne generelt langt over 40 timer om ugen og spenderer næsten pengene før de er tjent, for man skal både have hus, to biler – og forældrene skal også lige betale begge biler til de to børn som lige har fået kørekort (når man er 17 år i Island) – og så også et sommerhus ude på landet – vel at mærke til ISLANDs-priser. I øvrigt skal man også være med nyeste mode, have det samme nye som naboen så man ikke halter bagud, og så skal man helst gå i teater, operaen eller biografen meget ofte, for livet skal være kulturelt. Det er også et faktum at amerikanske film generelt får præmiere i Reykjavík før resten af Norden. Men på de små udskænkningssteder dukker folk fra Reykjavíks underverden også op, folk som har sovet branderten fra gårsdagens druk ud dukker op med det værste morgenhår, letpåklædte ikke-islandsk udseende damer, store som små, folk med hanekam, tatoveringer, folk i islandske sweatere, en mand i jakkesæt, lugt af øl, træværk, varm mad. Pludselig flyder alt hen i en munter, homogen stemning, før man igen bevæger sig udenfor i vejret og opdager at dagens tusmørke er blevet til rigtigt mørke, men også at vinden af stilnet af, og regnen er blevet til støvregn som sagte daler ned fra oven.

Island er en fascinerende, sær blanding. Når man kører mod Reykjavík på vejen gennem intetheden over den gråbrune lavaslette bliver alt fraværende og man længes ingen steder hen, man er der bare, på en mærkelig måde opslugt af naturen, men Reykjavíks centrum åbenbarer en nærhed og pludselig er man i verdens navle – på en forblæst udpost midt ude i Atlanterhavet. Et eller andet sted i denne navle findes en hverdag som til forveksling kunne foregå i København som adskillige andre steder i verden.

Så er der ikke lang tid tilbage

2007-08-01T01:45:00.000Z

Nu er klokken igen alt for mange. Jeg har tilbragt næsten hele dagen her i sengen foran computeren og fjernsynet, virkelig en sløv dag, men det har alt også indbudt til. Hvor blev sommeren af? Det ligner mere efterår med grå himmel, susende skyer, kraftig blæst og en svag lugt af afbrændt løv i vinden. Jo, og så har jeg også lige smagt min mors hjemmebagte boller - slet ikke så ringe endda!

Og så er der kun otte dage til jeg tager af sted til Island. Jeg kan slet ikke fatte at det er nu, når jeg har gået i så lang tid og tænkt på det. Jeg synes der er sommerfugle i maven, jeg kan mærke spændingen komme snigende, men det er bestemt en god følelse. En dejlig følelse. En spændt følelse.

Mit værelse flyder; jeg har lavet en gang mellem alle tingene så man kan bevæge sig hen til min seng, hvor jeg altså har dvælet hele dagen. Min ryg er radbrækket og skriger på at komme ned at ligge nu, så jeg må hellere adlyde, tror jeg - og satse på at bevæge mig lidt uden for hoveddøren i morgen, eller måske endda helt ud i haven.

TRE dage til jeg bliver student!

2007-06-24T22:49:00.001Z

NU vil jeg godt snart være færdig med at sidde her og læse, det er jo til at blive helt ør af. Men tror søreme noget af den spanske humør er sivet ind lige pludselig. Jeg sidder og læser drejebogen til Pedro Almodóvars film "Todo sobre mi madre" - i øvrigt en helt fantastisk film, anden og tredje gang vi så den hehe - og faldt lige over scene 96. Er næsten begyndt at kunne lide de spanske films til tider sære, melankolske stemning blandet med en lun humor.

Huma: Oye, Agrado. ¿Tú sabes conducir?
Agrado: Sí… de jóven fue camionero.
Huma: ¿Ah, sí?
Agrado: En París, justo antes de ponerme las tetas. Luego dejé el camión y me hice puta.
Huma: ¡Qué interesante!
Agrado: Mucho.

… og lige et øjeblik fra Almodóvars seneste Volver

Hurtigtsnakkende talkshowsværtinde:
"Augustina tiene cáncer. Tienes cáncer Augustina. Venga, ¡un fuerte aplauso para Augustina!"

Læseferie

2007-06-11T01:14:00.000Z

Der er aaalt for mange grader på mit værelse og luften står aldeles stille!

I dag har jeg tilbragt hele dagen i haven under parasollen og læst religion i over 30 graders varme, kun afbrudt af et par ture ind for at hente nyt vand og nye isterninger. Jeg har været fordybet i læsningen, men har samtidig lagt mærke til dagens forløb, fra den behagelige, luftige morgen hvor fuglene kvidrede og luften var frisk; hen over middag og den hede eftermiddag hvor alt flød hen i en varmedis, luften der blev tung af lugten af sommer og alle lydene som kvaltes og blev til forvanskede, fjerne lyde under den værste eftermiddagssol; og hen under aften hvor folk atter begyndte at bevæge sig rundt, skramlede med grilllågene. En blanding af røglugt, tændvæske og stegt kød spredte sig mellem husene, hundene gøede i den ene have og snart kom svarene fra samtlige andre hunde i kvarteret, store rottweilere, små arrige terrier, naboens hystade. Frem til solnedgang hvor lydene atter døede hen og afløstes af myggenes summen, stikkenes kløen og eksamenspapirernes kradsende lyd der forsvandt på grund af aftenfugten.

Så nogle gange kan det være en virkelig god oplevelse at læse til eksamen - mine fødder har hverken set sko eller strømper i dag, til gengæld har fodsålerne antaget en jævn, grå kulør.